Andersen og evigheden

Selv de største kapaciteter kan komme på en prøve, når H.C. Andersens geni skal indkredses, forklares og fortolkes. »Han er det mærkeligste fænomen i verdenslitteraturen,« siger den umådeligt belæste litteraturprofessor Harold Bloom, der fik Odense Bys H.C. Andersen Pris 2005.

NEW YORK: H.C. Andersen er verdenslitteratur. Kun Bibelen, Cervantes og Shakespeare-dramaer er oversat til lige så mange sprog. Ingen andre danskere kommer bare i nærheden af at matche ham i berømmelse. Hans 200-års fødselsdag i år fejres over hele verden med en entusiasme og i et omfang, som kun bliver denne verdens allerstørste kunstnere til del.

Men ved vi egentlig, hvem det er, vi hylder? Er H.C. Andersen, trods sin kolossale berømmelse, overhovedet en forfatter, vi virkelig kender?

Efter et par timer i selskab med USAs kendteste litteraturkritiker, professor Harold Bloom, hjemme i hans lejlighed på Manhattan, er man ikke længere så sikker. Harold Bloom er begejstret for Andersen, det lyser ud af ham. Han er også medlem af Det Kunstneriske Råd, der hjælper H.C. Andersen 2005 Fonden med at finde de forskellige begivenheder, der skal markere H.C. Andersen-året, og i tirsdags fik han overrakt Odense Bys H.C. Andersen Pris 2005 ved en højtidelighed i New York. Men efter at han i det sidste par år har læst sig tættere og tættere ind på digteren, er han også blevet mere og mere mystificeret:

»Andersen appellerer til alle intelligente børn mellem 9 og 90 år. Hans universalitet kan man ikke betvivle. Han er en forfatter, der, ligesom Shakespeare, overskrider alle grænser. Men ser man nærmere efter, prøver man virkelig at forstå ham, er han nærmest umulig at få hold på!«

Harold Bloom er sunket ned i en blød lænestol, der kan vippes tilbage, så man næsten ligger ned. Fysisk er han ikke helt oppe på dupperne, men han udstråler lutter generøsitet og venlig imødekommenhed, og i løbet af samtalen - der i lange stræk mere har karakter af en enetale - bevæger han sig aldeles ubesværet rundt i alle verdenslitteraturens krinkelkroge. Det er med udgangspunkt i et langt livs intens læsning, at han fastslår, at der stadig er mange gåder, der skal løses, før vi kan bilde os ind, at vi forstår H.C. Andersen:

»Han gør ikke det, som man umiddelbart, som læser, tror, at han gør. Han gør heller ikke det, han selv siger, at han gør. Og han gør heller ikke det, som litteraturforskerne siger, at han gør. Han gør noget andet. Men hvilket andet? En forfatter som Franz Kafka ønsker helt tydeligt, at man ikke skal kunne fortolke ham, og derfor er udfordringen for en fortolker mindre. Man kan jo bare begynde med at konstatere, at han ikke kan fortolkes. Andersen er meget mere subtil. Han er ikke realist, han skriver ikke fantasy, han er ikke surrealist. Men hvad er han så? Vi har endnu ikke den terminologi, der skal til for at indkredse ham. Vi har ingen kategorier, der kan sætte ham på plads.«

Hvad man imidlertid med sikkerhed kan fastslå, siger Harold Bloom, er, at H.C. Andersen havde en sans for det grusomme, der savner sin lige i verdenslitteraturen:

»Havheksen i »Den lille havfrue« er jo ubegribeligt forfærdelig. Andersen kan skriv så brutalt sadistisk, at al anden litteratur kommer til kort. Jeg husker, at jeg læste »De røde sko«, og at jeg havde det dårligt resten af dagen. Jeg kunne ikke få det der billede ud af hovedet, dette her med at man bliver nødt til at foretage en amputation. Det er fuldstændig skrækindjagende, og man kan ikke bare forstå det som en kastration i freudiansk forstand. Men hvordan man så skal læse historien, har jeg endnu ikke fundet et svar på«.

Harold Bloom fortæller, at han har ledt og ledt efter adækvate fortolkninger af digteren, men at han kun er stødt på få virkeligt værdifulde bidrag. De fleste er skrevet af danske Andersen-kendere, og de bedste artikler, han kunne finde, og som samtidig var oversat, har han samlet i en ny antologi.

»Det er virkeligt glimrende ting, men der er ingen, der når til bunds i gåden om digteren og hans værk. H.C. Andersen er det mærkeligste fænomen i verdenslitteraturen,« fastslår professoren, inden han skifter emne et øjeblik for at fortælle, at han snart kommer til Danmark, men at han egentlig havde besluttet sig for ikke længere at rejse langt. Forleden gennemgik han en stor hjerteoperation, forude vente endnu én, og en flyvetur over Atlanten er forståeligt nok ikke lige sagen. Men han skiftede mening, da han - i anledning af den pris, han lige har modtaget - blev bedt om at komme og forelæse i verdensberømthedens hjemland:

»Én af den ting, jeg måske vil komme ind på, er en pudsig parallel, som jeg har iagttaget mellem H.C. Andersen og Søren Kierkegaard,« siger Harold Bloom.

»De var jo begge to outsidere: Andersen ved at insistere på det barnlige i et tilsyneladende voksent samfund. Kierkegaard ved at insistere på det kristne i et tilsyneladende kristent samfund.«

Flere gange i løbet af eftermiddagen taler Harold Bloom henrevet om om H.C. Andersens »absolutte originalitet« - et yderst sjældent træk, som han i øvrigt, ifølge Bloom, deler med netop Søren Kierkegaard. Harold Bloom er i det hele taget dybt optaget af, hvordan tekster gennem tiden kommunikerer med og mod hinanden, og på den baggrund konstatererer han, at nok er der reminiscenser af E.T.A. Hoffmann, Shakespeare og andre litterære giganter hos H.C. Andersen, men tilbage bliver stadig denne uforklarlige rest, som gør i hvert fald dele af danskerens værk helt unikt:

»Det var i eventyrene og historierne, at det lykkedes for ham at få sagt det, han ville. Det var dem, der sikrede ham udødelighed. Jeg er sikker på, at H.C. Andersen nok skal holde stand, selv i disse tider, hvor hele verden er blevet forgiftet af Harry Potter-bøgernes ufattelige stupiditet.«

Vi taler også om Harold Blooms allermest kendte udgivelse, den monumentale »The Western Canon« fra 1994, der rundes af med en flere sider lang liste over, hvilke vestlige forfattere der er så uomgængelige, at de er en del af den vestlige litterære kanon. Af danskere nævnes kun Karen Blixen og Martin Andersen Nexø med, og hvorfor i alverden er H.C. Andersen ikke med, spørger Deres udsendte? Er han ikke stor nok til det fine selskab?

»Selvfølgelig er han det. Jeg kan slet ikke stå inde for dén liste,« lyder det overraskende svar fra Harold Bloom.

»Det stod i min kontrakt med forlaget, at listen skulle med, men det var mit livs største enkeltstående fejltagelse, at jeg underskrev den kontrakt. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slippe, men det lykkedes ikke. I protest skrev jeg blot nogle forfatternavne ned efter hukommelsen, uden at konsultere nogen opslagsbøger, og der var mange undladelsessynder. Andersen var én af dem, der skulle have været med - når det nu skulle være. Min eneste trøst er, at det senere lykkedes mig at få listen fjernet fra nogle af oversættelserne af bogen.«

Harold Bloom indså - men for sent - at problemet med overhovedet at lave sådan en liste er, at kun få ting kan siges med absolut kanonisk sikkerhed. Det står efter hans mening fast, at Shakespeare - den suverænt største skribent i hele den vestlige litteraturhistorie - har en selvfølgelig plads i enhver litterær kanon. Det samme har Dante, Cervantes, Tolstoy. Men det meste er til diskussion, og vil altid være det, og derfor tager Harold Bloom afstand fra alle lister, der prætenderer at være fyldestgørende. Det gælder også den liste over 15 danske forfatterskaber, som den danske undervisningsminister sidste år gjorde til obligatorisk læsning i folkeskoler og gymnasier:

»Ingen enkeltpersoner eller institution kan med nogen autoritet opstille en litterær kanon,« siger han.

Det, der er det afgørende, er selve formidlingen af den litterære arv, og her er den helt gal, mener Harold Bloom, som i »The Western Canon« går et stort nummer ud af at understrege, at litteratur skal vurderes på rent æstetiske præmisser. På nutidens universiteter, i hvert fald de angelsaksiske, gør man angiveligt det modsatte, for her er man mere opsat at læse litteratur med feministiske, afro-amerikanske, marxistiske, dekonstruktivistiske eller andre briller. Hvis man da ikke slet og ret vælger at dyrke almene kulturstudier på bekostning af seriøse litterære ditto:

»Det, vi oplever, er et enormt dannelsestab, og det er ikke blevet bedre, siden jeg skrev bogen,« siger Harold Bloom, der ser en soleklar sammenhæng mellem USAs valg af ledere og den almindelige fordummelse:

»Vi har i dag en præsident, der er den absolutte bund sammenlignet med nogen anden præsident, vi nogensinde har haft. Vi har en præsident, som indlader sig i en absurd affære i Irak, som tilmed får støtte fra andre ledere, herunder den danske statsminister, og som tilmed bliver genvalgt. Det er sørgeligt. Men i et samfund som vores var det desværre til at forudse.« http://prelectur.stanford.edu/lecturers/bloom/