Mens Amira Smajic var muldvarpe i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane«, arbejdede hun også for politiet herunder NSK og PET.
Det skriver hun i selv i en kronik i Politiken, hvor det fremgår, at hun også løbende gav politiet informationer om, hvad der skete på redaktionen på TV 2.
»Ja, jeg har også videregivet informationer fra redaktionen på TV 2, hvilket ingen gav mig samtykke til, og jeg ikke informerede dem om,« står der.
Amira Smajic skriver, at hun aldrig lovede nogen på TV 2, at hun ikke videregav informationer til politiet.
I en mail til Politiken afviser chefredaktøren for TV 2 dokumentar, Michael Nørgaard, Smajic' udlægning i avisen.
»Vi havde en aftale med Amira om, at hun ikke måtte dele informationer fra kontoret til politiet. Hun kaldte det selv for et lukket rum med TV 2,« skriver han.
Nye afsnit på vej
Smajic står frem, efter at TV 2 tidligere i dag meddelte, at der i løbet af sommeren kommer to nye afsnit af »Den sorte svane«, der gjorde hende landskendt.
»Programmerne vil handle om, hvad Amira Smajic har gjort for politiet, og ikke mindst hvad politiet har gjort for Amira Smajic,« skriver TV 2.
I en pressemeddelelse skriver tv-stationen, at der fortsat er »meget væsentlige historier i det her sagskompleks, danskerne skal kende til«.
Berlingske har tidligere afdækket, hvordan TV 2-muldvarpen i flere år og allerede fra 2019 agerede agent for politienheden NSK, der efterforsker alvorlig økonomisk- og personfarlig kriminalitet.
TV 2 og redaktionen bag »Den sorte svane« havde været bekendt med oplysningerne om Amira Smajics samarbejde med NSK, men nævnte ikke samarbejdet i dokumentarserien, der havde premiere i maj 2024.
En anden situation
I pressemeddelelsen tirsdag skriver TV 2, at det både var Amira Smajics og TV 2s sikkerhedsmæssige vurdering, at det kunne være farligt at blive udpeget som meddeler i det kriminelle miljø, hvorfor TV 2 valgte ikke at beskrive samarbejdet mellem politiet og Smajic i dokumentarserien.
»Nu hvor Amira Smajic selv er gået til medierne med materiale, der dokumenterer hendes samarbejde med politiet, og det er blevet bredt kendt i offentligheden, er vi ikke længere bundet af det tilsagn, vi gav dengang, og som udelukkende var begrundet i hensynet til hende,« udtaler Michael Nørgaard, chefredaktør for TV 2 Dokumentar og én af hovedmændene bag den dokumentarserien, i pressemeddelelsen.
»Derfor kan vi beskæftige os journalistisk med Amira Smajics politisamarbejde, og det vil de nye programmer i høj grad kredse om,« fortsætter han.