Ældre og oldinge giver romanen ild

Det handler ikke om gammelfar eller hoplapensionister, men om det rigtige liv efter 60. Danske forfattere som Christian Jungersen, Trisse Gejl og Jens Blendstrup skriver nuanceret om ældres liv. Det samme gør Paul Auster, Julian Barnes og Alice Monro. Ældrelitteratur er en ny genre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forlagene markedsfører gerne nye bøger som spændingslitteratur, psykologiske thrillers, chick lit og udviklingsromaner, men vil de ungdommelige marketingfolk nogensinde med udråbstegn og sproglige trommehvirvler udråbe en ny roman til »ældrelitteratur«?

Formentlig ikke, men ikke desto mindre er ældrelitteratur, som professor i litteratur ved Syddansk Universitet Peter Simonsen kalder »en ny litterær genre«, gået i offensiven på den litterære slagmark.

Dansek forfattere som Christian Jungersen, Anders Bodelsen, Trisse Gejl og Jens Blendstrup skriver om ældre, og svenske forfattere har haft international succes med titler som »En mand der hedder Ove« og »Den 100-årige der kravlede ud af vinduet og forsvandt« – den sidste er filmatiseret og sættes nu også op som teaterstykke i Berlin.

»Det nye er, at flere forfattere – både ældre og yngre, mænd og kvinder – skriver om det og gør det på en nuanceret måde. De skriver både om det nedtrykkende og om det tragiske – nogle gange på en lidt slapstick-agtig måde - og om alderdommen som et nyt livsafsnit med muligheder og udvikling. Forfatterne ser i stigende grad ældre som mennesker med et komplekst indre følelsesliv og ikke som stereotyper. Man ser de ældre som specielle og ikke bare som unge, fanget i en gammel krop,« siger Peter Simonsen.

Hans forskning i ældrelitteratur har resulteret i bogen »Livslange liv,« der udkom forleden. Han siger, at genren er defineret af sit indhold. Det drejer sig ikke om ældre som hverken underlige gammelfartyper eller hoplapensionister, som pensionsindustriens reklamer fremstiller dem. Det handler derimod om ældre i forhold til at være forældre og bedsteforældre, gå på pension og tage hul på et nyt – aktivt – livsafsnit, bo på plejehjem eller opleve ensomhed og tab på den særlige måde, ældre gør, når de mister relationer til mennesker, de har kendt hele livet.

Læs også:

Der er ifølge Peter Simonsen flere årsager denne udvikling. Helt grundlæggende handler det om, at der bliver flere og flere ældre. Demografien ændrer sig. Og de ældre er mere og mere friske. De bliver længere på arbejdsmarkedet, og de bruger pensionistlivet aktivt til rejser, motion, kultur, tid til børnebørn, uddannelse og så videre.

»Når der sker noget så iøjnefaldende nyt, afspejler det sig også i litteraturen. Man taler om en alderdomsrevolution, og det er en sindssygt interessant ny situation. Så længe, der har været forfattere, har der også været gamle forfattere, men tidligere var det ikke sædvanligt, at mennesker i al almindelighed blev særligt gamle. I dag har vi en stor befolkningsgruppe på over 60 år. Det er normalt, at man får et langt liv, og det er interessant at skrive om. Og selv om jeg ikke vil anklage forfattere for at spekulere i det, så skal man heller ikke være blind for, at der er et stort marked for denne type litteratur. Forlæggerne vælger måske at udgive manuskripter, der tematiserer de livserfaringer og livssituationer, en stor del af befolkningen har. Det giver god mening. Litteratur skal jo bruges til at blive klogere på nye aspekter af tilværelsen,« siger Peter Simonsen, der også ser en litteraturhistorisk udvikling i, at forfatterne skriver om ældre.

»Alderdommen er et nyt emne for romanen. Engang var romanen unge menneskers litteratur. Dannelsesromanen, som kom frem i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet, handlede om unge mennesker, der skulle ud og erobre verden og finde sig selv og finde en partner. Og når de havde gjort det, så sluttede romanen – så var der ikke mere at fortælle om. Derefter var livet forudsigeligt. Man levede sit arbejdsliv og døde. Punktum,« siger han.

»Nu ser man, at det ikke bare er blevet normalt at være over 65 år gammel – man starter på et nyt livsafsnit og laver nye ting, når man går på pension. Det er blevet socialt acceptabelt og menneskeligt forventeligt, at man bliver ved med at udvikle sig, lære nye ting og gøre sig til gavn for både familien og samfundet. Velfærdssamfundets redning ligger ikke mindst i, at ældre mennesker bliver mere og mere raske og bliver ved med at bruge deres evner og energi.«

Ældrelitteraturen er ifølge Peter Simonsen et internationalt fænomen, og det er et emne, han måske vil tage op i sin næste bog. Paul Auster efter 2003 skriver i den genre, siger han. Det samme gør to andre store amerikanske forfattere, Philip Roth og Marilynne Robinson. I Sydafrika er det J.M. Coetzee, i England Julian Barnes og i Canada Alice Munro, der netop har fået Nobelprisen i litteratur.

»Det er nogle af de fremmeste og mest spændende forfattere, der skriver om gamle mennesker. Om at blive ældre og om at være ældre. Det er her, romanen finder sit nye emne og får lov til at udvikle sig. I Danmark er det karakteristisk, at velfærdsstaten spiller en kæmpe rolle for ældre menneskers liv, for deres selvopfattelse og for synet på ældre. Det gør den ikke i den internationale litteratur. Her handler det mere om familie, kirke og religion og om en middelklasse, der selv har sparet op til alderdommen,« siger Peter Simonsen.

Læs også:

Charlotte Weiss, forlagschef på Politikens Forlag, ser også på de internationale bogmesser i Frankfurt og London en tendens til flere bøger, der har ældre, og ikke mindst midaldrende, som tema.

»Og i modsætning til tidligere handler denne litteratur ikke kun om ældre, der ser tilbage på deres liv. Den handler også om mennesker, der finder en værdi i deres nutid og i det liv, de lever nu. Tendensen kan være en reaktion på dyrkelsen af det unge, og så hænger den måske også sammen med den økonomiske krise, som har gjort, at erfaring får værdi. Det gode er, at det ikke kun er tilbageskuende litteratur. Det handler også om, at nuet har værdi. Der er en form for drivkraft, aktivitet og livslyst i det at blive gammel – selv om alderdommen jo også på et andet plan er en afslutning. Folk bruger alderdommen og har flere penge og muligheder,« siger Charlotte Weiss.

I sin selvbiografiske gennembrudsroman »Gud taler ud« taler ud skriver den danske forfatter Jens Blendstrup om sin far, der – ligesom Gud – er god, ikke ufejlbarlig og ondskabsfuld, når han drikker. Beder man Jens Blendstrup om et bud på, hvorfor forfattere skriver om ældre, peger han på, at ældre har mere livserfaring end unge.

»Jeg har altid opfattet alder som en gevinst. Snarere end som noget, der ligger for enden af alting som en pinlig blindtarm. Jeg er vokset op som efternøler med gamle forældre, så meget af min børnelærdom stammer fra de liv, de gamle levede, før jeg kom til. Måske var der også nogle andre forældreroller dengang, roller som er spændende at få bragt i spil, når man sammenligner med de liv, vi lever i dag. Det er jo livet med hele buen at skildre mennesker, der har levet et helt liv, frem for at skildre unge, der har læst flere liv, men ikke har erfaring nok til at anvende den viden. Det har gamle folk.«

Jens Blendstrup, der i øjeblikket skriver på en bog med ældre med livserfaringer, opfatter »fædre og oldinge som et middel til at få en fortælling i vatter. Det sjette krydderi, som giver ild.« Han synes, at vi lever »fanatisk ordentlige« liv med klidkiks, glat hud og fitness. Folk savner historier om originaler og levet liv med svinkeærinder.

Læs også:

»»Hvad så oldefar. Var du i Biscayen? Nej, men jeg stod på et løbebånd! »Vi mennesker savner slitagen, eller jeg gør i hvert fald, som menneske og som forfatter. Vi savner dem, der går deres egne veje, og det gør gamle mennesker som regel, efter de har forsøgt at rette sig og stå på tæer for slægt og venner.«

Jens Blendstrups egen »Gud taler ud« taler til humoren, og det samme gør bestsellere som »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt« og »En mand der hedder Ove«. Alle tre romaner falder ind under genren ældrelitteratur, og alle tre har solgt godt. Hvordan forklarer Jens Blendstrup det?

»Der har været en længsel efter fortællinger, der rækker bagud i tiden, før vores eget liv. Jeg havde det lidt som en rydning i skoven, efter min mor og far og farfar var døde. Der var alt for meget lys, og jeg måtte skynde mig at genopføre dem igen, så jeg kunne holde mit eget lille liv ud. Vokse i skyggen af gamle kæmper og tænke: »Nå ja, det nåede de da heller ikke.« Det sætter jo ens eget liv i perspektiv at læse om andres, og det er jo ligesom rav at kigge ind i et gammelt menneske. Sidder man længe nok, ser man ikke bare et cv, men et helt menneske.«