Alt det dikatoren sagde

Joen Bille er den afsatte diktator i monologen »Det som diktatoren ikke sagde«. Foto: Thomas Petri Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det dikatoren ikke sagde

HHHIII

Manuskript: Mériam Bousselmi. Oversættelse: Per Aage Brandt. Iscenesættelse: Jacob F. Schokking.

Jakob Steen Olsen jso@berlingske.dk

Dramatik fra det store udland? Det er ikke meget, der slipper igennem dansk teaters nåleøje. De seneste mange sæsoner har vi været optaget af selv at skabe vores egne historier på teatrene. Det er der meget godt at sige om. Men det er sket en smule på bekostning af tekster fra verden udenfor. Også fra lande uden for den vestlige familiekreds.

Derfor er det også spændende, at Holland House, som gæstespiller på Operaens intimscene, Takkelloftet, har fundet frem til den tunesiske forfatter Mériam Bousselmis »Det som diktatoren ikke sagde«. Skrevet på baggrund af det såkaldte »arabiske forår«, som blandt andet førte til, at den tunesiske diktator Ben Ali fik fravristet magten efter næsten et kvart århundrede ved magten.

Det er nu ikke ham, men en diktator til alle tider, man møder i monologen, hvor han i udgangspunktet modvilligt lover at lægge alle kortene på bordet: »Jeg har fået nok af løgne«.

Men snart forstår vi, at magthaverens væsen er alt andet end for fastholdere. Alle midler tages i brug, når folket – vi på tilskuerpladserne – skal overbevises om hans argumenter. Fra sit eksil holder han et belærende foredrag for det »smagløse« folk, han lover at bekende over for, men som han dybest set manipulerer med og foragter for dets slavementalitet og villighed til at gøre hvad som helst for egne fordele.

I diabolsk belysning står Joen Bille alene på det ægte tæppe i sit ulastelige diplomatblå jakkesæt og med sin slebne replik. Snart bag talerstolen, hvor han redegør for sine teorier om magtens natur: Vi er allesammen aber, dyr, der søger en stærk leder: Jeg gjorde det for jeres skyld! Jeg kan ikke gøre for det, det er min natur at herske!

Snart er han helt oppe på sæbekassen, mens han bebrejder det dumme folk sin ulykke - og dets egen. Snart er han den ulykkelige elsker, der sammenkrummet drømmer om sit tabte paradis. Snart vedkender han sig, at han er »historiens største cirkusnummer«, men kun fordi det gavner hans sag.

Joen Bille yder en udmærket, men lidt selvbevidst præstation, som er stærkest i de øjeblikke, hvor han på skrømt fingerer en form for træt resignation, eller når blikket farves mørkt på sæbekassen, og der sættes trumf på med imperatorens triumferende håndbevægelser: »Folket er skabt til at trække kejserens vogn!«

I sin advarende abstraheren over magtens væsen berører monologen kun det islamistiske styre, der en overgang blev resultatet af de demokratiske anstrengelser i forfatterens hjemland. Fraværet af mere direkte referencer er interessant som illusionsløs stemme fra et skrøbeligt demokrati – modsætningerne er stadig stærke i Tunesien – men måske var oplevelsen af talestrømmen blevet lidt mere intens, hvis forfatteren havde forladt meta- planet?

Iscenesætteren Jacob Schokking pepper op med Gert Sørensens uheldsvangre musik, uden at det helt er nok til at fjerne en lidt tør fornemmelse af mange ord.

Alt det, diktatoren sagde!