Ai Weiwei atter på vej til Danmark - filmfestival klar til at beskytte ham

Efter i 2013 at have forårsaget en diplomatisk fejde mellem Danmark og Kina, besøger samfundskritiker Ai Weiwei Danmark i næste måned. CPH:DOX understreger samtidig, at Ai Wei Weis’ deltagelse ikke skal opfattes som en provokation. »Vi har først og fremmest sagt ja til at få hans film hertil, fordi det er en god film,« siger Tine Fischer.

Ai Wei Wei fotograferet ved en tidligere udstilling i London på Royal Academy of Arts. PETER NICHOLLS

Sidste gang Ai Weiwei fik vist en film i Danmark, i 2013, forsøgte den kinesiske ambassade at lægge pres på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX for at forhindre, at hans film vandt en pris. Den gang var kunstneren her ikke selv, men nu kommer Ai Weiwei selv hertil for at vise en ny film ved CPH:DOX i næste måned.

Den 22. marts får hans seneste film »The Rest« verdenspremiere som en del af festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD, hvor Ai Weiwei selv vil være til stede og fortælle om sit projekt med at dokumentere en af »verdens største humanitære kriser«.