Først og fremmest vil jeg sige, at jeg under ingen omstændigheder tilhører den gruppe, der synes, at vores udøvende kunstnere bare skal klappe i og være taknemmelige for ingenting.

Jeg anerkender ikke, at kunst og kultur er en begrænset metervare, som de forkælede københavnere rager til sig, så de stakkels jyder forfordeles og må tage sig til takke med håndboldhaller og Radio 4.

Det er der desværre bare mange andre, der gør, og jo hurtigere det går op for de kunstneriske aktører i hovedstaden, desto lettere vil de have ved at genvinde noget sympati fra befolkningen.

Siden coronaen tog fat om det danske kulturliv med sine klamme hænder, har den ene kunstner efter den anden råbt op om, hvor meget de lider. Men det er desværre en plade, vi har hørt alt for mange gange før, og danskerne har jo for mange år siden opnået flokimmunitet over for det nødlidende kunstlivs opråb.

Jo mere økonomisk pressede og desperate vores kunstnere bliver, desto lettere er det at kalde dem forkælede og grådige. Kunstnerne – og særligt dem, der betragtes som forkælede storbykreative – må derfor sadle om. Det nytter ikke at pege på, hvor ondt det gør. I stedet må de pege på, hvor meget de gør godt.

»Show it, don’t tell it«

Vis os, hvad det er, I bidrager med, som er så uendelig vigtigt. Og allerhelst skåret ud i mere mundrette bider end noget med oplevelse og noget med, at kulturen er vigtig, fordi det er den bare.

Vis os, hvordan kulturen – og kunstneriske produkter – bidrager til dannelse, frigørelse, demokrati, læring, refleksion, fællesskab, sammenhængskraft, identitet, turisme, kulturelle industrier, service, image, beskæftigelse, tilflytning og så videre i det uendelige. Der er jo masser at tage af, hvis man lige gør sig umage.

Fremhæv, hvilken schweizerkniv kulturen kan udgøre – også i den politiske værktøjskasse. Udbred de mange anvendelsesmuligheder, så vi kan bevæge os væk fra at tale om, hvorvidt kulturen har værdi, og i stedet se med vores egne øjne, hvor og hvordan den har allermest værdi.

Vis os, hvordan kulturen – og kunstneriske produkter – bidrager til dannelse, frigørelse, demokrati, læring, refleksion, fællesskab, sammenhængskraft, identitet, turisme, kulturelle industrier, service, image, beskæftigelse, tilflytning og så videre i det uendelige. Der er jo masser at tage af, hvis man lige gør sig umage.

Der har selvfølgelig også i 2020 været eksempler herhjemme på omstillingsparathed på de kreative scener. Blandt andet med »Coronamonologerne«, som blev søsat af Østre Gasværk, Teater Republique og Revolver, hvor en række skuespillere formidlede korte tekster af forfattere, dramatikere og lyrikere til diverse digitale platforme.

Der var også P-scenen på Tangkrogen i Aarhus, hvor Mads Langer spillede en udsolgt åbningskoncert, og Gyldendals Forfattermorgener, hvor forfattere og andre kulturaktører inviteres i studiet til en snak om litteratur og verden.

Alligevel har alle coronatiltagene det til fælles, at de løber efter udviklingen. Det hele emmer af plaster på såret og patentløsninger, til når nu det ikke kan være anderledes. Vi mangler, at kunstnerne hopper op foran og gør det klart for danskerne, hvorfor vi i så høj grad har brug for dem.

Indtil de kreative københavnere får bugt med det her, vil det fortsat være en politisk vindersag at kalde dem forkælede og elitære.