Alting flyder

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Der var engang, da en roman var en roman, et digt et digt og et dokumentarisk værk et dokumentarisk værk. Det var dengang, der var orden i tingene. Fiktion var ikke fakta, og fakta var ikke fiktion, og alle bøger var forsynet med en genrebetegnelse, som var helt i overensstemmelse med det, man som læser læste. Ingen overraskelser her.

Og dog. I gamle dage var der også nøgleromaner (Eksempel: »Stuk«, 1887). I gamle dage var der også romaner med klare selvbiografiske træk (Eksempel: »På sporet af den tabte tid«, 1913-1927). I gamle dage var der også bøger, der udgav sig for at være dokumentariske, men ikke var det (Eksempel: »Utopia«, 1516).

Forskellen fra dengang og nu er, at der leges mere end nogensinde før med genrebetegnelserne. Tingene flyder. I hidtil uset omfang. Med Karina Pedersens omdebatterede »Helt ude i hampen« som det aktuelt mest flydende eksempel hertillands.

Jeg skal ikke her komme ind på, hvorvidt forfatteren har fat i nogle virkelig gode pointer, eller om hun tværtimod skyder helt ved siden af, derimod konstatere, at »Helt ude i hampen« formentlig sætter danmarksrekord i disciplinen »forvir den læsende offentlighed mest muligt hvad angår spørgsmålet om, hvad din bog egentlig er for en størrelse!«.

Som forvirringsskaber overhaler »Helt ude i hampen« suverænt udgivelser som for eksempel Knud Romers »Den som blinker er bange for døden« og Yahya Hassans« »Yahya Hassan«, der blev lanceret som henholdsvis roman og digtsamling, men skabte debat om virkeligheden uden for fiktionens rum, fordi de tog udgangspunkt i forfatternes egen virkelighed.

»Helt ude i hampen« overhaler, fordi »Helt ude i hampen« ikke er forsynet med nogen gængs genrebetegnelse overhovedet, men blot bærer undertitlen »mails fra underklassen«. Her flyder det virkelig, hvilket da også afspejler sig i, at bogen i løbet af de seneste dage af udenforstående både er blevet kaldt fiktion, autobiografisk fiktion og dokumentation.

Pyha! Jeg kan godt se det udfordrende i al denne forvirring, i al denne fundamentale usikkerhed og i den deraf følgende fumlen og rumlen i det offentlige rum. Samtidig rejser hele sagen selvfølgelig det principielle spørgsmål, hvilket ansvar et forlag - i dette tilfælde Gyldendal - har i forhold til at orientere eller desorientere offentligheden.

På den anden side kan vi lige så godt vænne os til tanken om, at tingene ikke er, hvad de har været. Og i stadigt mindre grad vil være det. Vores opfattelse af, hvad en bog egentlig er for noget, bliver mere og mere udfordret, og vi vil med garanti komme til at se mange flere udgivelser, der blæser på gamle dyder og skaber heftig debat, munter forvirring og almindelig ballade.

Om fremtidens grænse- og genreoverskridende bøger, med alt, hvad de indebærer, så vil være af det gode eller af det onde, må efter min mening afhænge af en konkret vurdering i de konkrete tilfælde. Som udgangspunkt skal de være velkomne som de udtryk for nytænkning, de også vil være. Også selv om mange af dem utvivlsomt vil være helt ude i hampen.