ALT for Trofast

Kan man ta hunden med sig i Himlen? Måske, men inden da kan man tage den med til HUNDE- OG FØRER-MASSAGE i Torsted, hvor 27-årige Anna Marie Kjeldsen tilbyder velvære til mennesket og dets bedste ven. Berlingske Søndag fik en tur.

Ahh - massage fra halespids til snudespids. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

En blå varebil lægger sig uroligt tilrette i bakspejlet. Den vrider sig på vejen som et menneske hjemsøgt af mareridt, og da den sidste lastbil med grus er skramlet forbi i modsat retning, sender den min kofanger et luftkys og suser forbi.

Jeg skal til at hidse mig op over manøvren, da jeg læser, hvad der står skrevet med store bogstaver på siden af overhaleren: »HF Massage Massage af Hund & Fører«.

Lavinen af eder og forbandelser bliver stikkende i halsen. Hvad for noget? Skal man i Danmark anno 2007 ligge i ske med sin hund på en massagebriks for at være et fuldendt, lykkeligt menneske? Nu er det min tur til at speede op, og jeg når lige at komme tæt nok på til at memorere telefonnummeret, inden varevognen smutter fra mig igen i retning af Torsted, en lille flække tæt på det gamle urfuglereservat, hvor der ikke længere er urfugle, fordi de ikke kunne parre sig, når nogen så på.

Nedsunket i egne tanker lunter jeg videre på mine gummisutter mellem blågrønne granplantager og blinkende majsmarker. Det tager et stykke tid at vænne sig til tanken. Men så en dag læner jeg mig tilbage i min renskindsbetrukne kontorstol, kigger på hunden, der ligger og halvsover i sin kurv, og spørger på italiensk, som nu engang er det sprog, vi taler sammen efter to fælles år i Italien: Ma ti va un bel massaggio? Var det noget med en omgang massage?

Hunden, der lyder navnet Epi (»Happy« udtalt med italiensk accent), og som er en hvid-orange tæve af blandingsracen »umbrisk buskhale« med italiensk hundepas nr. IT 10400000119, dansk hundenummer 978019 og bærer af tatoveringsnummeret TR4M497, (hvor TR står for provinsen Terni i Midtitalien, hvor hundens mor i sin tid blev smidt over et hegn, sandsynligvis af nogle romerske turister på vej på ferie, hvorefter hun parrede sig med en lokal hund, fødte fire hvalpe og blev kørt over af en bil, hvorved hun døde) kigger uforstående op på mig. Ahva? Men hun siger ikke nej.

Jeg ringer for at bestille tid og for at sikre mig, at det hele ikke bare var en spøg, måske en polterabend, der var gået for vidt. Men den venlige stemme i den anden ende, som præsenterer sig som Anna Marie, bedyrer, at det skam er helt seriøst. Hun har fast arbejde på en vinduesfabrik i Ringkøbing, men har ved siden af uddannet sig som både hunde- og menneskemassør, og slået sine kundskaber sammen i samme biks på privatadressen. Jeg vil vide mere, men der er dårlig mobildækning i Torsted. Men vi når at få en tid. Mandag klokken ét.

Således går det til, at hund og mand, cirka 100.000 år efter den første Homo sapiens begyndte at tæmme ulve for at sætte dem i arbejde, sammen bevæger sig ud mod heden for at få massage, båret frem af well- ness-kulturens dønninger. Oven i købet med en fotograf, der kommer kørende helt fra København for at tage billeder af det. For det er den store fortælling om samfundets udvikling, vi er i gang med hér.

Anna Marie Kjeldsen er blot én ud af godt 60 hundemassører i Danmark, som er organiseret i den seks år gamle forening DEH, Danske Eksaminerede Hundemassører, hvor næsten alle medlemmer er kvinder. Men Anna Marie er vistnok den eneste, som også masserer the overdog, hundens fører.

Der er hegn om haven, og inde bagved flyder det med hundelegetøj, som husets egne tre hunde, Bunny, Freja og Monique, fordriver tiden med, når mor er på arbejde.

Anna Marie er 27 år og har et godt fast håndtryk, der tegner lovende for det endelige resultat. Hun hilser også på Epi, som lever op til sit navn og er happy.

»Skal vi tage dig først, så slipper du for alle de hundehår,« siger hun så til føreren. »Skal det være helkropsmassage eller delkropsmassage?«

Jeg tænker på fotografen og bestemmer mig til en delkrops. Og nogle minutter efter ligger man så dér på briksen, smurt ind i olie og med en halv truckersparegris stikkende op mod loftet.

»Jeg startede først rigtig i januar, så det er begrænset, hvad jeg har af hunde og førere, der begge skal have massage,« siger Anna Marie, mens hun ælter løs på rygstykkerne.

»Men nu er der kommet reklame på bilen, så det hjælper nok. Og der er da allerede nogle stykker. En blanding af en bordercollie og en dalmatiner, som desværre brækkede sit ben sidste år, kommer her sammen med sin ejer, Laila. Men hun kommer nu kun på briksen, når det er allermest nødvendigt.«

Endnu har hun dog mest hunde og mennesker hver for sig. En gigtplaget labrador fra Thyborøn er den kunde, der indtil videre er kommet længst væk fra. Blandt de andre kunder nævner hun en labrador med mavesår, som hun kun ville massere, da dyrlægen havde givet tilladelse til det, men som var så frisk bagefter, at han var ved at grave hele haven op. Der er sågar en ordenshåndhæver imellem, en hanpolitihund, der bor med sin fører, Carina, i Torsted.

»Han syntes det var underligt at blive rørt ved, så han skulle lige ud og løbe nogle ture i haven, inden vi var færdige. Men så fik vi drukket os nogle kopper kaffe så længe.«

Og den store måbende omverden? Når man stiller til familiefest eller på arbejde og fortæller, man er hundemassør, hvordan er så reaktionen?

»Jeg foretrækker at lade arbejdet blive derhjemme, så jeg taler ikke så meget om det. Men når folk hører om det, siger de hvad skal man dog det for? Så må jeg forklare dem, at en hund kan have lige så meget brug for massage som et menneske. Også selv om de står under os. Jeg synes selv, at hunde får lov til for meget i dag, at de bliver behandlet for meget som mennesker. Mine egne hunde får da også lov at komme op i sengen, men når jeg ikke gider have dem deroppe længere, skal de gå ned. Men massage, det skal de have! «

Der er et hul i mine notater. Det er dér, hvor Anna Marie tog min skrivearm og vred den om på ryggen for at komme i bund med en muskel. Men båndet kører, og jeg hører bagefter mit eget gisp. Epi puffer til min anden, slappe arm med snuden. For at trøste? Nej, for at blive kløet bag øret. Dyr kender ikke til medlidenhed. Ej heller massører.

Så er jeg færdig og rejser mig lettere fortumlet som et nyt og bedre, smidigt menneske. Den polstrede menneskebriks klappes sammen og stilles væk, og hundens metalbriks foldes ud. Epi begynder at danse rundt og tror, vi skal gå. Men det er først nu, showet begynder.

Anna Marie løfter Epi op og kæler for den. Hunden er lidt usikker på den uvante situation, men falder hurtigt til ro under hendes hænder. Hun arbejder sig fra ryggen ned mod halen og tager først benene på den ene side, så den anden. Til sidst trækker hun lidt i hovedpelsen og masserer tandkødet.

»Jeg er aldrig blevet bidt,« siger hun. De fleste hunde er gode til at sige fra, hvis der er noget, der gør ondt. Jeg havde én inde, som lige satte snuden på min hånd, for at signalere, at hertil og ikke længere. Kan du se det trækker i pelsen, når jeg rører hende hér? Det er nogle små spændinger i musklerne, som vi nok skal få væk.«

Hundemassørerne har deres små tricks. Som for eksempel at tygge tyggegummi, mens seancen står på.

»Jeg gør det ikke, fordi jeg er dårlig opdraget, men fordi smaskelydene beroliger hundene. Det er tegn til dem om, at »jeg gør dig ikke noget, jeg vil være god mod dig«.«

Det lader til, at Epi køber det hele. Hun lukker indimellem øjnene og nyder at blive rørt ved. Selv poterne får en tur. »Fra halespids til snudespids,« som Anna Marie siger.

Bagefter er der fest på gulvet, mellem alt hundehåret. Vi får en kop kaffe. Og hunden får nogle godbidder, som den ikke gider æde. Så rykker Anna Marie ud med et tørret griseøre, og det er bedre.

Således siger vi farvel, betaler 300 kr. og tager videre, ud i skoven til flåterne, der sidder på lur, og til de springende kronhjorte og hærskarer af myrer, der slæber af sted med store blå biller. Om vi er mere lykkelige end før, ved jeg ikke. Men hvor meget mere lykkelig kan man også blive, når man i forvejen bor i lykkens europæiske hovedstad, Ringkøbing? Forløste, opklarede og top-trendy blev vi i hvert fald, for en gangs skyld. Måske lidt massage kunne have reddet urfuglene også.