Alle - især voksne, travle mennesker - burde tage et fjumreår

Det er de virksomme mennesker, vi hylder. Det er dem, der bliver omtalt i aviserne og nævnt i Kraks Blå Bog. Men faktisk bør vi hylde de mennesker, der tager sig en pause. I en ny bog opfordrer præsten Poul Joachim Stender alle over 55 år til at tage sig et fjumreår. Kun med det formål at lave ingenting.

»Min plan var nok, ikke at have en plan«, siger sognepræst Poul Joachim Stender om den gang, han sammen med sin kone og den yngste af deres tre sønner rejste han til den græske landsby Kardamyli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

For nogle år siden tog præsten Poul Joachim Stender orlov for at lave ingenting. Sammen med sin kone og den yngste af deres tre sønner rejste han til den græske landsby Kardamyli. En lille plet i det store, varme land, hvor de gamle mænd sad på torvet og drak kaffe, mens tiden gik. Også for Poul Joachim Stender.

»Min plan var nok, ikke at have en plan. Vi lever i en tid, hvor alting er enormt ritualiseret. Vi tager den samme vej på jobbet, vi spiser det samme. Det er godt at skifte omstændighederne ud«, forklarer Poul Joachim Stender, der opfordrer alle andre voksne til at gøre som han gjorde: Tage et fjumreår. Trække stikket og intet nå.

»Ud af intet gror alt. Selv i skabelsesberetningen skabte Gud alting ud af ingenting. Men vi er så præstationsbeviste, at vi halser rundt. Selv i vores ferier. Vi hylder aktivitetsferier så højt, at pædagoger fortæller om børn, der er stressede, når de kommer tilbage i skole. Og i hverdagen er der ingen ro.«

»Når vi kommer hjem fra arbejde, skulle man tro, at ægtefæller havde lyst til at være fysisk sammen. Men så er det kroppens tur til at blive dyrket og plejet. Så i stedet løber folk rundt hver for sig ude i skoven.«

Men hvorfor har vi så travlt?

»Travlhed kommer ofte indefra. Ikke udefra. Det er et statussymbol og et sprog. Vores børn forstår travlhed. Travlhed bliver belønnet alle steder. Jeg har tit mødt danske pensionister, der siger, at de har så travlt, at de slet ikke forstår, at der engang var tid til at arbejde. Og jeg tænker, at de nok siger det, fordi de ved, at det er sådan, man opnår anerkendelse i samfundet.«

»At ingen vil forstå, hvis pensionisterne bare er sådan nogle, der sidder og drikker Chardonnay og slapper af. Selvom det nok vil være ret fantastisk.«

Sabbathår, rumspringa og fjumreår

Poul Joachim Stender kalder vores arbejde for et narkotikum.

»Regeringens tanke er jo, at vi skal aktivere folk, at de skal ud og være travle, fordi det koster samfundet dyrt, hvis ikke der produceres. Men hvad koster det i grunden samfundet, at alle disse aktive mennesker får stress? Det er også dyrt, når vi bliver syge eller udbrændte, så vores lyst og ideer dør ud. Jeg vil hellere sende folk på passivering.«

Ideen om at lade voksne mennesker tage et fjumreår bliver formuleret i »Stop op« – Poul Joachim Stenders nye bog, der beskriver, hvordan danskerne er blevet alt for dygtige til at arbejde og præstere. Til gengæld er vi ved at fjerne os fra det væsentligste i livet. Et fjumreår kan hjælpe os ned i et tempo, hvor vi mærker, hvad der betyder noget.

Ideen er ikke hentet ud af det blå. Som Poul Joachim Stender skriver, er den daglige pause, sieasten, en helt fast praksis i flere sydeuropæiske lande. Også Bibelen rummer flere anbefalinger om braklægning af jord, og for mennesker er der et bud om at holde hviledagen hellig.

Fjumreåret er en etableret praksis blandt de unge, der endnu ikke ved, hvilken vej de vil gå efter gymnasiet. Og i visse grene af det amerikanske amish-folk kan de unge får lov til at bryde ud af sekten og gøre, hvad de vil, før de vender tilbage og slår sig til ro. Det kaldes rumspringa.

Men Poul Joachim Stener mener ikke, at de unge har monopol på et fjumreår.

»Både unge og gamle har brug for at rumspringa. Ikke for at løbe hornene af sig, men for at finde ud af, at de har horn«, forklarer han.

»Det har længe været diskuteret, om der er liv andre steder i universet end på Jorden. Det er der mange, der mener - også blandt de unge. Men spørger man dem, om de tror på et liv efter de 55 år, er de mere usikre. Men der er liv efter de 55 år. Man behøver hverken være gået i stå eller være seksuelt død.«

»De 55-årige er stadig nysgerrige og fandenivoldske. Alt det, som deres børn ikke tror om dem. Og de står på tærsklen til noget nyt, nemlig alderdommen, og derfor er det en god tid at reflektere over, hvad man vil bruge sin aktive tid til.«

Investér i livet

I det hele taget ser Poul Joachim Stender en sammenhæng mellem vores arbejdsiver og vores manglende accept af alderdommen. Selv ordet »gammel« er tabu. Poul Joachim Stender mener, at man skal tage betegnelsen på sig som et ærestegn.

»Der kommer et ramaskrig, hver eneste gang, jeg taler til en gruppe mennesker og kalder dem gamle. Men man skal da være stolt af at være gammel og fuld af erfaringer. Samtidig er den erkendelse med til at huske os på, at der ikke er så meget liv tilbage. Når man ved, at man balancerer mellem liv og død, så mærker man livets dom i ansigtet. Jeg oplever tit, at folk, der slapper af, får nye erkendelser«.

At tage et fjumreår kan lyde helt vildt. Det ved Poul Joachim Stender godt. Men måske skal vi gøre noget vildt og ufornuftigt. Måske har vi skabt et samfund, der er så fokuseret på fornuft, at det er drænet for liv.

»Når du tager orlov, løber du selvfølgelig den risiko, at de ansætter en vikar, der er 10 gange bedre end du er. Men man bliver nødt til at gamble. Grundtvig siger, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Det forpligter også. Hvis ikke vi mister fodfæste og gør noget nyt, ender vi med at sidde i en situation, hvor vi sidder fast i de samme rutiner hver dag uden at mærke det væsentlige,« siger Poul Joachim Stender og understreger, at ingen er uundværlige.

Tror man det, er man snarere tæt på et nervesammenbrud, som den britiske filosof og matematiker Bertrand Russel har sagt. Og at man mangler penge, er en dårlig undskyldning, mener Poul Joachimn Stender. Et fjumreår er ikke kun for de velhavende.

»Overhovedet ikke. Penge er ofte en hindring. Folk bliver ofte bundet af deres ejendom. Det er næsten nemmere for folk, der intet ejer,« siger Poul Joachim Stender, der mener, at man kunne overveje at låne 200.000 i banken, hvis pengen står i vejen. Den indsats gør vi gerne i fast ejendom. Hvorfor ikke sætte dem ind på livet? Investeringen skal nok komme igen.

Konfrontation

Ifølge Poul Joachim Stender giver pausen giver ny indsigt og ny energi. Og det er nødvendigt, hvis man skal finde sin plads i livet.

»Som præst møder jeg så ofte mennesker, som har mistet én, og så sidder de der i den stol, du sidder i nu, og siger, at de ville ønske, at de havde gjort alt muligt med deres kære, inden det blev for sent. Eller de fortæller, hvordan den afdøde havde glædet sig til sin pension, hvor han skulle rejse eller dreje træting. Men hvorfor fik de ikke gjort det?«.

Poul Joachim Stender finder en bog i bunken af bøger, der ligger på hans skrivebord. Den er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der har nedskrevet de refleksioner, som en række døende havde på deres sidste dage.

»Alle de, der ligger på dødslejet, fortryder det, de ikke fik gjort,« sammenfatter Poul Joachim Stender. Han understreger, at det kan virke overvældende at flade fuldstændigt ud. Selv måtte han bruge de første tre uger af sit seneste fjumreår på at komme ned i hvilepuls. Men derefter begyndte han at få nye ideer og andre indfald.

»Et fjumreår skubber os ud til kanten. Det er en måde at blive konfronteret med sine nærmeste og med sig selv på. Og det er der, man indser, at livet er stort og farligt og berusende. Det travle samfund er blot en falsk virkelighed. Vi bliver nødt til at stoppe op, så vi kan mærke, hvordan livet bruser«.

»Stop op. Fjumreår for voksne« er udkommet på Bibelselskabets Forlag, 184 sider, 199,95 kr.