»Alt er tilladt i litteraturen«

Det eneste, en forfatter ikke må, er at skrive en dårlig bog, mener Hallgrímur Helgason. Den islandske forfatter leder altid efter en ny litterær brand. Med sin aktuelle roman har han lagt sig ud med familien til Islands første præsident

Hallgrímur Helgasons »Kvinden ved 1000°« er netop udkommet på dansk og fik forleden fem stjerner af Berlingskes anmelder Jørgen Johansen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det begyndte med en telefonopringning. Og er indtil videre endt med en roman på næsten 500 sider, en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris, en teaterversion på vej... og et bombardement af vrede debatindlæg, sårede følelser og trusler om sagsanlæg.

Det går sjældent stille af, når der er nyt fra Hallgrímur Helgason. Hverken i hans bøger – der er skrevet med en sproglig power, som få kan matche – eller omkring dem. Ud over at være en af Islands helt store forfattere med romaner som »101 Reykjavik« (1996), »Stormland« (2008) og »Lejemorderens guide til et smukt hjem« (2010) i bagagen, har han en lang produktion af billedkunst, radiodramaer, skuespil, essays og standup bag sig. Og så svinger han gerne sværdet i den politiske debat i Island, både i avisernes spalter og på Facebook.

Den 54-årige forfatters fremtoning er nu yderst rolig og mild, da vi mødes på hans danske forlag. Stemmen er mørk og afdæmpet, ordene velovervejede, og han skifter mellem dansk og engelsk. Han har en lyseblå cardigan i islandsk mønster på under frakken. Den karakteristiske sorte bowlerhat, han altid har på, hænger han i garderoben.

Hallgrímur Helgason er i Danmark for at fortælle om »Kvinden ved 1000°«, hans roman, der netop er udkommet på dansk og forleden fik fem stjerner af Berlingskes anmelder Jørgen Johansen.

Forbandede kommunister

Vi lægger ud med forhistorien; telefon­opringningen, der satte romanen i gang. For nogle år siden hjalp Helgason sin daværende kone med at ringe rundt til folk i Reykjavik. Hun stillede op for Socialdemokraterne, og manden skulle være med til at hverve vælgere. Han fik udleveret en liste med navne og begyndte fra en ende. Det gik meget godt. Indtil han fik en gammel dame i røret.

»Nej, jeg vil da ikke stemme på de forbandede kommunister,« lød det resolut.

Alligevel kunne han ikke få sig til at lægge på. Der var noget dragende ved den rapkæftede gamle kvinde.

»Hun fortalte, at hun boede alene i en garage med en computer. Hun var hele tiden online og på den måde i forbindelse med folk over hele verden. Hun var meget anderledes, speciel og intelligent. Vi snakkede sammen i halvanden time,« fortæller Hallgrímur Helgason.

At kvinden, han havde i røret, skulle blive hovedpersonen i en bog, havde han imidlertid ikke den fjerneste anelse om dengang.

»Det var først nogle måneder efter, det slog mig, at det kunne være setuppet til en roman. Men jeg var i gang med en anden bog, så jeg tænkte, at jeg kunne opsøge den gamle kvinde, når jeg var færdig med den.«

Men da var det for sent. Kvinden døde i 2007. Det var også først på det tidspunkt, han for alvor forstod, hvor speciel en kvinde det var, han havde talt med.

»Det viste sig, at hendes farfar var Islands første præsident, hendes far havde kæmpet for nazisterne under Anden Verdenskrig, og i 1983 havde hun udgivet sin egen biografi, så det var meget mere interessant, end jeg troede i begyndelsen.«

Han vidste nu, at han havde en roman. Men så opstod tvivlen: Kan man tillade sig at gøre et virkeligt menneske til en karakter i en roman? Helgason talte med sin forlægger om det. De blev enige om at ændre kvindens fornavn. I romanen hedder hun Herbjørg Maria, men hendes efternavn Bjørnsson – efter farfaren Sveinn Bjørnsson, ville Helgason ikke ændre.

»Det var så godt for romanen at have ham med, netop fordi han var vores første præsident. Det gjorde det juicy. På den måde kunne jeg skrive om hele Islands skæbne, og det drama med hans søn, der var nazist, var også godt romanstof.«

Alt er tilladt

Inden han skrev bogen, fortalte Hallgrímur Helgason om projektet i et interview. Efterfølgende blev han ringet op af kvindens datter. Hun var venligt stemt, og Helgason mødtes med hende flere gange for at høre mere om moren. Da han gik i gang med at skrive, viste han også teksten til datteren.

»I begyndelsen var hun meget glad. Det var, som om hendes mor skrev gennem mig, sagde hun.«

Men da Helgason havde skrevet romanen færdig, var datteren ikke længere begejstret. Et par kapitler var kompromitterende, mente hun. Hvad det præcis var, hun var utilfreds med, vil Hallgrímur Helgason ikke konkretisere, men i hvert fald ville hun have ham til at ændre bogen.

»Jeg måtte vælge mellem at behage hende og forråde min bog eller at behage bogen og forråde hende. Det var et svært valg. Jeg lå søvnløs en uge. Men til sidst besluttede jeg mig. Jeg følte, at jeg spolerede min bog ved at ændre den, så jeg ville ikke gå på kompromis.«

Historien om den gamle, cigaretrygende og kræftsyge Herbjørg Maria Bjørnsson, der lænket til sengen i sin garage og med en tysk håndgranat fra Anden Verdenskrig i hånden begynder at fortælle sin families historie, er halv-halv fiktion og virkelighed, fortæller Hallgrímur Helgason.

»Jeg har stadig dårlig samvittighed over for familien. Den forsvinder aldrig, tror jeg. Men det kommer med mit arbejde – med det at være forfatter. Den franske impressionistiske maler Edgar Degas, som malede smukke billeder af ballerinaer, sagde, at for at male et billede må man tænke som en kriminel. Du er nødt til at være lidt ubarmhjertig, når du er kunstner. Folk vil blive såret, det sker hele tiden. Jeg er vant til det.«

Han har også mærket det på sin egen krop.

»I to romaner af unge islandske forfattere er jeg en karakter, og det er ikke et særlig pænt billede, de tegner af mig. Men man må bare sige: Ja ja, det er helt ok. For alt er tilladt i litteratur. Du kan ikke begynde at sige: Det er forbudt at gøre det og det. Det eneste, der er forbudt, er at skrive en dårlig bog.«

Hvorfor er det nødt til at være sådan?

»Fordi hvis du begynder at begrænse dig selv eller at sætte nogle regler op, så ved du ikke, hvor det ender – hvor du skal trække stregen. Stregen overskrider du, i det øjeblik det bliver fiktion. Derfra er alt muligt. Når du går fra at være journalist eller historiker og ind i fiktionens verden, så er du totalt fri. Det er du nødt til at være.«

En ny brand

At »Kvinden ved 1000°« er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og at Hallgrímur Helgason er ved at lave romanen om til et teaterstykke, har blot gjort familiens vrede større. De har kontaktet kulturministeriet og beskyldt ham for at bryde copyrighten ved at lade sig inspirere af kvindens selvbiografi. Det er Helgason nu ikke bange for, at han har. Han mener i det hele taget, at sagen er kommet lidt ud af proportioner, selv om han godt forstår familiens vrede.

»Der er medlemmer af familien, der har sagt: Han har skrevet den her bog, og den handler om min mor. Men altså, det jo bare en roman. No big deal.«

Hvad Hallgrímur Helgason næste gang vil skrive om, ved han ikke. Han er lige nu i gang med flere forskellige teaterstykker. Men i løbet af foråret regner han med at gå i gang med en ny roman. Og ét er sikkert: Han er ikke blevet skræmt fra at bruge virkeligheden.

»Man siger, at brændt barn skyr ilden, men jeg er et brændt barn, der altid leder efter en ny brand. Sådan er det. Forfattere er altid tiltrukket af det, der er skjult. Noget folk ikke vil have dem til at skrive om. Derfor er forfattere også vigtige i samfundet. Journalister og historikere kan gøre så og så meget, forfatterne må afdække resten.«