Alt for velopdragen Emil

Der er ikke meget gang i »Vinter i Lønneberg« på folketeatret.dk

Emil fra Lønneberg – er han ikke utilpasset, utæmmelig, ukuelig? Det kan godt være, at Emils mor, Astrid Lindgren, ville være fyldt 100 i år og for længst er død og borte.

Men der er masser af anarkistisk livskraft og oprør i hende – og ikke mindst i smålandsgutten Emil, der altid kommer galt af sted, fordi han både er nysgerrig i livet og i opposition til uretfærdigheden.

Men sådan er det ikke på folketeatret.dk, der har slået et par af fortællingerne sammen under titlen »Vinter i Lønneberg« og spiller dem som juleforestilling. Hvor er det humørfyldte liv, det overskud af humor og snurrig livskraft, som en forestilling om den omvandrende katastrofeudløser Emil må have i kroppen?

Drengen er jo en stjerneglad spilopmager, vi her kun hører om, men ikke ser udfoldet. I stedet er knøsen en småautistisk drømmer, der sutter på huen og spjætter lidt med kroppen i Anders Budde Christensens kønne og vævre skikkelse.

Her bliver Emil reduceret til et søndagsbarn, der både kan invitere fattiglemmerne til surprise-party på gården og redde gårdkarlen Anton ved at køre ambulancetjeneste med den sygemeldte gennem snestormen.

Men ikke engang smovsefesten på Katholt bliver andet end en tavs pantomime – hvor blev den løsslupne, livgivende juleglæde af?

Ingen vildskab tilbage

Snestormen i anden afdeling er nu flot realiseret i Jesper Corneliussens enkle scenografi, der blander Carl Larsson-interiøret med nydeligt og køligt belyste snetæpper i blåt og hvidt.

Men den svenske dramatisering suger al vildskab ud af Astrid Lindgrens fortællinger. Det er dygtigt gjort. Og heller ikke Michael Moritzens molstemte iscenesættelse får blæst meget liv ind i foretagendet.

Det går langsomt – meget langsomt. Et uendeligt antal sceneskift henligger i tusmørke, mens replikkerne falder tungt som sneen uden for vinduerne og de medvirkende pligtafleverer deres roller med adstadigt skabelonspil. »Skarnsstreger er ikke noget man finder på, de kommer helt af sig selv,« siger Emil. Tilsyneladende ikke.