Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kirsten Hammann
Seneste roman: »Alene hjemme«
Jeg ønsker mig »For at kunne leve« af Yeonmi Park. Jeg har hørt så mange tale om den, og jeg er så nysgerrig, men den lyder også frygtelig uhyggelig. Park er vokset op i Nordkorea, og som 13-årig flygtede hun med sin mor til Kina. Bogen er et fuldstændig aktuelt indblik i Nordkorea. Den skulle være rystende og barsk, men jeg vil gerne vide, hvad der sker i verden.
Jeg er blevet vild med at læse noveller, og jeg vil gerne have Junot Díaz´ »Sådan mister du hende«. Han lyder som en virkelig sprudlende sprogbruger. Nogle citater, jeg læste, fik mig umiddelbart til at tænke på Nick Caves »Bunny Munros død«. »Sådan mister du hende« handler om mænd, der er besat af kvinder og sex, og temaer som parforhold, kærlighed og sex elsker jeg at læse – og skrive – om. Får jeg den ikke i julegave, køber jeg den selv.
I går blev jeg færdig med »Sapiens« af Yuval Noah Harari. Han skriver simpelthen så godt og kommer hele vejen rundt omkring menneskets historie, lige fra for 3,8 milliarder år siden, hvor vi startede som små celler, og til, hvad vi regner med vil ske om 100 år. Jeg synes, at alle skal læse hans bog. Den er en fantastisk bouillonterning, hvor vi får et helikopterblik på vores historie. Den vil jeg enormt gerne give til min kæreste. Jeg har plapret løs om den, og jeg vil så gerne have, at han skal læse den.
»Alt må vige for natten« af franske Delphine de Vigan vil jeg gerne give til min mor eller søster. Forfatteren skriver sin mors historie. Moderen begik selvmord, og det er en meget kulørt familiehistorie. Delphine de Vigan stiller sig fuldstændig nøgen frem for læseren.
Hun reflekterer undervejs over, hvordan hun klarer dét at portrættere sin mor. Bogen er virkelig velskrevet, smuk, indlevet og klog. Jeg var åndeløs, da jeg selv læste den. Hvis jeg har læst en rigtig god bog, har jeg lyst til at forære den som det, den er.
Jesper Stein
Seneste roman: »Aisha«
Klaus Høeck har skrevet en digtsamling, der hedder »Legacy«. Han er en af vores største digtere herhjemme, hvis du spørger mig. »Legacy« er en sag på 600 sider eller noget i den dur. Den handler om den konkrete, nære virkelighed, og den er fuld af humor og selvironi. Samtidig er den højtidelig, højstemt og dybsindig. Jeg er meget glad for hans poesi, og jeg har fulgt ham i 30 år.
Jeg er også meget glad for den skotske krimiforfatter Ian Rankin. Han er nået til bind 20 i sin saga om kriminalkommissær John Rebus. Det nyeste bind hedder »Vilde køtere«. Selv når Rankin er middelmådig, er han stadig et par niveauer over alle andre. Han skriver blændende, stramt, med nerve og humor. Rankin vil jeg altid gerne læse. Jeg er meget inspireret af ham, og det bør alle andre krimiforfattere med ambitioner også være.
Jeg synes, at Carsten Jensen er en af vores største prosaforfattere. Det viste han med »Vi, de druknede«. Hans nye roman, »Den første sten«, vil jeg derfor gerne give til min kone, som også er glad for ham som forfatter. Jeg vil nok også selv læse den bagefter. Jeg er meget spændt på den.
Nogle bøger giver jeg helt uhæmmet i gave, uden at tænke ret meget på modtagerens smag, bare fordi jeg synes, at det er en kanongod bog, som alle skal læse. Det gælder for eksempel Kamilla Hega Holsts roman »På træk«. Ellers forsøger jeg at målrette mine boggaver meget til modtageren. Jeg har en del krimikollegaer, som jeg giver bestemte bøger, fordi jeg tænker, at det kunne være sjovt for dem at se, hvordan en anden krimiforfatter skriver.
Jeg har en datter på 19 år og nogle unge nevøer, og her er jeg lidt mere opdragende, når jeg giver dem bøger. De får Søren Ulrik Thomsens »Samlede Thomsen«, som også er en pragtfuld julegaveidé. Jeg synes, at jeg ved rimeligt meget om litteratur, og derfor kan jeg godt lide at prøve at udvide gavemodtagerens horisont.«
Ane Riel
Seneste roman: »Harpiks«
Jeg ønsker mig romanen »Hver morgen kryber jeg op fra havet« af Frøydis Sollid Simonsen. Det er en meget original lille bog, en skrøbelig fortælling om hjertesorg, der blandes med naturvidenskabelige betragtninger og humor. Alene titlen er vidunderlig. Jeg mødte Frøydis i foråret, da vi begge var inviteret til litteraturfestivalen i Budapest – på det tidspunkt som debutanter. Jeg tror, hun er én, som vi kommer til at høre meget mere til. Hun er helt sin egen.
Jeg vil også gerne have »Nora Webster« af den irske forfatter Colm Tóibín. Romanen handler om en kvinde, der skal finde ud af at tackle livet, efter hun bliver enke med fire børn. Den skulle være uendeligt smukt fortalt og meget hjertegribende, et fint og ømt portræt.
Tóibín fik jeg lyst til at læse efter at have hørt et interview med ham og Richard Ford på Louisiana. De er to kæmper, der udstråler så megen varme og menneskelighed og humor og litterær ekvilibrisme, at man får lyst til at læse dem med det samme.
Jeg tror, at min søster vil sætte stor pris på »Canada« af Richard Ford. Hun forstår virkelig at værdsætte god litteratur. Ford kan beskrive personer og steder, så man får aktiveret hele sit sanseapparat. Der er sådan en smuk blanding af varme, humor og melankoli i det hele. Jeg kunne ikke slippe den.
Bøger er noget af det mest personlige, man kan forære et andet menneske. Hvis man selv har læst bogen, er det en oplevelse, man giver videre, noget meget større end bogen i sig selv. Jeg husker altid, hvem jeg har fået en bog af, særligt når det er en bog, som jeg føler er udvalgt netop til mig og ikke bare er krydset af fra en ønskeseddel.
Jeg elsker at få bøger, men elsker næsten i lige så høj grad at finde frem til den helt rigtige, som jeg tror, modtageren vil værdsætte. Der er mennesker, der vil blive gladere for en ting, der nok er gået i stykker eller af mode, inden året er omme, og fred være med det. Men gode læseoplevelser varer evigt.