Kære læser,
Alting har en ende, og det gælder desværre også Ugen på kanten. Søndagsklummen, som i Kristeligt Dagblad er blevet kaldt en »ugentlig strøm af idioti«.
Jeg vil bruge mine sidste ord i Berlingske til at adressere et fænomen, jeg ofte konfronteres med. Når gamle og nye venner spørger til mit arbejde, er det første spørgsmål altid: »Får du mange hadbeskeder?«
Og jeg ved jo godt, hvorfor man spørger lige netop mig om det. Undersøgelser viser jo, at det særligt er kvinder og minoriteter, den slags går ud over. Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg er begge dele.
Som udgangspunkt svarer jeg ikke på spørgsmålet. Dels fordi jeg ikke har behov for at være leveringsdygtig på saftigt hadsladder eller at sovse rundt i grimhed. Dels fordi jeg ikke bryder mig om tendensen til, at man som meningsdanner kan veksle hadbeskeder til status. Man kan nemlig, ved at tale offentligt om had og trusler, positionere sig som en Jeanne d'Arc af ytringsfrihed og mod.
»Ih, hvor åh, hvor jeg ofrer mig ved at have ordet. Se, hvad jeg døjer med i min position som meningsdanner.« Den leg har jeg forsøgt at danse udenom.
Had i indbakken må nemlig aldrig påvirke den offentlige mening. Hold dig det for øje, kære læser, når en offentlig person kaster en trussel eller hadbesked ind i debatten for at redde sig selv fra en shitstorm. Det sker tit.
Sandheden er jo, at det er et ubetvivleligt privilegium at lege med i den offentlige debat. Det er aldrig synd for nogen, at de har et talerør. Og vigtigst af alt, så er det os, der har serveretten.
Det er os, der sætter sindene i kog, det er os, der maler med de brede penselstrøg, som kan få mennesker til at føle sig misforståede, misrepræsenterede, misfornøjede. Og så må man leve med, at der ryger en finke af panden – inden for lovens rammer, naturligvis.
Nuvel, min tid på Berlingske er forbi, og som en afsked vil jeg give et lille indblik i min ellers så hemmelighedsfulde indbakke på tværs af platforme. Fra kvinder og mænd, unge og gamle, højrefløj og venstrefløj.
Se det ikke som en klagesang og absolut ikke som årsag til min afgang. Betragt det blot som et indslag af oplysning og forhåbentlig lidt underholdning. Det er nemlig slet ikke så farligt eller alvorligt, det er jo bare følelser. Hermed:
»Fuck dig, din so. Snob. Sæk. Kær cunt har mange navne.«
»Føj, hvor skulle du skamme dig.«
»Skrub hjem til dit eget land og brok dig.«
»Nigger.«
»Det er tydeligt at se på dine artikler, at du ærgrer dig over, at du aldrig bliver lige så attraktiv som en hvid kvinde.«
»Hvor meget respekt tror du, du får, når du viser kavalergang???«
»Igen en sort, der er blevet krænket og brokker sig. Utroligt så tyndhudede og svage de er. Er de i det hele taget egnet for kontakt med andre mennesker? Hun vil sikkert have det bedre blandt ligesindede i hendes hjemland. Så rejs gerne nu.«
»Endnu et Kinder-inspireret miskmaskmesterværk fra Corr-fronten. Color me surprised.«
Og min personlige favorit, som er efterspil til en parade af usammenhængende vrede, dagen derpå:
»Jeg var fuld i går. Undskyld.«
Dét var mit ydmyge forsøg på at afmystificere, hvordan en indbakke kan se ud hos en person med taletid. Lev med det, som en stor poet engang sagde.
Til sidst vil jeg understrege, at for hver vred henvendelse, jeg har modtaget, har jeg modtaget 15-20-30 gange så mange positive, opmuntrende, fejrende beskeder. Og tusind tak for hver og én af dem.
Det har i sandhed været en udsøgt fornøjelse at underholde her i mit søndagshurlumhejhus, og jeg er inderligt beæret over, at I har læst med. Tak for nu.
