Alle tiders monster fylder 200 år

I Mary Shelleys »Frankenstein« er der et menneske, der overtager skaberens rolle. Han kan ikke lade være, men han betaler prisen. Vi har genlæst klassikeren, der udkom første gang i 1817.

1930ernes største filmskræk: Boris Karloff som Frankensteins monster. Foto:  NORDFOTO 1995. Fold sammen
Læs mere
Foto: NORDFOTO

»Efter ufatteligt anstrengende og udmattende dage og nætter formåede jeg at opdage årsagen til skabelse og liv, nej mere: Jeg blev selv i stand til at indpode liv i dødt væv.«

Det er titelpersonen, der fortæller. Titelpersonen i ét af litteraturhistoriens mærkeligste og mest indflydelsesrige værker, Mary Shelleys »Frankenstein«, der udkom første gang for 200 år siden, og som ikke bare er en på alle måder fantastisk beretning i sig selv, men også en af de få bøger i verdenslitteraturen, der rummer en figur, der er blevet en skikkelse i sin egen ret. Til selve inkarnationen af den rene rædsel og af død, der bliver til liv.

Frankensteins monster er blevet en del af populærkulturen, af den fælles bevidsthed, af den globale kulturarv, og vores billede af ham vil for altid være forbundet med den britiske skuespiller Boris Karloff (hvis rigtige navn var William Henry Pratt), der spillede ham ikonisk i tre film i 1930erne: Som det navnløse uhyre, der er sat sammen af døde kroppe, og som ved hjælp af elektricitet er blevet indgydt liv af sin skaber, Victor Frankenstein, der netop ikke er Gud, men kun et menneske, hvilket just er hele pointen.

Sådan her beskrives monsteret (i Jakob Levinsens oversættelse fra 2014):

»Hans gullige hud dækkede knap nok bevægelserne i musklerne og årerne nedenunder, hans hår var strålende sort og bølgende og hans tænder perlehvide, men denne overdådighed udgjorde kun en desto mere rædsom kontrast til hans vandige øjne, der syntes at være af næsten samme farve som de gråhvide huler, de var anbragt i, hans runkne hud og smalle, ondskabsfulde læber.«

Hvordan det nærmere lykkes den overbegavede Victor Frankenstein af få det døde kød til at bevæge sig, får vi ikke meget af vide om, så nok er »Frankenstein« verdens vist nok første science fiction-roman – hvis man med en sådan forstår en roman, hvor et menneske aktivt og bevidst bruger teknologien til at skabe noget aldrig før set – men det var ikke det teknologiske, der optog den purunge forfatterinde, der var 20 år gammel, da romanen udkom. Det var derimod det etiske aspekt af dette at gå i Vorherres fodspor, og i den forstand er »Frankenstein« en moralsk fortælling.

Victor Frankenstein skaber et levende menneske, og det skulle han ikke have gjort, for dette menneske dræber hans lillebror og hans far og hans ven og hans hustru (på bryllupsnatten), og en nær veninde af huset bliver henrettet for et af mordene, og Frankenstein selv dør i jagten på sin skabning, der på sin side vælger døden, af sorg over sin skabers død og af afsky for sig selv.

Der er ingen vindere i den historie, og det fører videre til spørgsmålet om, hvad Mary Shelleys moralske fortælling har betydet og betyder. Først lidt forhistorie.

Mary Shelley opholdt sig i Villa Diodati, nær Genevesøen. Hun var der med sin kommende ægtemand, den store digter P. B. Shelley, med dennes lige så legendariske digterkollega Lord Byron, med sammes livlæge, John Polidori, og med sin stedsøster, Claire Clairmon, og rammerne var perfekte for en vordende stjerne udi det gotisk uhyggelige, for ikke bare var det litterært sublime, som allerede antydet, repræsenteret, det var også i det Herrens år 1816, der blev kendt som året uden sommer. Et vulkanudbrud i Indonesien førte til kulde, misvækst og hungersnød i store dele af Amerika og Europa, og i Centraleuropa ville regnen ingen ende taget, og selskabets tre mænd og to kvinder sad i tristheden og besluttede at skrive hver en gyserhistorie, som de efterfølgende skulle læse op for hinanden. Mary Shelley fik ideen til sin historie efter et par dages rådvildhed, og fordi hun trods sin ungdom var så dannet, som hun var, kunne hun skabe en titelfigur, der ikke bare har geniale evner, men som også, i romanens begyndelse, er passioneret optaget af gammel, forlængst forkastet viden: Af legendariske lærde, mystikere og alkymistere som Cornelius Agrippa, Albertus Magnus og, ikke mindst, Paracelsus, der som den første beskrev, hvordan man kunstigt kunne skabe et miniaturemenneske, en humunculus. I begyndelsen af romanen lader hun Frankenstein selv formulere sin fascination:

»Med fryd læste og studerede jeg disse forfatteres vilde fantasier; mig forekom de at være skatte, som få andre end jeg selv kendte til.«

Senere bliver Frankenstein klogere. Hans lærere på universitetet i Ingolstadt forsøger at føre ham på rette, moderne, videnskabelig vej ved at kræve af ham, at han udskifter »fantasifostre af uendelig storhed med realiteter af beskeden værdi«, og Frankensten vælger en tredje mulighed, nemlig at kombinere videnskaben med de gamle fantasters drømme om det mærkelige. Han vil skabe liv ud af død, og han tager for sig af de lig, han kan få fat i:

»For mig var en kirkegård blot en aftager af kroppe, der var blevet berøvet livet, og som fra at være sæde for skønhed og styrke var blevet til føde for ormene.«

Dermed bliver Frankenstein en romantisk udgave af den Pygmalion, som den romerske digter Ovid digtede om for et par tusinde år siden: Billedhuggeren, der forelskede sig i en kvindefigur, han selv havde skabt, og som han fik gjort levende med hjælp fra kærlighedsgudinden. Eller han bliver til dén »moderne Prometheus«, der også er romanens undertitel, og som henviser til den titan fra den græske mytologi, der stjal ilden fra Zeus og skabte det første menneske. Frankenstein går, uanset hvad, Gud i bedene, og hvis Prometheus blev straffet for sin opsætsighed ved at blive bundet til en klippe, så en ørn hver dag kunne spise af hans lever, så får Frankenstein også, som det allerede er fremgået, sin bekomst. Mod Guds orden sætter man sig ikke ustraffet op. Eller sådan kan man i hvert fald læse historien om Frankenstein og det monster, der i begyndelsen af sin eksistens faktisk er et hjertensgodt og overordentligt intelligent væsen, der ved at udspionere en fattig, men åndrig familie på kort tid lærer sig at tale formfuldendt og at læse John Miltons »Det tabte paradis«, intet mindre. Kun hans hæslighed er ham imod, fortæller Mary Shelley, den får menneskene til at vende sig fra ham og får ham til at vende sig fra menneskene, og deraf kommer hele tragedien. Havde monsteret været lige så smukt udenpå som indeni, havde alt set måske anderledes ud. Så havde Frankenstein, måske, i sin ærgerrighed skabt ham en lige så smuk og intelligent kvinde, og så havde han måske lagt kimen til en ny menneskerace, der kunne overflødiggøre den eksisterende. Og hvad så?

 

Disse store spørgsmål kommer Mary Shelley ikke ind på i sin roman, men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at det er en del af »Frankensteins« virkningshistorie, at den fortæller en historie, der også er en hvis-histore, for hvad nu, hvis det lykkes at skabe en slags menneske, der er homo sapiens overlegent?

Spørgsmålet er ikke så langt ude, som det lyder. Man kan for eksempel tænke på de cyborgere, der pr. definition består af både biologisk og ikke-biologisk materiale, og som blev beskrevet første gang tilbage i 1960 i tidsskriftet »Astronautic«. Artiklen handlede om muligheden af at anvende cyborgere ved de rejser i rummet, som man først året efter, da sovjetborgeren Gagarin blev skudt afsted, begyndte at få praktisk erfaring med.

Senere lærte verden cyborgerne at kende i populærkulturen (»RoboCop«, »Terminator«), og selv om cyborgere mest er fiktion, er de ikke kun dét, for mennesker, der har fået indopereret ting, der holder dem gående og/eller i live, er baseret på fundamentale cyborgske principper, og det er måske kun begyndelsen, for hvor det ikke lykkedes Victor Frankenstein at skabe et perfekt menneske med sin kombination af dødt kød og genial teknologi, vil det måske lykkes fremtidens videnskabsfolk at skabe fremtidens mulighed og/eller mareridt.

Sandsynligheden er der, for har man først smagt af kundskabens træ, er der sjældent nogen vej tilbage. Victor Frankenstein formulerer indsigten sådan her i den 200 års-jubilerende roman, der bærer hans navn:

»Hvor er viden dog noget mærkeligt noget! Når den én gang har grebet sindet, klynger den sig fast som en igle til en sten.«

soren@berlingske.dk