Ai Weiwei møder forargelse: Vil ikke udstille med nordiske kunstnere fra højrefløjen

Et værk af den kinesiske kunstner er fjernet fra en udstilling på Læsø Kunsthal. Ifølge værkets ejer er sammenhængen for kontroversiel, da også Uwe Max og Dan Park er med. »Jeg vil faktisk bruge et ordvalg fra Venstrefløjen og sige, at det bygger på »et meget ubehageligt menneskesyn,« svarer Uwe Max.

Kinesiske Ai Weiwei skulle være udstillet på Læsø Kunsthal. Men så hørte han om Dan Park, Uwe Max og Lars Vilks, og så trak han værket tilbage. »Censur,« mener den danske udstillingsleder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har valgt at trække et værk fra en udstilling om politisk kunst på Læsø Kunsthal.
Værket, der er fremstillet af Lego-klodser og forestiller kunstneren selv, der smadrer en kinesisk vase fra Han-dynastiet, skulle været opstillet, når udstillingen åbner i dag. Men onsdag valgte Faurschou Foundation, der ejer værket, at tilbageholde det.

Ifølge Jon Eirik Lundberg, kunsthallens leder, har Ai Weiweis folk ikke ønsket at optræde sammen med udstillingens andre kunstnere Dan Park, Uwe Max og Lars Vilks, der alle associeres med den yderste højrefløj. Dan Park har tilmed en dom for racisme.

»Ai Weiwei burde være den første til at vide, at den tankegang er totalitær. Man kan ikke bare sige, at mennesker er på én måde, fordi de siger eller udgiver nogle særlige ting. Det er at udøve censur,« siger Jon Eirik Lundberg, der understreger, at han ikke selv har talt med Ai Weiwei. Al kommunikation er gået gennem Faurschou Foundation og kunstnerens assistenter.

»De har haft en måned til at vurdere vores oplæg til udstillingen, der gik på, at vi gerne vil præsentere publikum for en særlig strømning inden for samtidskunsten – nemlig den politiske kunst. Den er både Ai Weiwei, Lars Vilks og Dan Park jo del af. Hvis du laver surrealisme, er du også i samme kategori som Salvador Dalí. Derfor giver afslaget ingen mening,« siger Jon Eirik Lundberg.

»Det er min beslutning«

Beslutningen om at fjerne værket fra udstillingen er taget af den danske kunstsamler Jens Faurschou, der ejer AI Weiweis værk. I en e-mail til Berlingske forklarer han, at han blev kontaktet af Læsø Kunsthal sidste år. Efter at have researchet på udstillingsstedet og set, at tidligere udstillinger havde modtaget både offentlig og privat støtte, valgte han at efterkomme anmodningen.

Først senere blev han kontaktet af en journalist fra Weekendavisen, der gjorde ham opmærksom på, at udstillingen også bød på billeder af kunstnere »hvis værdigrundlag ligger fjernt fra såvel Ai Weiweis som mit eget«, som Faurschou skriver. Oplysningen fik ham til at trække værket tilbage.

»Flere af kunstnernes såkaldte »politiske kunst« vil provokere for provokationens skyld og tager efter min mening ytringsfriheden som gidsel. Derfor har jeg valgt at trække værket fra udstillingen. Det er min beslutning, da det er mig, der ejer kunstværket,« skriver Jens Faurschou.

Han understreger at han har været i kontakt med Ai Weiweis studie og at beslutningen er truffet i enighed.

At Jon Eirik Lundberg allerede i efteråret havde sendt en mail med mulige navne til udstillingen, heriblandt de tre, der er nævnt her i artiklen, gør ingen forskel., Mailen var åbenbart strandet og Jens Faurschou blev først senere opmærksom på den.

Bizart og ubehageligt

Det er ikke første gang, at der er ballade om udstillingen på Læsø Kunsthal. Tidligere på året valgte to danske kunstnere at trække sig fra en helt anden udstilling. Tilsyneladende i protest over, at Dan Park og Uwe Max skulle udstille samme sted.

»Det er helt absurd,« mener Uwe Max, der er kunstner og under folketingsvalget stillede op for Stram Kurs.
»Jeg har jo foreslået flere navne til Kunsthallens udstilling, og det var ikke nødvendigvis kunstnere, jeg var enig med. Det var kunstnere, der lavede spændende værker. Hvis man begynder at udvælge kunst efter, hvem man er politisk enig med, er man forkert på den. Jeg vil faktisk bruge et ordvalg fra venstrefløjen og sige, at det bygger på »et meget ubehageligt menneskesyn«.«

At det netop er Ai Weiwei, der markerer sig i denne forbindelse, gør blot sagen endnu mere grotesk, mener Uwe Max.

»Jeg er faktisk lidt forarget. Hans kunst er fordømt af det kinesiske regime, han ved alt om at være holdt udenfor. Jeg synes, at han udviser en forbløffende mangel på solidaritet.«

Udstillingen »Den politiske kunst« kan ses hos Læsø Kunsthal fra den 7. juni. Da Ai Weiweis afslag kommer så sent, er hans værk nævnt i udstillingens katalog, ligesom der også vil hænge små sedler med forklaringer på den tomme plads i udstillingen.

»I mine øjne er ingen kunstværker politiske. Det er kun folks læsning af dem, der er politisk,« siger Jon Eirik Lundberg, der fastholder retten til at udstille de højreradikale kunstnere.

I den forstand er selve debatten om denne her udstiling vel også et værk?

»Ja, det kan du godt sige. Det spændende er så om det værk slutter, når udstilingen åbner, eller om det først begynder der,« svarer Jon Eirik Lundberg.