Alors - en ny dag truer

Småt og stort fra den daglige trummerum i Cannes - det ku' være værre.

Og det er så den trappe, der sluger journalisterne ind hver morgen - ved aftentide er der anderledes projektør og blitzlys på - her er det Mads Mikkelsen og Kirsten Dunst fra juren, der skal ind og se »The Neon Demon«. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

Kl. 7.05 begynder telefonens blide, men umisforståelige toner at blande sig i mine drømme. En ny dag truer.

Som man siger, men som også er titlen på en klassisk film med Bill Murray om en mand, der genoplever den samme dag igen og igen startende med et Sonny & Cher-hit, der bølger gennem hotelværelset.

Og man må nok indrømme, at det er den følelse, man begynder at få - sådan midt i uge 2, når man efter at være kommet lidt for sent i seng, gør sig selv og reporterudstyret klar til en ny dag, tramper ned af af trappen til morgenmaden.

Som sjældent er klar - også den flinke, men lidt forsagte hotelvært er tilsyneladende ved at  have svært ved HVER morgen kl. 7.30 at stå klar med juice, kaffe, et styk croissant og et lidt længere stykke baguette serveret med tre bægre marmelade. Men han rokker sig aldrig fra det velafprøvede koncept.

Efter en lidt treven konversation med kollega Lindberg om dagens ventende film og opgaver,  trasker vi den samme vej ned langs den solbeskinnede Croisette, gennem taskekontrollen, scanning og talrige habitklædte vagter - det skulle jo nødig se ud som om, de franske værter ikke tog sikkerhedsopgaven alvorligt.

Så videre op af en imposante røde løber-beklædte trappe til festival-palæet og ind i mørket til de andre . Hvor vi finder vores faste pladser og snart befinder os i et trist område i en socialt belastet del af belgiske Liege, et trøstesløst område i nærheden af Cluj i Rumænien eller under helt nådesløse forhold i filippinske Manila.

Film-autører har som oftest en solid social samvittighed, og det kan ses på lærredet. Til gengæld er der tit  ikke megen fidus til den der ide med et sammenhængende plot, altså der hvor man ligesom hen ad vejen får oplevelsen af »Nå, sådan hænger det sammen«.

OK - det findes også, og f.x. den tidligere Robocop-kreatør, Paul Verhoeven og koreanske Park Chan-Wook har budt på film, der er stærkt underholdende og nærmest opløftende. Nærmest opkastende er til gengæld vores egen Jang, Nicolas Winding Refn - men der var til gengæld langt til Cluj og socialrealisme.

Men det er altsammen kunst, og anything goes, hvis det er nyt og interessant. Sådan er præmissen for filmene i den officielle  konkurrence i Cannes - og det er bestemt en oplevelse for en »newcomer« som mig, for hvem ugerne i Cannes her svarer nogenlunde til halvandet års forbrug af billetter til Grand biografen - mindst.

Men i den her koncentration er det egentlig ret let at lade sig rive med. Måske føle sig en smule lutret i forhold til den normale dosis Bruce Willis og superheltefilm. Pludselig opdager jeg mig selv begynde skødesløst henkaste betragtninger over diverse film metaforer - fra døde kukurs-fugle til malplacerede bjørne, fortænkte analyser som kunne have været en gymnasielærer  værdigt. Jeg ved, det lyder lidt som et nyvakt medlem af syvendedags-adventisterne, men sådan er det jo nogen gange.

Nå, næste ritual efter første film er så køen efter en stærk kop gratis kaffe hos de søde unge Nespresso-piger  i kafferummet - hvor der efter filmen er virkelig myldretid, og der må møves igennem. Nu har jeg altid følt, jeg havde et særligt talent for at skrue mig frem i tætpakkede masekøer, og det er da også lidt af en fornøjelse at udfolde det her og lige runde et par bredmåsede filmanmeldere for at sikre sig kaffen lidt før, der ellers var udsigt til.

Så går det ellers slag i slag med pressemøder, interviews, skrivning, nye film, sludder med kolleger og konkurrenter - stort altid om film og filminstruktører - inden vi søger ud til restauranter i Cannes' myldrende natteliv, får lidt vin og god mad og snakker lidt om film, og igen kommer lidt for sent i seng.

Og næste morgen starter det forfra.

Det er sin egen trummerum, men det er altså også en trummerum, hvor jeg undervejs har mødt skuepillere og filmfolk, man ellers kun hører om og ser i bladene, fået en selfie med Viggo Mortensen (og lige fået indskudt, at vi jo begge engang har arbejdet i Esbjerg), og altsammen mens lystyachterne knirkede ude på vandet, palmerne duvede, temperaturen - det meste af tiden - legede sommertid, og smokinger og smukke kvinder fylder pænt meget i aftenbilledet.

For nu at sige det på jysk: Jeg ku' godt forestille mig værre job.