Alle tiders ridder

Det er mere end 400 år siden, at Don Quixote indledte sin kamp mod vindmøllerne. Nu er han aktuel på Betty Nansen Teatret. Vi tegner et portræt af manden og hans skaber.

Don Quixote og Sancho Panza foran deres forfatter i det store Cervantes-monument i Madrid. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med ridderromanerne. Middelalderens foretrukne lekture. Læserne, som der var blevet flere af, ville have flere af dem, og der blev udgivet syndfloder af dem, den ene mere fantasifuld og usandsynlig end den anden. Ikke godt for folks hoveder, mente datidens lærde. Det standsede dog ikke efterspørgslen.

Her kommer vor forfatter ind i billedet. Miguel de Cervantes, manden, der skrev »Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha«, det værk, som Betty Nansen Teatret nu dramatiserer. Vi ved om ham, at han deltog i slaget ved Lepanto, hvor han blev såret, men at han kæmpede videre. At han 25. september 1575, på vej tilbage til Spanien, blev taget til fange af mauriske pirater, og at han sad fængslet i Algier frem til 1580, da han blev løsladt og kunne vende tilbage til Madrid. Hjemme igen skrev han en hyrderoman, og i 1605 udgav han første del af sit mesterværk, hvis fulde titel på skønt klingende spansk lyder »El ingenioso hidalgo don Quijote de la Mancha«. Værket hører til verdenslitteraturen, ja, det regnes i almindelighed for en af de vigtigste litterære frembringelser nogensinde. En af de mest oversatte bøger overhovedet er det også, den moderne romans første og i manges øjne største frembringelse.

Cervantes´ helt, romanens titelperson, egentlig Alonso Quijano, er en godsejer, bosiddende i La Mancha, der har forlæst sig på ovennævnte ridderromaner. Han lader sig slå til ridder af en tilfældig krovært, ændrer sit navn til det stolte Don Quixote, pålægger sig pedantisk at følge alle gyldne ridderregler og påtager sig at drage gennem Spanien for at bekæmpe det onde og støtte de undertrykte. Og så drager han da af sted, på sin gamle krikke Rosinante, først alene, senere ledsaget af sin væbner, bonden Sancho Panza, der også er hans ven og nabo, og som er alt det, Don Quixote ikke er er. Hvor den nyslåede ridder er høj og tynd, idealistisk og modig, er Sancho Panza lille og tyk, praktisk anlagt og bange af sig, og han gennemskuer sin nye herre og mesters naragtighed, men slår sig til tåls med, at Don Quixotes massive fejlfortolkning af virkeligheden skyldes, at han, selv om riddertiden er fortid, ser alt i riddertidens skær: I Don Quixotes øjne bliver almindelige hytter til slotte, bondepiger til skønne prinsesser og vindmøller til kæmper, der skal bekæmpes, og Don Quixote kæmper, for han vil gøre sig fortjent til sin elskedes kærlighed. Damen hedder Dulcinea, og hun er en simpel kvinde, men i Don Quixotes forvildede ridderøjne ophøjet skøn. Mod slutningen af første bind får to af ridderens venner, en præst og en barber, bragt ham hjem. Hermed slutter den del af romanen.

Anden del af sit værk skrev Cervantes færdig i 1615. I mellemtiden havde en anden forfatter, Alonso Fernández de Avellaneda, skrevet en uautoriseret efterfølger til første bind, og anden del af »Don Quixote« begynder med et verbalt angreb på dén. Over alt, hvor Don Quixote kommer, her i den fortsatte saga om ham, møder han folk, der har læst om ham, både i Cervantes´ bog og i de Avellanedas bog. Da Sancho Panza på et tidspunkt stikker ham den løgn, at Dulcinea er blevet offer for sort magi og forvandlet til en bondepige, ja, så ser Don Quixote det som sin vigtigste opgave at ophæve fortryllelsen. Senere udfordres ridderen af den bedrøvelige skikkelse til duel af en kæmpende, der verfer ham af hans hest og pålægger ham at drage hjem, og det gør han så, og da han er hjemme, bliver han syg. På dødslejet erkender han ridderlitteraturens vanvid. Han beklager, at han først så sent er nået til den indsigt. Han dør. End of story.

Det er skævt og barokt, det Cervantes skriver, det forener det ophøjede og det lave, det komiske og det tragiske, og det er, som en af hans danske oversættere, Rigmor Kappel Schmidt, har bemærket et sted, præget af, at han selv på én gang hyldede livet som soldat og sværmede for renæssancelitteraturens idyllisering af natur og følelser. Det er, påpeger hun, denne konstante konflikt mellem idealer og realiteter, der kommer til udtryk i »Don Quixote«. De, der som Rigmor Kappel Schmidt har oversat »Don Quixote« til dansk, og der er flere, har til alle tider været på en hård opgave, for der er så mange stillejer og så mange ordspil, der skal fordanskes. (Der findes i øvrigt hele to nyere danske oversættelser, den ene ved ovennævnte Rigmor Kappel Schmidt, den anden ved Iben Hasselbalch. De udkom ved et tilfælde næsten samtidig.) Men det er ikke bare i kraft af sit sprog og i sit indhold, at »Don Quixote« stimulerer og udfordrer læseren, det gør det også med sin opbygning, i sin brug af forskellige fortællere til at fortælle det, der skal fortælles. Cervantes fortæller os et sted i romanen, at de første otte kapitler af værket er skrevet af en anonym kronikør, og henimod slutning af ottende kapitel så at sige fryser han billedet, midt i en kampscene, og så lader han os læsere vide, at manuskriptet ikke er længere. I næste kapitel fortælle han så, at han har fundet et gammelt arabisk manuskript på markedet i Toledo, at forfatteren er en spansk maurer, Cid Hamete Benengeli, og han, altså Cervantes, har fået manuskriptet oversat og så fortsætter historien, med udgangspunkt i den situation, der blev frosset, og som også findes i begyndelsen af det nye manuskript. Udsøgt kringlet. Man kan som Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, engang humoristisk sagde det, mene, at det er tydeligt, at en bog som »Don Quixote« aldrig var forbi en forlagsredaktør, dertil er der »alt for mange gentagelser og digressioner, alt for mange pædagogiske pegefingre, alt for mange darlings, der ikke er blevet aflivet under kyndig vejledning.«

Don Quijote er et mylder, og et mylder, der gennem århundreder har inspireret, ikke bare talløse forfattere, men også store billedkunstnere som Gustave Doré, Honoré Daumier, Pablo Picasso og Salvador Dali og førende komponister som Richard Strauss, Manuel de Falla og Maurice Ravel. Hvad er »Don Quixote« ellers: Det er en parodi på ridderoman, og det et af verdenslitteraturens store, satiriske mesterværker, som også Lawrence Sternes »Tristram Shandys levned og meninger« og Charles Dickens´ »Pickwick Klubben«, og det er mere end det. Det centrale tema i »Don Quixote« er, som hos William Shakespeare, spørgsmålene om, hvad i vores virkelighed der er drøm, og hvad der er virkelighed? Om man kan stole på sanserne? Om man kan stole på ordene? Eller sagt på en anden måde: Er Don Quixote mest en stor idealist eller en latterlig nar?

Måske har forestillingen på Betty Nansen Teatret et bud på et svar.