»Alle bliver hørt, uanset om man er 17-årig aspirant eller solodanser.«

Corpus er Den Kongelige Ballets demokratiske og kreative eksperiment, der gør op med det traditionelle hierarki og prøver at lave ballet i pagt med tiden.

Det bliver ikke en traditionel klassisk balletoplevelse, når 45 af Den Kongelige Ballets medlemmer danser Corpus-forestillingen »We’re Not Waving... We’re Drowning«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var i august sidste år, på et tidspunkt hvor Den Kongelige Ballet havde været gennem mere end et års udmarvende interne stridigheder med anklager om kokainmisbrug, mobning og dårlig ledelse, at balletmester Nikolaj Hübbe søsatte et nyt projekt, som, han håbede ville genskabe den gode kemi i korpset og forny den kreative energi.

Corpus var navnet, og med inspiration fra Skuespilhusets Det Røde Rum skulle det fungere som »et kompagni i kompagniet«, hvor danserne kunne afprøve deres kreative sider, grave dybt i dansens væsen og udfordre ballettens rolle i en moderne virkelighed. I spidsen for det hele satte han de to dansere og koreografer Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis.

Otte hæsblæsende måneder senere – og efter et par mindre aktioner undervejs, bl.a. en meget succesfuld medvirken i sidste års »Julehübberiet« – er Corpus nu klar med sin første store helaftensforestilling med den tankevækkende titel »We’re Not Waving... We’re Drowning« på Skuespilhusets Store Scene.

»Det bliver en meget sammensat aften, lidt ligesom en tapastallerken med en masse mindre sektioner, der hver fortæller en historie om menneskelige følelser eller universelle spørgsmål,« fortæller Esther Lee Wilkinson, da vi møder de to kunstneriske ledere i Skuespilhuset.

»Vi tager nogle ret store spørgsmål op, der også er essentielle i vores eget liv. Men det bliver ikke en tung aften – lige så tunge og alvorlige emnerne er, lige så sjovt og visuelt vil vi fremstille dem,« lover Tim Matiakis. »Det skal være noget, som giver både underholdning og mening.«

Ingen af dem var et øjeblik i tvivl, da Nikolaj Hübbe bad dem stå i spidsen for det nye projekt.

»Jeg tror, vi begge havde håbet, at sådan noget ville komme en dag. Vi har begge to været rigtig sultne efter den slags arbejde. Det er skønt at blive udfordret,« siger Esther Lee Wilkinson. Og Tim Matiakis – der med egne ord straks »skrev en afhandling 18 sider« om alt det, han syntes Corpus skulle være, uddyber:

»Den klassiske ballet repræsenterer et samfund, som det så ud i 1800-tallet. Vi ved, hvordan dans så ud på Bournonvilles tid og på Petipas tid. Men hvor er vi i dag? Det er noget af det, vi gerne vil udforske sammen med danserne. Vi forsøger at fange tidsånden.«

Det har Corpus bl.a. gjort ved at gå på gaden og spørge tilfældige forbipasserende, hvad de synes om ballet. Resultatet kan ses på Det Kongelige Teaters hjemmeside. Publikum inddrages også via Facebook og senest med en række åbne prøver her i maj. Men de to kunstneriske ledere har også vendt blikket indad og bedt deres kolleger i Den Kongelige Ballet give deres bud på, hvad deres personlige, kropslige forhold til dans er.

»Det kom der nogle fantastiske øjeblikke ud af,« siger Esther Lee Wilkinson, som i det hele taget synes, de kreative møder er det mest spændende ved Corpus-projektet.

En vigtig målsætning er også at udforske, hvad hun kalder »det demokratiske moment«, altså, om der er andre måder at nå frem til et tilfredsstillende kunstnerisk resultat end den stærkt hierarkiske ledelse, der traditionelt kendetegner klassisk ballet.

»Som danser er man normalt bare en medarbejder, hvis opgave det er at udføre andres instruktioner til perfektion,« siger hun. »I Corpus er der større mulighed for at påvirke tingene, i hvert fald til en vis grad. Alle bliver hørt, uanset om man er 17-årig aspirant eller solodanser.«

Faktisk er Corpus’s næste forestilling, »Interregnum«, der skal spille til september på Takkelloftet i Operaen, helt helliget det demokratiske eksperiment.

»Interregnum er betegnelsen for perioden, fra én hersker fratræder, til den næste tiltræder, og hvor det i princippet er folket, der regerer. Forestillingen skal altså skabes af danserne og alle beslutninger træffes kollektivt,« forklarer Esther Lee Wilkinson.

»Spørgsmålet er, om man kan få et andet og måske bedre resultat ved at koge idéerne fra - i dette tilfælde – otte personer ned til ét produkt, i stedet for at det kun er én persons tanker, der føres ud i livet,« siger Tim Matiakis.

»Personligt synes jeg, det mest interessante er at arbejde sammen med andre, der har en stærk idé. Det med »give and take« har altid været mig,« siger han.

Da parret blev præsenteret for projektet i august, var der allerede afsat plads i sæsonplanen til to forestillinger.

»Men bortset fra det har vi fået helt frie hænder,« siger Tim Matiakis, som tror, deres ambitionsniveau er kommet lidt bag på ledelsen.

»De havde nok regnet med, at vi ville starte blødt ud med et par små forestillinger med to-tre dansere i hver. Men i Julehübberiet havde vi 60 dansere med, og nu har vi 45 medvirkende på scenen. På den måde er det lykkedes at lave nogle forestillinger, som præsenterer den store variation af dansere og personligheder, som findes i Balletten.«

I modsætning til Skuespillets Det Røde Rum har Corpus ikke et fast ensemble. Til nogle forestillinger castes danserne, til andre – f.eks. det sociale ekspeeriment »Interregnum« – har danserne selv kunnet melde sig. Selv om ikke alle er lige trygge ved den alternative arbejdsform, har der generelt været stor interesse for at komme med i det kreative projekt.

»Jeg synes, det er en fantastisk idé,« siger solodanser Gitte Lindstrøm. »Jeg kan godt lide også at lave noget andet end de store klassiske balletter – som jo er fantastiske, og som vi også skal lave – men at vi også laver noget, som er vedkommende og som rører andre end de almindelige teatergængere.«

Alexander Stæger, solist, er enig: »Det er utroligt relevant netop med en gammel kunstart som ballet, at man tager den op til revision og spørger ind til, hvad det er, ballet kan, og hvordan vi holder den vedlige og sørger for, at den bliver ved med at være interessant,« siger han.

Han er sikker på, at arbejdet i Corpus er én af måderne, hvorpå man kan trække nye publikumsgrupper til Den Kongelige ballet.

»Corpus har mange bolde i luften. Vi har også haft workshops om, hvordan vi kan integrere teknologi og f.eks. smartphones i kontakten med publikum.«For Josephine Berggreen, der blev ansat som korpsdanser for tre år siden, har arbejdet i Corpus været en stor personlig udfordring:

»Jeg bliver altid castet til de klassiske og meget »pæne« roller, så jeg synes, det har været vildt fedt at komme ud af den rolle og være mere vild. Det har jeg virkelig sukket efter,« siger hun. »Jeg tror, det er sundt nogle gange at komme ud, hvor man ikke kan bunde.«

Hun synes, ar bejdet i Corpus har været en god måde til at lære hinanden bedre at kende.

»Jeg tror, det har hjulpet rigtig meget, at det har været to dansere, der står for det. Det er ligesom mere blevet et fælles projekt for korpset,« siger hun.

Gitte Lindstrøm er enig:
»Der er ikke det samme hierarki i Corpus som i Balletten i øvrigt, og det gør, at man mere føler sig som en fasttømret gruppe,« siger hun.

Foreløbig har Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis fået to sæsoner til at eksperrimentere med Corpus. Så skal det afgøres, om projektet får lov til at leve videre, enten i den nuværende eller i en anden form.

»Det, at vi er her på afmålt tid, har nok gjort os mere effektive,« siger Tim Matiakis. »Men det har ikke fået os til at holde os tilbage med eksperimenter. Vi forsøger ikke at please hverken ledelsen, publikum eller danserne.«

»Vi har ikke en fast formel for, hvad der fungerer. Vi afprøver nogle måder at gøre tingene på, og så må vi se, om det virker. Måske ender det med at vise sig, at balletdansere kun kan fungere ved at være topstyrede.«

»We’re Not Waving...We’re Drowning« spiller i Skuespilhuset til 8. juni.

Læs mere på kglteater.dk.