Amerikansk kig på orkanens øje

»Katrina« og ødelæggelsen af New Orleans er stadig ufordøjet i den amerikanske bevidsthed, blandt andet fordi kun ganske få forfattere har turneret begivenheden. Nu kommer James Lee Burke imidlertid med sin udlægning. Med andre ord: Dave Robicheaux er tilbage.

For næsten to år siden blev New Orleans gennemblæst af orkanen Katrina og oversvømmet til ukendelighed. Nu er tiden tilsyneladende moden i USA til at reflektere over en begivenhed, der i skadesomfang tåler sammenligning med<br>11. september 2001. Rick Willing/Reuters Fold sammen
Læs mere

Vi vidste godt, at James Lee Burke var vred. Efter orkanen »Katrina« skrev han i en kronik om de myndighedspersoner, som levede i en alternativ virkelighed, og han sagde i et interview, at han »ikke havde ord« for præsident Bushs indsats eller mangel på indsats.

Det vidste vi.

Men vi vidste ikke, at James Lee Burke var så vred.

»Jeg så et sort spædbarn, som hang i grenene på et træ; barnets små hænder daskede ned i vandet, og dets plastikble var hvid og ren i måneskinnet.«

James Lee Burke er en af de bedste amerikanske kriminalforfattere, og hans alter ego af en privatdetektiv, Dave Robicheaux, har i 20 år og i mere end én forstand levet på kanten af sumpen i Louisiana.

Mens andre kriminalforfattere har turneret deres historier omkring et politi-og-røvere plot eller er gået i bredden i stedet for at gå i dybden har James Lee Burke altid været anderledes. Hans romaner har suget næring fra samfundets råddenskab, fra racisme, korruption, miljøsvineri, ulighed og politisk inkompetence, og derfor er det ikke overraskende, at han i sin nyeste bog vender sin pen mod den store, kataklysmiske råddenskab at han sender Dave Robicheaux ind i det New Orleans, som orkanen »Katrina« har ramt med større styrke, end atombomben i sin tid ramte Hiroshima med. Og at resultatet er chokerende.

»Hvis I spørger mig, så er det et uomstrideligt faktum, at vi var vidne til, at en amerikansk by blev forvandlet til et Bagdad på den sydlige kant af USA. Hvis vi har en historisk præcedens for, hvad der skete i New Orleans, så har jeg ikke hørt om det.«

»The Tin Roof Blowdown« er netop udkommet i USA, og bogen har høstet anmeldelser, som matcher størrelsen i begivenhederne. »Kan man overhovedet forvandle den slags lidelser og tab til kunst? Burke beviser, at man kan i (...) sin hidtil bedste bog,« skriver New Orleans Times-Picayune. »Uanset hvor forskrækkelig man tror, at »Katrina« var, så vil man lægge denne bog fra sig med visheden om, at det var meget, meget værre,« skriver Washington Post. »Denne bog er en rystende elegi over en stor by og en rasende anklage mod dem, som intet eller næsten intet gjorde for at redde den,« skriver nyhedsbureauet AP.

Bogen og den opmærksomhed, som bogen har fået, er samtidig også et vidnesbyrd om, hvor ufordøjet »Katrina« er i den amerikanske bevidsthed.

Først nu seks år senere begynder terrorangrebet 11. september 2001 at finde sin plads, først nu efter anholdelsen af mange af de hovedskyldige, efter at efterforskere bogstaveligt talt har endevendt hver en brik, og efter at forfattere og filmmagere har gjort deres begynder terrorangrebet at blive datid; men det samme er ikke tilfældet med »Katrina«, som i tal og størrelser var af næsten samme dimensioner. Orkanen kostede 2.000 mennesker livet, orkanen kostede 81 mia. dollar i materiel ødelæggelse, og orkanen kostede præsident Bush hans eftermæle.

Men man kan ikke anholde en orkan, politikere har stoppet en hvidbog over nød-indsatsen, New Orleans ligner stadig en druknet kat, og »The Tin Roof Blowdown« er et af de første litterære forsøg på at fange katastrofen. Derfor er »Katrina« stadig så rå i erindringen.

»Herkules-jobbet med at genopbygge byen er blevet hæmmet af en grad af spekulation og regerings-inkompetence og -kynisme, som ikke har nogen parallel uden for den tredje verden.«

Nu ville en bog, som udelukkende var en tiltale mod myndighederne og erhvervslivet, være en temmelig ukarakteristisk Robicheaux-roman, og »The Tin Roof Blowdown« er da også emballeret i en forbrydelse, som den desillussionerede politimand og krigsveteran skal tage sig af. En af hans gamle venner, en alkoholisk præst, forsvinder i det oversvømmede New Orleans, en gruppe sorte stjæler hans båd, og derefter stjæler de bloddiamanter fra byens mafia-don, og en psykopatisk lejemorder går løs mod dem og mod Robicheaux.

Kriminalhistorien kommer aldrig til at virke som et alibi for selve historien den holder vand i sig selv men budskabet er tydeligvis konteksten.

Dave Robicheaux slutter da også ukarakteristisk bogen af med et efterskrift, hvor han gør status over »Katrina« og New Orleans, og hvor han fortæller, hvordan byen blev et offer for en systematisk udsultning og overhørte advarsler, og hvordan politikere og erhvervsvirksomheder bagefter skimmede katastrofen for enhver profit og samtidig gav de desperate sorte skylden for, at det gik som det gik. »Højreorientede radioshows blev oversvømmet af opkald fra lyttere, som var harmdirrende over, at de evakuerede fik et engangsbeløb på 2.000 dollar til kost og logi. Det gamle sydstatsnemesis var tilbage, nøgent, råt og dryppende et absolut had mod de fattigste af de fattige.«

»The Tin Roof Blowdown« er bog nummer 16 i serien om Dave Robicheaux, og alle bøgerne har udspillet sig i det sydlige Louisiana, hvor James Lee Burke bor halvdelen af året, og de er også alle kendetegnede ved en helt særlig lyrisk til tider hypnotisk skrivestil. To af bøgerne er filmatiserede, og derudover har han skrevet ti andre bøger og han bliver ved, som han sagde for nyligt i et avis-interview.

»Det var George Orwell, som engang sagde, at en forfatter skriver for at korrigere historien. Han mente, at det var en besættelse at skrive. Man føler, at man er nødt til at skrive, fordi man og det er naturligvis forfængeligt at tro indvendigt har et perfekt billede af sandheden, og det billede skal man give videre til andre.«

Og James Lee Burke har netop hvis man skal tro anmelderne skrevet sandheden om den naturkatastrofe, som blev en menneskelig katastrofe, og som historien kender under navnet »Katrina.«