Sanger, rapper og skuespiller Aaron Carter blev lørdag fundet død i sit hjem nær Los Angeles i den amerikanske delstat Californien. Han blev 34 år gammel. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En talsmand fra politiet i Los Angeles bekræfter over for Reuters, at der er blevet fundet en død mand på Aaron Carters adresse, og at sagen bliver efterforsket.

Der er ingen meldinger om, at der skulle ligge en forbrydelse bag hans død.

Aaron Carter blev kendt som barn, hvor han blandt andet turnerede med sin bror Nick Carter og brorens band, Backstreet Boys.

Han var kun ni år, da han udgav sit debutalbum i 1997. Senere i sin karriere skiftede han fra sang til rap, og han medvirkede desuden i flere teaterproduktioner, blandt andet »Seussical« på Broadway i New York.

Aaron Carter har kæmpet med misbrugsproblemer i flere år.

I 2019 var han med i det amerikanske talkshow »The Doctors«, hvor seerne kan få medicinsk rådgivning. Her fremviste han en pose med en række medikamenter til behandling af blandt andet multipel personlighedsforstyrrelse, skizofreni, bipolar lidelse og angst.

Desuden var han i misbrugsbehandling flere gange. The Hollywood Reporter har skrevet, at han blandt andet var i behandling tidligere i år, hvor han forsøgte at få forældremyndigheden tilbage, så han kunne se sin søn, Prince.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.