Alle forsøgte at glemme krigen

Ian Buruma beretter i sin bog »År nul« om mennesker lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. En overbevisende beretning om forsøget på at vende tilbage til normaliteten.

  Ian Burumas bog om Anden Verdenskrig indholder både ukendte skæbner, sindsoprivende dramaer og eftertænksomme refleksioner - og kan stærkt anbefales, mener Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er mængder af bøger om Anden Verdenskrig, men kun få om tiden lige efter krigen. Den hollandsk-britiske historiker Ian Buruma beskriver i sin bog »År nul« verden lige efter rædslerne. Det var ikke en verden i frihed og ro, tværtimod, for mange byer lå i ruiner, mennesker havde mistet slægtninge og værdighed, og der herskede ofte et kaos både materielt, socialt og åndeligt.

Man skulle sørge for, at civilisationen kunne fortsætte, og man ønskede retfærdighed i forhold til forbryderne, men det var lettere sagt end gjort.

Ian Buruma forsøger at dække alle de store begivenheder, og det gør han med en mængde personskæbner, der alle føles relevante:

Jødiske overlevende fra nazismens helvede, ukrainske krigsforbrydere, voldtagne kvinder, amerikanske soldater, tidligere KZ-fanger og mange andre, som får liv og stemme i Burumas letflydende sprog. Der er ikke tale om en tung historiebog.

Ugerninger blev gemt og fortrængt

Der var en dyb længsel, skriver Buruma, efter at vende tilbage til en vis form for normalitet, og det betød også, at man ville lægge krigens rædsler bag sig så hurtigt som muligt. Derfor blev mange ugerninger også glemt og fortrængt, og ingen ønskede at læse om krigen eller huske på den.

Ian Buruma citerer den ungarsk-jødiske forfatter Imre Kertész, som havde overlevet Auschwitz og Buchenwald, og som i sin selvbiografiske roman »De skæbneløse« kommer tilbage til Budapest blot for at få at vide af sine kristne naboer, at han skal glemme rædslerne.

Ligesom i Danmark ønskede jøder, frihedskæmpere og KZ-fanger at glemme fortiden og vende tilbage til normaliteten så hurtigt som muligt.

Men krigen havde forandret mennesker og gjort det umuligt at genoptage livet, som om intet var hændt.

Den franske forfatter Marguerite Duras blev forenet med sin mand, Robert Antelme, der havde siddet i den tyske KZ-lejr Buchenwald. Han var en skygge af sig selv og kunne dårligt tale, og hun kunne knap kende ham. Hun skriver i sin selvbiografi om et undskyldende, flygtigt smil, som han sendte hende, da de endelig genså hinanden:

»Det er i det smil, jeg pludselig genkender ham, men på lang afstand, som om jeg ser ham for enden af en tunnel. Det er et for­legent smil. Han undskylder for ikke at have været her, for at være blevet sådan et vrag. Og så fortager smilet sig, og han bliver atter en fremmed.«

Ingen fattede nazismens uhyrligheder

Ian Buruma holder sig ikke tilbage fra at vurdere årets store moralske spørgsmål med det, vi kan kalde en historisk dom. Det viger historikere ofte tilbage fra, men Buruma går frisk til domsafsigelser, og det giver hans bog et ekstra moralsk aspekt.

Han er stærkt kritisk over for retsopgøret mod nazisterne, men mener alt i alt, at det alligevel tjente et formål og var udtryk for en vis retfærdighed.

Problemet var, at ingen i dybden fattede nazismens uhyrligheder, og at man ikke havde love og institutioner, der var i stand til at tage sig af opgøret. Man improviserede sig frem og forsøgte at afnazificere og demokratisere Tyskland, mens retsopgøret i Japan blev helt anderledes.

Den nye verden blev ikke født med renhed og retfærdighed som fødselsgaver.

Tyske nazister undgik ofte retsforfølgelse, en japansk leder af en KZ-lejr undgik straf og blev senere premierminister. En sovjetisk dommer, der havde præsideret over Stalins blodtørstige skueprocesser, blev anklager ved Nürnberg-processerne mod nazisterne. En ukrainsk nationalistleder, der havde stået bag mordet på 40.000 polakker i 1944, undgik retfærdigheden og blev først myrdet af en KGB-agent i 1959. Listen kan fortsættes.

Ian Buruma har indrammet fortællingen med sin egen fars skæbne i Holland, for også han gik gennem lidelser. Vi kommer det meste af Jorden rundt, men desværre er der intet om Danmark og Norden, og Buruma er da også ekspert i asiatisk historie.

Det føles selvfølgelig som et savn for en dansk læser. Men når man ser bort fra denne mangel, så indeholder Ian Burumas bog ukendte skæbner, sindsoprivende dramaer og eftertænksomme refleksioner. Kan stærkt anbefales.

Forfatter: Ian Buruma.
Titel: »År nul – En fortælling om 1945«. Oversat af Brian Dan Christensen
Sider: 400. Pris: 350 kroner.
Forlag: Gyldendal.