Afsked med »skønlitteraturens mand«: Hvad er det for et forlag, Gyldendal bliver nu?

Tre forfattere fortæller om deres forhold til Johannes Riis, Gyldendals fratrædende litterære direktør.

Foto: Asger Ladefoged, Søren Bidstrup, Lærke Posselt. »Jeg ser Johannes Riis som et meget ordentligt og dannet menneske. En mand med nogle borgerlig idealer på en måde, der er forbilledlig,« siger forfatteren Kaspar Colling Nielsen om Gyldendals nu tidligere litterære direktør. 
Læs mere
Fold sammen

Jens Christian Grøndahl

Som redaktør har Johannes Riis haft overblik over de lange linjer i en tekst og et nidkært blik for den enkelte sætning. Han har været en forlægger af den gamle skole, fordi han forener sit litterære gehør med en bred kulturel og historisk horisont.

Som regel er han den blufærdige diplomat, men han er bestemt ikke uden temperament, og man er aldrig i tvivl om hans rødder i Limfjordslandet og et andet Danmark end det, der kendetegner parnasset.

At han stopper som litterær direktør, er der ikke noget unaturligt ved, hverken i forhold til hans alder eller til, at forlaget har fået ny ledelse. Jeg kan sagtens leve mig ind i, at han fremover vil fokusere på bøgerne og forfatterne.

Foto: Simon Skipper. At han stopper som litterær direktør, er der ikke noget unaturligt ved, hverken i forhold til hans alder eller til, at forlaget har fået ny ledelse,« siger Jens Christian Grøndahl om Johannes Riis fratrædelse. Fold sammen
Læs mere

Kirsten Thorup

Det er et stort tab for Gyldendal, fordi han både indadtil og udadtil har tegnet forlaget. Han har været skønlitteraturens mand, har i den grad kæmpet for skønlitteraturens plads og været en synlig direktør.

»Det er vigtigt, hvem der tegner forlaget, og hvad det er for en ånd, der er på forlaget.«


Og hvad er det for et forlag, Gyldendal bliver nu? Det er det spørgsmål, hans afgang giver anledning til. Det er vigtigt, hvem der tegner forlaget, og hvad det er for en ånd, der er på forlaget.

Heldigvis bliver han som redaktør. Jeg har haft ham som redaktør siden år 2000 og været meget glad for ham.

Foto: LEHTIKUVA. Kirsten Thorup, der sidste år modtog Nordisk Råds Litteraturpris, har haft Johannes Riis som redaktør siden 2000. Fold sammen
Læs mere

Kaspar Colling Nielsen

Jeg ser Johannes Riis som et meget ordentligt og dannet menneske. En mand med nogle borgerlig idealer på en måde, der er forbilledlig.

»Dér var han den eneste af de tilstedeværende, som kritiserede den enfoldige økonomiske nyttetænkning«


Og så har han været god til at forsvare litteraturen og kunstnere. Jeg var senest sammen med ham til kulturministerens kulturmøde på Rødding Højskole.

Dér var han den eneste af de tilstedeværende, som kritiserede den enfoldige økonomiske nyttetænkning, som prægede mødet. Han var den mest progressive.

Foto: Søren Bidstrup. Johannes Riis har været god til at forsvare litteraturen i den offentlige debat, mener Kaspar Colling Nielsen. Fold sammen
Læs mere