Ære være faster Lillian

Bøger: »Texas’ rose« Dy Plambeck debuterede som sprælsk og fortællende digter med digtsamlingen Buresø-fortællinger i 2005. Nu har hun sluppet talentet løs i en forrygende roman.

Bare jeg dog havde kendt faster Lillian. Sådan tænkte jeg, da jeg i en forslugen mundfuld havde læst Dy Plambecks debutroman »Texas’ rose« og i skuffelse over, at der ikke var mere, måtte begynde forfra. Men det passer jo ikke. for jeg har kendt faster Lillian. Det tror jeg, de fleste af os har. Sådan et stort, vildt, voldsomt, krævende, givende, vidunderligt, plagsomt, initiativrigt og fuldstændigt egensindigt menneske, som man bare må overgive sig til, som sætter ting i gang, som gør hverdagen fuldstændig eventyrligt, men som også tager pusten fra en, får en til at ånde lidt lettet op, når hun går. Som dybest set fortæller en, hvor småligt og ikke-rummeligt et menneske, man også er.

Lillian er hovedpersonen i Dy Plambecks roman. Et uægte barn, et menneske, der tidligt er blevet forladt, og som vokser op med en ustyrlig og umættelig sult. På mad og på mennesker. Og et menneske, de færreste for alvor kan rumme.
Gennem romanens mange små kapitler fortæller niecen Abby om faster Lillians liv og ikke mindst om det liv, hun selv havde med hende i det familiekollektiv, som Lillian tog initiativ til i Over Dråby. Her er fest og farver ikke mindst takket være den cowboymytologi med ture i prærievogn, fester med indtog på papmachehest og linedans, som Lillian satte i værk.

Der er ingen kronologi, og det er bl.a. det, der giver romanen sin særlige lethed. Vi zikzakker mellem nære og fjerne erindringer, mellem noget Abby selv har oplevet, og noget hun digter til om Lillian liv på basis af familiemytologien. En dag er Lillian der nemlig ikke mere. To oplysninger har dræbt hendes tillid. Dels at hendes rigtige mor stak af fra hende, og at hun er vokset op hos sin moster, dels at hendes livs udkårne, Jimmy, har tænkt sig at leve med håndboldspilleren fra Køge. Familien forholder sig passivt, og en dag har Lillian pakket alt sit cowboykluns og er flyttet til Hanoi.

13 år efter er det Abby, der henter hendes urne i Vietnam – i øvrigt i sig selv en forrygende historie, for Lillian har delt sit liv med en dværg, der mestendels indtager slangesaft blandet med risvin! Abby var blot 12-13 år, da familien bare lod Lillian rejse, og gik på mange måder selv i stykker, da hele den eventyrlige verden med et trylleslag forsvandt. Fortællingen om Lillian er også et sorgarbejde og en måde for at finde den vej, hun selv skal gå ad. En vej, som måske virkeliggør Lillians drøm. Hun har gemt på mindet om faster Lillian »som en hamster gemmer på sin mad«, og nu skal fyldet altså ud af kindposerne.
Dy Plambeck skriver vidunderligt. Let, morsomt, underspillet, underfundigt og med dybeste alvor. Hendes billeder er hendes egne, stilheden ligger »som flamengo om et indpakket stereoanlæg«, et chok bliver siddende om en person »som skallen om et æg«. Man morer sig, men man mærker også brodden, direkte stikkende mod alt det småborgerlige, som Lillian konstant udfordrede. Tillykke til Dy Plambeck, som har sat Texas’ rose i blomst.