Alle snakker om denne serie – det kan jeg godt forstå. Den holder stort!

Tredje sæson af White Lotus er mere dekadent, mere forførende, mere tragisk og mere morsom end nogensinde. Den indeholder alle grundene til, at der bliver snakket om serien – inklusiv en goodiebag af protestantisk morale.

Skaberen af den elskede HBO Max-serie »White Lotus«, Mike White, blev for nylig spurgt i et avisinterview, hvorfor han selv tror, at folk er faldet så hårdt for hans måde at se verden på.

»Jeg aner det ikke. Jeg har lavet masser af ting, som jeg selv syntes var cool, og så er der ingen, der har set det. Jeg føler mig som en surfer. Jeg har været længe i vandet, og jeg har ramt en bølge, som jeg stadig rider på,« sagde han.