Alle tiders stadion

Om mindre end en måned begynder VM i fodbold i Tyskland. Seks kampe, herunder finalen, spilles på Olympiastadion i Berlin, som Adolf Hitler lod bygge til de Olympiske Lege 1936. Det er gigantisk og skal imponere - to væsentlige forudsætninger for Det Tredje Riges succes. Man kan stadig få kuldegysninger.

Læs mere
Fold sammen

Der var oprigtig glæde i Tyskland i sommeren 1936. De olympiske Lege i Berlin var netop afsluttet, nationen havde scoret 89 medaljer inden for et væld af sportslige discipliner. Det var mere end alle andre, herunder De forenede Stater.

»Behøver vi at gøre opmærksom på, at den store vinder ved OL er Adolf Hitler,« lød det retoriske spørgsmål fra avisen Olympia-Zeitung 19. august, tre dage efter legenes ophør.

Olympia-Zeitung havde ret. Hitler, leder af Det tredje Rige, havde fået en kolossal propagandagevinst for sit nazistiske styre, skønt flertallet af de næsten 4.000 deltagere fra 49 lande næppe ville mene, at de havde været statister i et storstilet svindelnummer, end ikke ti år senere. Det meste foregik på Olympiastadion i Berlin, og om en måned går det løs igen.

Tyskland er værtsland for verdensmesterskabet i fodbold, og seks kampe, bl.a. finalen, finder sted netop her. Hundredtusinder af besøgende og millioner af TV-seere vil se et bygningsværk, som er enestående blandt stadions, fordi det er skræddersyet til at imponere - ikke blot sportsligt, men også, mere gedulgt, politisk og militært. Nazisterne forstod at iscenesætte sig selv, og Olympiastadion er, sammen med opmarchpladserne i Nürnberg, som blev brugt til partimøder, vidnesbyrd om, hvordan man bar sig ad: Det skulle være stort, arkitektonisk rent og tilsat den mængde brutalitet, der kan overbevise svage sjæle.

Besøger man stedet i dag, har man et problem. Man kan dårligt undgå at blive imponeret over anlægget, som det også var arkitekten Werner Marchs mening, men samtidig fryser man også. Det skyldes ikke alene højden i nogle af de tilhørende haller, der sørger for kølighed - også på en varm forårsdag.

Men den oprindelige linjeføring, materialevalget og proportionerne har et fascistisk fingeraftryk. Det er sådan set ikke arkitekturens skyld, det er diktaturets brug af den, der var så effektiv, at man ikke kan se den uden at få ubehagelige associationer. Hagekorset blev heller ikke opfundet af nazisterne, men de satte sig på det, og det blev historiens måske mest effektive branding. På samme måde, om end en anelse mindre udtalt, er det med Olympiastadion.

Kæmpechance
Projektet blev skubbet i gang af Hitler. De Olympiske Lege i Berlin var ikke hans idé, de blev vedtaget af Den internationale olympiske Komité 1931, mens Tyskland endnu var et demokrati under Weimar-republikken, skønt præget af politiske tumulter og en gryende antisemitisme. Konkurrenten Barcelona blev vraget på grund af de spændinger, der førte til Den Spanske Borgerkrig. Berlin vandt stort med 43 stemmer mod 16 til Barcelona. To år senere var Hitler valgt som Tysklands Fører, OL-komiteen blev blød i knæene, men både formanden, Henri de Baillet-Latour, og den amerikanske repræsentant, Avery Brundage, pressede beslutningen igennem. Tyskland forpligtede sig til at lade legene være åbne for alle, også jøder, hvilket var stik imod den nazistiske ideologi.

Hitler betragtede, ganske rigtigt, OL som en kæmpechance til at promovere regimet. Berlin førte sig frem som en internationalt sindet storby. Racistiske skilte, der forbød jøder adgang til forretninger, teatre og andre institutioner, blev pillet ned, om end man glemte nogle stykker. Og Føreren fejede hidtidige planer om at ombygge et allerede eksisterende stadion til side. I stedet beordrede han opførelsen af et nyt anlæg, der ikke alene skulle tjene sportslige formål, men også være velegnet til marcher og optog. Werner March omsatte tanken under opsyn af Hitlers hofarkitekt, Albert Speer, som sørgede for, at det elegante betonskelet blev beklædt med tunge stenplader af muslingkalk, der garanterede monumentaliteten.

Danmark
De olympiske Lege blev en succes, sportsfolk strømmede til Berlin, fra Danmark deltog 123 mænd og 15 kvinder. Kun en håndfuld takkede nej, blandt dem Ruth Langer, østrigsk mester i 100 og 400 meter fri svømning. Langer blev herefter udelukket af det østrigske svømmeforbund og frataget samtlige titler. Først 1995, fire år før sin død, fik hun dem igen - næsten 60 år efter Det tredje Riges undergang, hvilket kan tages som udtryk for, at historiens hjul maler langsomt. Andre fik ikke lov til at være med, eksempelvis bokseren Jakob Bamberger, tysk vicemester i fluevægt. Bambergers brøde var, at han var sinti, altså sigøjner. Han blev indsat i Flossenburg-koncentrationslejren 1941 og transporteret videre til Dachau, en anden koncentrationslejr, 1943, hvor han blev genstand for grufulde, medicinske eksperimenter. Han overlevede og døde først 1989, men det var ikke Hitlers fortjeneste.

Føreren formåede imidlertid ikke at håndhæve sine raceteorier fuldstændigt. Den største stjerne ved OL var Jesse Owens, en sort amerikansk løber og længdespringer, der fik fire guldmedaljer og blev legenes darling, også de fleste tyskeres. Han blev sågar ven med sin nærmeste konkurrent, den meget arisk udseende tysker Lutz Long, der gav ham et tip om, hvordan han bedst kunne opnå en af sine rekorder. Long faldt som soldat på Sicilien 1943, Owens genoptog efter krigen venskabet med den omkomnes familie. Heller ikke danskerne, der opfyldte raceteorierne, bidrog til bekræftelse af Hitlers hypotese om nordiske menneskers særlige fortrin. De måtte nøjes med to sølv- og tre bronzemedaljer, efter lande som Tyrkiet, Indien og Polen. Føreren har dog formentlig varmet sig ved, at Finland, Sverige, Estland og Norge var pænt oppe på listen.

Mussolini
Olympiastadion var en perfekt ramme om begivenhederne, og det er et af de få, store bygningsværker fra perioden, som er bevaret. En del blev ødelagt under krigen, andre hastigt fjernet af besættelsesstyrkerne eller tyskerne selv bagefter. Marchområdet i Nürnberg og de nuværende finans- og udenrigsministerier i Berlin er blandt dem, som står tilbage - og altså stadion. Hitler var flittig til at bruge det, også da OL var slut. En aften i 1937 modtog han Benito Mussolini her med et lysshow iscenesat af Speer. Hitler ville imponere sin italienske diktatorkollega, og det lykkedes. Billeder viser, hvordan de to står på den såkaldte førertribune og modtager folkets hyldest. Året efter holdt propagandaminister Joseph Goebbels en selvbestaltet solhvervsfest med 3.000 fakkelbærere, der dannede et hagekors. Indimellem var Hitler gæst ved en 1. maj-fest med 100.000 tilskuere, og endnu 1942 mødtes Tyskland og Spanien til en fodboldlandskamp.

Derefter begyndte det at gå ned ad bakke, i november 1944 gjaldt det rekrutter til den såkaldte folkestorm - en pjaltehær for mænd mellem 16 og 60 år, der endnu ikke var indkaldt som soldater. I april 1945 valgte Hitler at lægge en af sine sidste embedshandlinger på Olympiastadion - uddeling af ordner til medlemmer af Hitlerjugend, den nazistiske ungdomsorganisation. Carl Diem, der 1936 havde ledet den tyske OL-organisation, havde nogle uger forinden holdt en flammende appel til tyske unge om at kæmpe til døden. I nærheden blev desertører skudt, mellem 1944 og 1945 foregik over 200 henrettelser. I begyndelsen af maj var alt slut. Hitler havde begået selvmord, de fleste tyske byer var ruinhobe og efter et kort sovjetisk intermezzo rykkede britiske soldater ind på stadion. Det var stort set uskadt, kun det tilhørende klokketårn var så medtaget, at det måtte sprænges, men 1960 blev arkitekt March igen hidkaldt for at bygge det endnu en gang. Han gjorde det, tro mod den oprindelige plan, med en mindehal for faldne soldater under Første Verdenskrig og al den pomp, som Hitler og Speer elskede. To år efter stiftede det tyske atletikforbund en pris, opkaldt efter Diem; han var blevet rektor for et sportsakademi 1947. Navnet på prisen blev først ændret 2002.

I klokketårnet har Det tyske historiske Museum nu indrettet en udstilling, der effektivt og uden omsvøb fortæller, hvad det olympiske stadion har måttet stå model til gennem tiderne. VM-gæster, som har andet end fodbold i hovedet, kan få et indtryk af, hvordan sport med stor virkning kan bruges, og misbruges, i en større og forfærdelig sags tjeneste. Det er et glimrende initiativ, som man har svært ved at forestille sig ved et italiensk, russisk eller japansk stadion med en tilsvarende baggrund. Man kan køre helt op i toppen med en moderne elevator. Her kan man fra 77 meters højde se ud over stadion, hvor plænen er ved at blive pløjet. Der er endnu ikke et græsstrå, men det skal nok komme. 13. juni fløjtes den første VM-kamp i Berlin i gang. Der er gået 70 år, siden det hele begyndte, og man kan stadig få kuldegysninger.

Udstillingen i Glockenturm (S-banestation Pichelsberg) er åbent dagligt til 31. oktober. Internet: www.glockenturm.de