Anden sæson af "The Crown" undgår den anakronistiske feminisme

Midt i al glimmeret stiller Netflix-serien »The Crown« store spørgsmål om verdenshistoriens afvikling giver en fin fornemmelse for de snævre rammer som 1950ernes moral påbød både kvinder og mænd.

08BKUKULTUR-132114.jpg
Noget er rÔøΩddent i forholdet mellem dronning Elizabeth II (Claire Foy) og prins Philip (Matt Smith) i anden sÔøΩson af "The Crown". The Crown - Philip - Philips stands on the deck of HMS Britannia Fold sammen
Læs mere

The Crown Sæson 2, Netflix

Den engelske krone hviler stadig tungt på den unge dronning Elizabeth IIs kønne hoved i anden sæson af mammutserien »The Crown«, der bliver lagt på Netflix i dag.

Og selv om man stadig kan glæde sig over seriens udsøgte kvalitet i såvel udstyr som indhold, er de greb, som manuskriptforfatter Peter Morgan benytter, begyndt at træde tydeligere frem, sådan som det uundgåeligt må være i TV-serier. Dette er dog først og fremmest med til at gøre serien mere genkendelig for seeren, ikke ringere, for »The Crown« er højeffektiv i sin modstilling af mennesker og institutioner, og mellem følelser og pligt.

Anden sæson begynder i midten af 1950erne, da Anthony Eden har afløst Winston Churchill på premierministerposten. Storbritannien kastes ud i sin værste krise siden blitzkrigen, da Egyptens Gamal Abdel Nasser tvangsnationaliserer Suez-kanalen og sender rystelser gennem den vestlige verden. Premierministeren forudser korrekt, at det kan blive begyndelsen til enden for det britiske imperium og går i hemmeligt partnerskab med Israel og Frankrig om en invasion for at slå oprøret ned i strid med FN og USAs ønsker. Suez-krisen bliver en total ydmygelse for de gamle koloniherrer.

At »The Crown« er en af de dyreste TV-serie nogensinde, og at pengene er brugt godt, kan blandt andet aflæses i scenerne, hvor Nasser taler til masserne, og de britiske tanks ruller ind i Egypten. En æra står for fald, og »The Crown« har ressourcerne til give os førsteklasses billetter til det store skue. Det er så magtfuldt og intelligent iscenesat, at vi retter os op i sædet, får indsigter og tænker med som publikum. Det er måske ikke helt som med den franske filosof Blaise Pascals påstand om Kleopatras smukke næse og dens indflydelse på verdenskortet, men når Anthony Eden kaster Storbritannien ind i Suez-krisen, skyldes det i »The Crown«s optik, at han selv kæmper for at komme fri af Churchills skygge og få sin egen plads i verdenshistorien – og fordi han vil gøre sit gamle universitet ære. Jeremy Northam som den smerteplagede, pilleafhængige premierminister er denne sæsons prominente bifigur, og ligesom John Lithgow som Churchill inkarnerede britisk urokkelighed i krigsårene, får Northam den knap så attraktive rolle at personificere det smuldrende Commonwealth.

I mellemtiden ... på Buckingham Palace: Ægteskabet mellem dronning Elizabeth II (Claire Foy) og prins Philip (Matt Smith) er blevet nogenlunde harmonisk, efter at prinsen har accepteret sin plads som kongefamiliens nummer to. Den kølige Elizabeth inviterer ovenikøbet sin prins tilbage i sengen, efter at han har tændt noget i hende med sin Kaptajn Jespersen'ske morgengymnastik.

»Men jeg mangler stadig tyve armbøjninger!« protesterer prinsen.

»Dem kan du lave i sengen,« kurrer Hendes Majestæt.

Men sorte skyer gør deres indtog, da prinsen skal på den traditionelle tour i det britiske imperium, og medbringer sin adjudant, der af sin hustru snart beskyldes for at søge trøst hos de eksotiske kvinder, de møder i fjerne tropiske afkroge af imperiet. Da efterretningstjenesten kender prinsens svagheder, må der gribes ind for at hindre, at kongefamilien rives med i faldet. Løsningen bliver en håndfast appel til de involverede kvinder om at tie, tåle og tænke på fædrelandet.

En kvindelig australsk journalist, som prinsen håber at kunne hygge sig med, viser sig dog at have mere bid, end han bryder sig om, uden at scenen bliver påklistret, for »The Crown« bruger ikke anakronistisk feminisme for at please nutidens seere, som mange andre historiske serier ellers har fået for vane. Til gengæld giver serien en fin fornemmelse for de snævre rammer som datidens moral påbød både kvinder og mænd.

Det er her, at »The Crown« viser sit niveau. Alle bliver vi til de mennesker, vi er, inden for rammerne af institutioner, og nogle gange underbygger de vores styrke, andre gange knækker de vores vilje, og midt i seriens mahogniduftende og silkeknitrende opulens gemmer der sig dybe kernespørgsmål. Er vi produktet af verdenshistoriens uafvendelighed, eller er det individet, der sætter historiens hjul i bevægelse? Det bliver italesat, når anden sæson inddrager historiske figurer som John F. Kennedy og Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah, men aldrig så vi glemmer, at det handler om mennesker snarere end troner.