Agenten, der sladrede

Nogle gange ser man noget i TV, som ikke rigtig kan falde på plads i maven. Et sådant program var »Agenten, der sladrede«, sidste uges dokumentarfilm på DR1 om den afhoppede efterretningsagent Frank Grevil. Det vender jeg tilbage til.

Frank Grevil – udsat for en instruktør, der vil fortælle om de menneskelige omkostninger ved at agere mod loven, men i overensstemmelse med sin samvittighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Lige nu pågår (med en vis ophidselse) en diskussion i den danske TV- og mediebranche – især efter TV2s dokumentar om den bedrageridømte Peter Linck for et par uger siden. Hvor er den kritiske efterforskning, spørger kritikerne. Og hvad skal de iscenesatte og undertiden overdramatiserede rekonstruktioner gøre godt for? På den modsatte fløj står »dramadokumentaristerne«, der derimod mestrer TVs og films fortællemidler så bravt, at de tilsyneladende har skubbet den kedsommelige papirnussende research og forklaring til side til fordel for fiktionaliserede scener og store følelsesudbrud.

»AGENTEN, DER SLADREDE« – et portræt af whistlebloweren Frank Grevil – havde ingen rekonstruerede scener, men følelsesappel til overflod. Den handler om manden, der i 2004 lækkede fortrolige efterretningsvurderinger om Irak til Berlingske Tidende. Trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) var en del af det grundlag, som Danmark gik i krig i Irak på, og de indeholdt ikke mange sikre oplysninger om masseødelæggelsesvåben. Havde politikerne dermed ført danskerne bag lyset? Det mente Frank Grevil. Han gik til medierne og blev et år senere idømt fire måneders fængsel for lækagen.

Den nyuddannede filmager Jacob Kjær Pedersen har fulgt Frank Grevil flere år efter domsafsigelsen. Grevil venter i dag stadig på at afsone de sølle fire måneder, men afsoningen forsinkes – viste det sig i filmen – bl.a. af, at Grevil (enkemand og far til to) har en 14-årig datter, som ikke kan være alene hjemme. Samtidig kæmper den tydeligt og stadig mere depressive, forvirrede og alkoholiserede Grevil med at acceptere, at myndighederne hverken kan eller vil hjælpe ham til benådning.

Filmen går tæt på, meget tæt på. Også på Grevils 14-årige datter, der mildest talt trænger til en stærk voksen at læne sig op ad og en timelang krammer. Hvad hun sjældent lader til at få. Og filmen går meget tæt på mennesket Grevil, der, som filmen skrider frem, lader til at være en mand i opløsning. Læberne bævrer, stemmen ryster, når han taler om, hvad hans samfundssind, retfærdighedssans og manglende evne til at kunne leve i »spindet af løgne« har kostet ham.

På den anden side virker han i visse scener som en mand, der slet ikke kan få nok af at iscenesætte sig selv på kamera og tryk. F.eks. da han leverer den helt fejlplacerede bemærkning: »Det er trist, at din mor ikke kan være her, men sådan er livet jo« til sin legatmodtagende søns studenterdimission. Var dén til ære for kameraet?

EN SÅ FØLELSESTYK, udleverende dokumentar SKAL have en bredere og større samfundsrelevans. Instruktøren, der lavede »Agenten, der sladrede« – eller »Being Frank« som den dobbelttydige engelsk titel er – som sin afgangsfilm fra en engelsk filmskole, forklarer sin tilgang således:

»Hvad jeg især kigger efter er en karakters indre/personlige kamp, som den udspiller sig i en ydre/retssagsrelateret historie. Dette gør det muligt for karakteren at reflektere over hans/hendes personlighed, udvikling, følelser etc. i noget, som seeren allerede er bekendt med.«

Altså: Vi kender alle FE-sagen sådan nogenlunde. Vi husker alle Frank Grevils karaktertræk fra medierne; nu vil instruktøren fortælle om de menneskelige omkostninger ved at agere mod loven, men i overensstemmelse med sin samvittighed.

Og jeg kan godt forstå det argument. Hvis man som whistleblower ikke blot risikerer fyring og fængselsstraf for at afsløre potentielle løgne i statsapparaturet, men også får splittet sin psyke og sin familie ad, så kan man da være sikker på, at hemmeligheder og løgne forbliver godt gemt i »systemet« fremover. Hvem skulle vove at sladre? På den anden side: Når en konkret person udstilles så råt, nøgent og næsten krænkende, som det sker i »Agenten, der sladrede«, må man i enhver journalistisk sammenhæng spørge sig selv, om denne afklædning tilfører noget helt nødvendigt og nyt til den offentligt relevante »sag«. Hvis nogen vil argumentere for, at det gjorde »Agenten, der sladrede« absolut ikke, forstår jeg godt argumentet.

MED SÅLEDES TO argumenter, som begge er logiske og forståelige, er det svært at finde ud af, hvad man skal mene. Måske er det en personlig smagssag. Men jeg tror, jeg hælder til argumentet imod. For maven havde det ikke for godt efter førsteparkets-overværelsen af Frank Grevils deroute.

»Agenten, der sladrede« kan genses i dag kl. 10 på DR1.