Andreas Bo: »Ordet er indbegrebet af kommercielle interesser, der trænger ind og voldtager vores kultur«

Komiker Andreas Bo lærte tidligt at udnytte sproget, som han i dag betegner som sit verbale våben i komikken. Han hader at blive taget i at have stavet forkert, og så mener han ikke, at man skal fjerne særlige ord fra det danske sprog.

Andreas Bo er komiker. Fra barnsben har han lært at debattere og vende sproget til en humoristisk fordel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Hvordan arbejder du med sproget i dit virke?

»Jeg skriver tekster i mange sammenhænge – det kan være til TV-programmer eller shows. Jeg elsker at skrive. Jeg er altid nødt til at forholde mig til sproget, der er en vigtig del af mit liv. Begge mine forældre var politisk aktive, så der var altid plads til at diskutere over aftensmaden, og alle input var velkomne. Jeg lærte tidligt at udnytte sproget samt at debattere. Mine arme ligner pasta, så sproget har været mit våben gennem hele min opvækst. Et redskab ligesom min humor.«

Hvilket ord burde i din optik stryges fra ordbogen eller det danske sprog?

»Min konklusion er: absolut ingen. Det er vigtigt, at vi altid kan slå op og finde oplysninger om ordets betydning og oprindelse. Om det så er ord som neger, blegfis eller perker, så vil jeg forbeholde mig retten til at mene, at det er vigtigt at kunne vide, hvor de ord kommer fra. Jeg har et andet problem. Det er, når ord bliver til begreber. Jeg hader halloween. Ordet er indbegrebet af kommercielle interesser, der trænger ind og voldtager vores kultur; det kan jeg ikke have.«

Er du typen, der retter andre folks sproglige fejl, og hvordan reagerer du, hvis du selv bliver rettet?

»Det kan du edderhyleme tro, jeg gør. Jeg elsker min kæreste højt, men hun er noget yngre end jeg. Hun er 34, og jeg er 53. Hende retter jeg på dagligt. Hun har leveret et helt kvarter til mit nye show. Heldigvis har hun humoristisk sans og selvironi, så hun synes selv, det er sjovt.

»Jeg er faktisk ret dårlig til at læse. Jeg er ikke ordblind. På en eller anden måde, er jeg læsedoven. Jeg har altid haft interesse for at læse, men jeg har måske kun læst ti bøger selv i mit liv, til gengæld har jeg stor glæde af lydbøger. Særligt er jeg virkelig dårlig til at læse højt. Jeg falder over ordene. Det er reelt et lille handicap.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Jeg har det virkelig vanskeligt med dobbeltkonfekt. Mette Frederiksen siger åbne op, og det gør fysisk ondt i min krop. Tal ordentligt, Mette. Vi skal værne mere om sproget. Når jeg selv bliver rettet, tager jeg altid ved lære af det. Jeg troede i rigtig mange år, da jeg var yngre, at man kun brugte betegnelsen homoseksuel om mænd. Det er jeg da glad for, at jeg ikke vandrede videre ud i verden med.

Noget andet, der generer mig, er ord, der burde rime, men som ikke gør det. Lytter du til en sang af Medina eller Bro, så er der intet, der rimer. Hvis det er elegant, virker det, men er det gået lidt for stærkt, så kan jeg ikke have det. Når Thomas Helmig i sangen »Malaga« forsøger at rime vingesus Aarhus. Det er ikke skide godt, vel?«

Hvad græmmer du dig altid over, at folk udtaler forkert? 

»Håndklæde bliver meget nemt til »hångklæde« og tyggegummi til »tygåmi«. De er virkelig slemme. Jeg har også højtbegavede venner, der laver fejl i får og for på skrift. Jeg forstår meningen, men det er helt forkert. Der er også perler hver dag fra børnene. Min kærestes søn sagde forleden: »Andreas, hvad er din yndlingssang?« Jeg svarede: »Et eller andet med U2«. Han melder tilbage, at hans er »Ång Tang Wå«. I virkeligheden hedder den »Old Time Road« (med Lil Nas X, red.). Det er vidunderligt, når børn hører engelsk forkert.«

Hvad er det allersmukkeste ord på dansk – og hvorfor?

»Sensommer. Det dækker over et begreb, der skaber en masse indre billeder. Det er ikke, fordi jeg dissekerer og smager på ordene, for så er et ord som demokrati måske smukkere. De ord, jeg finder smukkest, er dem, jeg forbinder med noget rart. Løvfald er jeg også vild med. Ord, der er hentet fra noget gammelt.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Berigende bruger jeg meget; det kan jeg godt lide. Men mit buzzword lige nu er forventningsafstemning. Lad os lige forventningsafstemme. Nogle vil sige, at det er et frygteligt bæ-ord, men det er meget tidsbesparende. Eksempelvis hvis to personer skal handle en genstand, og den ene siger »Ja ja, det finder vi lige ud af«. Nej, det gør vi ikke. De fleste har to forskellige opfattelser af tingene. Forventningsafstemning er et perfekt begreb, og det er virkelig et favoritord.«

Har du et ord, der kan få dig op i det røde felt?

»Der er ingen ord, der pisser mig af, men jeg kan ikke tage nedladenhed. Når folk siger lille ven eller kære ven. Jeg flejner fuldstændig. Jeg kunne aldrig drømme om at tale ned til folk. Du kan gå ind og sætte et hierarki med sproget i én enkelt sætning. Det bryder jeg mig ikke om.«

Har du et ord, du altid har svært ved at udtale, eller som du altid staver forkert?

»Jeg slår tit op i ordbogen. Hvis jeg blot skal sende en SMS-besked, kan jeg google fire gange for at se, hvordan det staves. Ordet pension er det med t eller s? Det driller mig konstant. Jeg synes, det er taberagtigt, hvis jeg staver forkert. Hvis jeg har lagt noget op på sociale medier, eller har sendt en besked, og kan se, at telefonen har lavet autokorrektur, og meningen bliver helt forkert, så kan jeg blive helt forfærdet. Det irriterer mig helt vildt. Jeg hader at blive taget i stavefejl.«

»Noget, jeg hader i skriftsproget, er blinkesmileyen. Den skulle rituelt afbrændes på Rådhuspladsen. Man kan ikke bare smide en sviner og så lige runde af med den. Det er så nedladende.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Dømmer du andre folk på deres sprog?

»Jeg dømmer folk helt vildt. Hvis folk skriver og formulerer sig dårligt, betragter jeg dem helt fejlagtigt ofte som dumme, og det er de jo ikke. Jeg havde en højtbegavet og teknisk dygtig ven. Han var larmende ordblind, og det har intet med intelligensen at gøre. Jeg dømmer vildt hårdt. Hvis min kæreste formulerer sig helt hen i hegnet med en doven formulering, så skal jeg vænne mig til, at det er, fordi hun er fra Vestegnen, og sådan taler man der. Det har intet med intelligensen at gøre, det er bare talesprog eller SMS-sprog, som jeg også har vænnet mig til med mine børn. Jeg skal tage det lidt mere roligt. For 15 år siden ville jeg have kædet en dårlig formulering sammen med lavere intelligens, og det gør jeg ikke længere.«

Bander du? I så fald, hvilket bandeord bruger du mest, og skammer du dig over det?

»Satme, sgu og fandeme, dem kan jeg godt forfalde til. Jeg bander mindre, jo ældre jeg bliver. Står jeg på en scene og harcelerer over halloween, så overdriver og bander jeg. Hvis jeg bare kommunikerer almindeligt med folk, så bander jeg ikke så heftigt. Jeg har tidligere brugt ordet kraftedeme, men da jeg fik forklaret, hvad det egentligt betød, er det jo ikke et fedt ord, så det bruger jeg ikke længere.«

Andreas Bo Pedersen

»Du kan gå ind og sætte et hierarki med sproget i én enkelt sætning. Det bryder jeg mig ikke om.«


Hvad er det smukkeste, nogen nogensinde har sagt til dig?

»Jeg har tidligere parodieret Kim Larsen, og da han på et tidspunkt skulle kommentere mit arbejde, og han sagde »Han har sgu fat i noget, knægten«, der var jeg klar til at lægge mig ned og dø.

Noget andet er, når det kommer fra mine kære. Jeg er skilt, og min ekskones nye mand, som jeg også kender, han har en papdatter, der røg i klemme i familien. Så hun endte med at være mine børns papsøster, og i en periode flyttede hun hjem til os. Luna boede hos os i tre år. En dag var hun med til en premiere, hvor hun sagde »Andreas, du reddede jo mit liv«. Det blev jeg sindssygt glad for. Når mine børn siger, jeg er en god far. Det rammer mig, at jeg har levet op til det, jeg skal.«

Hvad er det mest beskrivende motto for dit liv?

»Skal du lave en omelet, må du slå nogle æg i stykker. Det er direkte oversat fra en gammel engelsk talemåde. Du kan ikke gøre noget i livet, uden at det kommer til at gå ud over nogen. Det er vigtigt i disse år, hvor der er så meget fokus på, hvad vi må, og hvad vi ikke må.

Jeg hæfter mig i samme ombæring ved John Cleeses ord. Humoren har rod og fundament i en minimal form for ondskab. Humoren er en måde at overleve på. Anden Verdenskrig var frygtelig, men vi er nødt til at joke om det, ellers kan vi ikke komme videre. Al humor har rod i, at der er én, der falder i en bananskræl og slår tænderne ud. Står jeg på scenen og laver en joke, så er der måske to, der ikke synes, det er sjovt. Men der er 5.000 andre, der får latterkramper over det, og så må de to ofres på bålet. Det gælder i alle livets aspekter. Det kan ikke nytte noget.

Jeg har instrueret skolemusicals før i tiden, og skal man have den rigtige til hovedrollen, så skal andre have at vide, de ikke skal spille den. Man kan ikke være pædagogisk i alle sammenhænge, man gør folk en bjørnetjeneste. Nogle æg skal slås i stykker.«