Ved gerningsstedet på Assistens Kirkegaard på Nørrebro, møder jeg den formodede gerningsmand, digteren Morten Søndergaard. Han står foran den mærkelige gravsten, Andreas Morgenrødt. Tidsrejsende. 1996-2064, står der på den. »Nå, den er der endnu,« konstaterer Morten Søndergaard.

Hvornår og hvordan gjorde du det?

»Det er måske halvandet år siden. Jeg havde været henne og måle hulrummet i muren, så jeg kunne få lavet en sten, som passede i størrelsen. Jeg havde endda også sørget for en backup-sten. Det hele var meget nøje planlagt. Det var ved højlys dag, og jeg satte den på bagagebæreren og cyklede herind med nogle få venner, som kender til mine marmorforbrydelser og lavede en helt lille ceremoni. Der har været et andet marmorindgreb, som et par af mine venner kendte til.«

»Der stod »Ukend Dig Selv« på marmorpladen, og den stod ved de ukendtes grav. Jeg har også lavet en, hvor der stod »Her skete absolut ingenting. 3. oktober 1905«. Jeg får fremstillet stenene i carraramarmor i Italien i en by, hvor selv fortovene og skaterbanen er lavet af marmor, og sendt dem hertil.«

Aha. Er det en tilståelse?

»Ja det er det vist.«

Hvad var dit motiv?

»Andreas Morgenrødts gravsten er en måde at komme fri af døden og den selvpåførte forbandelse, som jeg syntes, hvilede over mit navn. Jeg havde utrolig meget angst som ung, og jeg søgte rundt på denne kirkegård med en forestilling om, at jeg skulle dø meget snart. De årstal, der er på gravstenen, er spejlinger af min egen dødsdom, som jeg havde givet mig selv i 1990erne. Jeg led aldrig af dødsangst, det var nærmere en dødsdrift. Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive dato på stenen. Det ville have været for vildt. På det tidspunkt havde det mange konsekvenser for mit liv. Jeg har aldrig været bange for døden, men jeg længtes efter at forsvinde.«

»Det er en personlig sten. Andreas Morgenrødt er et anagram af mit navn, og jeg har brugt det i mange år, når jeg ikke lige har lyst til at være Morten Søndergaard. Jeg kender Andreas Morgenrødt lidt. Han er blandt andet fotograf, og så er han romantiker. Han elsker Assistens Kirkegård, fordi han og jeg boede sammen ovre i Meinungsgade i 1990erne. Vi elsker, når folk ligger og solbader oven på gravene om sommeren. Det skaber et slags højspændingsfelt mellem liv og død.«

Din nye digtsamling hedder »Døden er en del af mit navn«», og det er tredje gang, at døden optræder i dine titler. Hvad er der med dig og døden?

»Der er nogle fundamentale spørgsmål, som alle børn stiller: Hvorfor vi er her? Hvor længe vi skal være her? De spørgsmål er bare blevet ved med at klinge i mig. Min nye bog er en måde at komme igennem de spørgsmål på.

Jeg har boet meget i Italien og Frankrig, og hver gang jeg præsenterer mig, farer folk sammen og træder to skridt tilbage. »La morte« hvisker de. På den måde er døden jo en del af mit navn, især fordi jeg også synes, at Søndergaard er lidt fatalt klingende. At gå sønder og sammen – eller gå mod syd. Jeg begyndte at kalde mig for Martin, det var nemmere.

Men hvorfor skulle stenen lige stå et sted, hvor alle kan se den?

»De fleste vil nok synes, at gravstenen er sjov, og det kan jeg godt lide. Mange af de ting, jeg laver, er utrolig personlige, men har samtidig et element af humor. Umiddelbart må det gerne være lidt pudsigt på overfladen, og så ligger det alvorlige inde bag ved.

Du er den første, der henvender sig til mig ud over en skolepige, som skrev og spurgte om de samme ting. Hun havde set det personlige i den pudsige sten og havde undret sig over, hvilken drivkraft der lå bag. Jeg ved, at mange mennesker i området betragter Andreas Morgenrødts gravsten som deres egen hemmelighed, som de viser deres venner. Jeg elsker, at de har fået øje på den. Lige nu er stenen underlig, fordi der står et årstal fra fremtiden, men i 2065 er der ikke noget mærkeligt over den mere.«

Synes du, at det er i orden at lave sjov med døden?

»Ja, det skal man da gøre. Jeg håber ikke, at nogen føler sig fornærmede, eller at jeg invaderer noget. Jeg mener, at det netop er sådan man skal omgås døden. Jeg kunne ikke finde på at stille stenen på en anden kirkegård. Der er en form for anarki på Assistens Kirkegård, den er næsten en form for encyklopædi.

Hvorfor kunne du ikke bare skrive det på et papir?

»Hele marmoreventyret startede med, at jeg boede i Italien med min daværende kone, forfatteren Merete Pryds Helle. Jeg fik lavet en marmorplade, som jeg lagde på køkkenbordet, hvor der stod »Vi ses på pladsen om fem minutter«.

Materialet kan give ordene, der står på det, en anden vægt. Jeg kan godt lide at undersøge, hvilken betydning materialet har for ordene.«

Er det ikke bare en måde at få opmærksomhed på?

»Det er det i hvert fald ikke, så skulle jeg gøre det på en meget mindre diskret måde. Der står netop ikke Morten Søndergaard. Det bedste er at se noget, hvor man virkelig undrer sig, og det håber jeg, at folk gør, når de ser gravstenen.«

Første del af kirkegårdsmysteriet kan du læse her

Morten Søndergaards nye digtsamling, »Døden er en del af mit navn«, er netop udkommet på Gyldendal.