Alle tiders helt

Der er lovlig mange digitale effekter i »The Tuxedo«, men Jackie Chan er som altid i særklasse.

I disse tider, hvor det åndelige og kultiske er på mode, må det måske være tilladt at slå et slag for chanismen.

Vær kun rolig. Vi chanister er hverken rabiate eller fundamentalistiske, men tværtimod yderst godmodige - ja, nærmest lalleglade - for vores guru er en venlig mand, som tager modgang med et smil og i øvrigt ikke har andet budskab til menneskeheden, end at man skal opføre sig ordenligt. Og lade være med at slå på ham.

Adskillige brutale tumper undlader dog at lytte til sidstnævnte opfordring, for chanismens ophøjede idol er naturligvis ingen anden end Jackie Chan, verdens bedste og mest sympatiske actionstjerne, som i sine film altid overfaldes af tonsvis af bøvede bøller. Sådan skal det være, også i »The Tuxedo«, og skal man modvilligt sige noget kritisk om den nye film, må det blive, at den er fyldt med digitale specialeffekter, der sådan set er imponerende nok, men som den ufattelig adrætte og smidige Jackie Chan slet ikke har brug for.

Den kinetiske kinesers ene særkende er jo nemlig, at han med sand dødsforagt selv udfører alle sine stunts, så den nye films fiffige visuelle tricks nærmest kommer i vejen for hans atletiske udfoldelser. Og det andet særkende er, at han kombinerer sin suveræne skurkeskadelige kampteknik med en charmerende selvironisk humor, der gør ham til en ædel krydsning mellem Bruce Lee og Buster Keaton, og som heller ikke har brug for alskens tekniske fiksfakserier for at lyse på lærredet.

Altså er »The Tuxedo« ikke den perfekte Chan-film, men heftigt underholdende er den dog med sin afsindige historie om en superskurk, der vil forurene samtlige De Forenede Staters vandreservoirer for rigtig at få gang i salget af sit kildevand. Jackie Chan spiller en taxichauffør, som rodes ind i sagen, da han overtager en såret superagents højteknologiske smoking à la James Bond, og en stor del af tiden fatter han strengt taget ikke, hvad der foregår omkring ham.

Ikke så sært, for handlingen er sandt at sige ret rodet, men til gengæld er filmens production values overdådige, og det er også en meget stor fordel, at Jackie Chan i stedet for at have den maniske hurtigsnakker Chris Tucker som partner som i »Rush Hour« her spiller sammen med den ultralækre Jennifer Love Hewitt, der blandt andet besidder nogle ufattelig sexede mundvige og derfor er tæt på at stjæle billedet.

Men også kun tæt på. Den ægte chanist svigter ikke, og selv om man nok nyder svenske Peter Stormare i en bizar birolle og soulkongen James Brown på gæsteoptræden som sig selv, indfinder højdepunkterne sig selvfølgelig, når Jackie Chan udfolder sin enestående artistiske akrobatik. Aldrig unødigt brutalt, altid på en høflig og undskyldende måde, for Chan er en nobel gentleman, og vi chanister vil bare det bedste for vore medmennesker. Samt se Jackie sparke røv.

Længde: En time og 38 minutter. Censur: Tilladt over 11 år. Palads, CinemaxX, BioCity og Kinopalæet i Storkøbenhavn samt biografer landet over og på Færøerne.