Alt det som ingen ser

Journalist og forfatter Erik Valeur har skrevet en roman om hemmeligheder og særheder – og et samfund, der i stadigt større grad får os til at undertrykke disse. »Logbog fra et livsforlis« udkommer i dag.

Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som barn fortalte Erik Valeur aldrig sin mor om frygten for, at hun skulle falde på de isglatte veje, når hun tog cyklen ned til Emdrup Torv for at nå en bus. Han fortalte heller ikke nogen om, hvordan han i sine tanker bad til Gud om beskyttelse eller om, hvor angst han var for at dø af svampeforgiftning på skovturene i børnehaven.

»Jeg ville jo ikke gøre de voksne irriterede, vrede eller bange,« siger han.

Allerede som ganske små lærer mennesker at skjule deres særheder, deres frygt og deres fobier, mener Erik Valeur. Han er aktuel med romanen »Logbog fra et livsforlis«, som tematiserer den angst og de knudrede tanker, vi tidligt i vores liv gemmer af vejen for at tilpasse os de voksnes kontrollerede verden.

»Børn er svage, og de ved instinktivt, at de er ekstremt afhængige af voksne. Det gør, at de udvikler en skarp sans for at opføre sig sådan, at de voksne ikke bliver vrede eller kede af det. Børn fornemmer, at der er ting, de ikke skal sige eller gøre, og at de skal passe på de voksne, ikke støde dem og ikke hyle dem ud af den. Det betyder, at der er en masse ting, de bærer på helt alene. Måske ligger de om aftenen, inden de skal sove, og er bange for noget i deres liv. For en dreng henne i skolen, eller som jeg selv var, for giftige svampe eller for at min mor skulle falde af cyklen og dø. Men de siger det ikke. De skjuler deres frygt, og de skjuler deres særheder, og dem bliver de ved med at holde skjult, så godt de kan, også når de er blevet voksne,« siger han.

Kæntrede mennesker

»Logbog fra et livsforlis« er Erik Valeurs anden roman. Han debuterede i 2011 efter at have arbejdet i mange år som journalist, med romanen »Det Syvende Barn«, som blev en stor succes, målt på både salgstal og anmelderroser. Romanen satte fokus på efterkrigsårenes adoptionssystem, et emne som Erik Valeur som børnehjemsbarn selv har haft ganske tæt inde på livet. »Logbog fra et livsforlis« tager tidsmæssigt over, hvor »Det syvende barn« slap, i det moderne Danmark, og den har samme fortællerstemme som debutromanen, nemlig hittebarnet Marie. Men nogen traditionel toer er den nu alligevel ikke:

»Jeg-fortælleren går jo igen, men det er egentlig mest, fordi at hovedpersonen i »Logbog fra et livsforlis«, Viggo, er så ensom og sær, at det ikke ville hænge sammen at lade ham reflektere over sin egen situation – det er han ikke i stand til. Så kom jeg til at tænke på Marie fra den første bog. Hun var jo ikke død eller noget, så hende hentede jeg bare ind igen. Romanen handler jo ikke om hende, men det er hende, der sætter ord på karaktererne og deres tanker.«

Hovedpersonen Viggos »særhed« er et centralt tema i romanen, fortæller Erik Valeur, der er interesseret i, hvordan samfundet får os til at undertrykke netop de hemmelige særheder, vi går rundt med for os selv.

Du beskriver Viggo som »et sært barn«, der senere bliver til en sær voksen. Hvor meget ved du egentlig selv om at være sær?

»Det, synes jeg, at jeg ved en masse om, og meget af det har jeg også brugt i bogen. Jeg tror faktisk, at der er rigtigt mange mennesker, der har prøvet at føle sig underlige og anderledes og tænker tanker, som de ikke tør tale med nogen om. Måske især i disse år, hvor det er blevet så vigtigt for mennesker at være perfekte og passe ind. Både i den måde man skal fremstille sig selv på nettet, men også i karakterræset på gymnasierne og den store betydning, vi tillægger det at være smuk, sund og velklædt. Vi bliver målt, vejet, kontrolleret og evalueret, og når man endelig falder lidt til ro, skal der nok komme én og sige at man skal være omstillingsparat. Det er sådan noget, der får det til at koge under overfladen på folk med angst, nervøsitet og tanker, som man ikke kan fortælle nogen om. Og jeg kan godt forstå, at det får mange til at gå ned.«

»Logbog fra et livsforlis« følger da også en række personer, der på forskellig vis er ved at kæntre i deres liv:

»Det er ikke kun hovedpersonen, men flere af bogens personer, som er ved at kæntre. De er ikke helt faldet sammen, men de er på vej i en retning, de ikke kan kontrollere. Ligesom når skibene sejler for langt ind mod kysten og støder på et undersøisk rev, som de ikke opdager, før det siger »krkkrkrkkrrrr«. Og så er det for sent.«

Flokdyr

Danskerne »lider af gruppepres«, mener Erik Valeur, og det får os til at gemme de ting af vejen, som gør at vi stikker ud fra gruppen:

»Danskerne er sådan et velfriseret lilleputfolk, der er så bange for at falde uden for gruppen. Så selv om man egentlig ikke rigtigt gider, så parerer man ordre og slår hælene sammen, når virksomhedsledelsen dikterer, at der skal løbes DHL-stafet, eller at alle skal bruge weekenden på et eller andet latterligt teambuildingkursus.«

Ifølge Erik Valeur resulterer vores behov for kontrol og perfektionisme i, at vi får svært ved at forholde os til alderdommen og til døden, som begge, for forfatteren selv, er vigtige temaer i »Logbog fra et livsforlis«.

»Der er ikke noget mere uperfekt end at blive gammel, grim og slatten i leddene. Derfor propper vi de gamle op i sådan nogle plejehjemskasser – min egen far sidder sådan et sted! Og dér sidder de så i spisestuen, hen over nogle urørte tallerkner med industrimad fra foliebakker, og hænger med underkæben og glor ud i luften, og ingen vil gøre noget ved det ud over Dansk Folkeparti. Det er nok det eneste sted, hvor jeg er enig med dem,« siger han og tilføjer:

»Og så kommer det rigtigt ukontrollerbare, nemlig det at dø. Det er jo selvfølgelig enormt irriterende for det perfekte menneske, ikke at kunne kontrollere det mest afgørende i livet, nemlig det at man falder død om en dag. Derfor gør folk alt muligt for at forlænge deres levetid med medicin, dyre behandlinger og motion. De løber op og ned ad gaden i deres Adidas-tøj, og der skal stå en hjertestarter på hvert gadehjørne, så de kan komme på benene igen, hvis uheldet er ude. Det er så patetisk på en eller anden måde.«

Journalistisk virkelighed i thrillerklæder

At Erik Valeur er uddannet journalist og har været det i mange år, fornægter sig ikke. Tematikkerne, personerne og situationerne i hans romaner udspringer mere eller mindre direkte af den, ofte politiske, virkelighed, som han har været i nærkontakt med gennem sit arbejde i mediebranchen. Og ikke mindst af hans egne frustrationer over denne virkelighed.

»Jeg synes jo, at Danmark er plaget af temmeligt umoralske og uduelige politikere. Der er et hav af skandaler, hvor ministre har stukket befolkningen en plade. Løjet for os simpelthen. Gemt papirer, som de ikke synes, at vi skal se. Det vrimler med historier, hvor jeg synes, at vi som befolkning er blevet ført bag lyset. Og det, synes jeg da, er vigtigt at tage fat i. Ikke bare i journalistik, men også i litteraturen.«

Erik Valeurs nye roman er dog, i lige så høj grad som den er en samfundskritisk samtidsfortælling, også en fantasifuld, karikeret fabel, tilsat et klassisk spændingsplot, der gør det tankefulde spiseligt, fortæller forfatteren:

»Jeg har altid godt kunnet lide at læse kriminalromaner, og jeg synes, at det er sjovt at skrive på den måde. Det er jeg ikke flov over. I USA og Latinamerika er der masser af forfattere, der bruger krimiens virkemidler til at fortælle noget seriøst og poetisk, men i Skandinavien har det været mere sådan, at enten skriver man noget seriøst og måske lidt kedsommeligt, eller også er det »Den Skandinaviske Krimi« med Adler-Olsen og Läckberg og alle de der. Jeg skriver om noget, som jeg synes, er vigtigt, og så skriver jeg det på den måde, jeg selv gerne ville læse det.«

Små gryder har også øren

Både som journalist og nu som forfatter har Erik Valeur beskæftiget sig intenst med børn, barndom og relationen mellem den barnlige og den voksne verden. Det gælder også for »Logbog fra et livsforlis«.

»Der er det med børn, at voksne ofte overser deres tanker og deres frygt. Efter 9/11 kom det for eksempel frem, efter at nogle forskere havde undersøgt det, at børnene også var enormt bange, men uden at fortælle det til nogen. De kunne høre, hvor bange de voksne var. De kunne høre, hvad der kom ud af TVet, og hvad der blev sagt i nyhederne. Men de sagde det ikke! Det var først, da nogle voksne begyndte at spørge ind, at man fandt ud af, at det også var vigtigt at tale med børnene om de her ting. Det er som talemåden siger: Små gryder har også øren,« siger han og mindes om en dag for nylig, hvor han selv blev opmærksom på netop dette:

»Jeg var på Imperial War Museum i London med min søn, som er seksten. Der var frygtelige billeder fra Første og Anden Verdenskrig af skyttegrave og koncentrationslejre og lig i dynger. Fuldstændigt vanvid. Efter at vi havde gået rundt i to timer og kigget på krig, ville jeg berolige ham lidt og sagde: »Ja, men nu er det her jo også noget af det værste, der er sket.« Så kiggede min søn på mig og sagde: »Tja, det tror jeg da ikke, man kan sige. Hvad med Syrien? Eller folkemordet i Rwanda?« Jeg blev helt overrasket, for jeg vidste slet ikke, at han fulgte med i sådan noget. Men det gør han jo. Det dukker jo op på hans computerskærm. Eller hans kammerater ser det på YouTube. Og dér slog det mig, at jeg havde gjort præcis ligesom så mange andre forældre: Jeg havde ikke set, at han også havde tænkt over de her ting. Jeg havde overset hans frygt.«

 

»Logbog fra et livsforlis« udkommer på Politikens Forlag i dag, 26. september.