Amerikansk kulturliv er sendt til tælling

Den amerikanske kulturelite, der med få undtagelser bakkede op om Clinton, er rystet. »Hadet og sexismen vandt,« tweeter Lady Gaga, mens andre opfordres til at pakke.

Sangerinden Lady Gaga gik direkte over i protestaktion mod Trump i nat fra en renovationsvogn i New York. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

En dag før det amerikanske præsidentvalg kunne man i Raleigh, North Carolina, møde Hillary Clinton til et storslået valgmøde – bakket op af Lady Gaga og Jon Bon Jovi, der efter at have udtrykt deres håb for Hillary med stor følsomhed performede »Living on a Prayer«.

Samme dag i Grand Rapids, Michigan, gik Donald Trump på scenen til sit sidste valgmøde – uden guitarer, kendte kunstnere og følsomme lovsange, men med ordene: »Vi har ikke brug for Jay Z eller Beyonce, vi har ikke brug for Jon Bon Jovi, vi har ikke brug for Lady Gaga. Alt, vi har brug for, er gode ideer til at gøre Amerika stort igen.«

Nu er valget så afgjort, og det blev både et nej til Clinton og en afvisning af det store flertal af kunstnere og kulturliv, der bakkede op om netop Demokraternes præsidentkandidat.

Efter afgørelsen var Twitter da også fuld af sorgklædte opdateringer fra den amerikanske kulturelite. »Had vandt. Frygt vandt. Racisme vandt. Sexisme vandt. Homofobi vandt. Egen­interesser vandt.« Sådan lyder det for eksempel fra førnævnte Lady Gaga, efter at hun angiveligt har grædt ud over nederlaget sammen med kollegaen Katy Perry i New York.

Katy Perry valgte dog en mere aggressiv tone i sine tweets: »Revolutionen er på vej,« lød det fra Perry på Twitter.

På USAs modsatte kyst var rystelserne ikke mindre. Fra Hollywood har opbakningen til Demokraterne været klart i overtal, og flere filmhelte holdt sig ikke tilbage fra at hente sammenligninger fra deres film. For eksempel Captain America i skikkelse af Chris Evans.

»Det er en pinlig aften for Amerika. Vi har ladet en had-købmand (hate-monger) lede vores storslåede nation. Vi har sat en bølle til at stå for kursen. Jeg er rystet,« tweetede Chris Evans. I Marvels tegneserie-univers er der en skurk ved navn Hate-Monger, der er en klon af Hitler.

Også skuespillerinden Jennifer Lawrence henter totalitære billeder fra de populære film »Hunger Games«, som hun er stjerne i, i sit tweet:

»Tillykke, USA, med valget af præsident Snow«. Snow er diktatoren i »Hunger Games«.

Men der er meget land og mange vælgere mellem New York og Los Angeles, og selv om også Bruce Springsteen har gjort et stort stykke arbejde for Clinton, så har de mennesker, der befolker hans sange, åbenbart valgt Trump. Som den konservative blogger Michelle Malkin bemærker om Clintons allersidste valgmøde i Pennsylvania – »åbenbart var det bare ikke nok med Springsteen/Obama/Bon Jovi-Palooza i Philly«. Trump vandt staten knebent.

Springsteen har ikke selv kommenteret valgresultatet. Til gengæld er der rigeligt med hoverende kommentarer over kunstnereliten samt opfordringer til at skrubbe til Canada eller andre lande, som en række kendte har sagt, de ville, hvis Trump vandt:

Miley Cyrus, Lena Dunham, Amy Schumer, Jon Stewart, Cher og Barbra Streisand er blandt de oftest nævnte, der har truet med/lovet en flytning. »Begynd at pakke,« lyder det typiske tweet, og Mia Farrow er åbenbart klar til at tage børnene med sig: »Jeg har et irsk pas,« skriver hun.

Endelig er der jo også reaktioner fra de kendte, der har støttet Trump. Ofte mænd, der er lidt oppe i alderen, og for eksempel Stephen Baldwin mener, at Trump har skrevet historie.

»Snart begynder det virkelige arbejde – at gøre Amerika stort igen. Stolt af at have del i denne fantastiske historie,« skriver Baldwin.