Årets teater

»Et drømmespil«, Betty Nansen Teatret. Teateråret reddet på målstregen: Iscenesætteren Katrine Wiedemann satte August Strindbergs klassiker på scenen som en flot gennemarbejdet, billedpotent forestilling, der hele tiden legede med og udfordrede perspektivet i en verden, som den klynkende menneskehed havde sporet sig helt skævt ind på. I en sådan grad, at perspektivet var forvredet med stor effekt. Forløst midt mellem gråd og latter af et lydefrit ensemble med Sofie Gråbøls lysende, gennemsitrede gudedatter, som stiger ned til jordelivets jammerdal for at forstå menneskehedens klagesang, i front.

Aarhus Teater. Med Madeleine Røn Juul som chef har Aarhus Teater fundet en ny melodi og et fornyet publikum. Året bød på flere flotte udspil: I januar spillede stadig Rolf Heims flotte billedliggørelse af Nick Caves mørke sange, »Nick Cave Teaterkoncerten«. Christian Lollikes »Nathan (uden titel)« var en ambitiøs religionsdiskussion som vandreforestilling i Århus Domkirke. Og efter sommerferien fulgte man op med »Hvordan vi slipper af med de andre«, en kras, satirisk socialgyser, iscenesat af teaterchefen selv samt med Rune David Grues storladne Dostojevskij-fortælling »Idioten« med talentet Martin Greis i den krævende hovedrolle.

»Hjem Kære Hjem«. Hvad sker der, når råheden fra den virkelige verden pludselig bliver inviteret inden for i rækkehuset? Med dette udgangspunkt kastede Teater Grob sig over »Hjem, kære hjem«. En enkel historie om den hjemvendte soldat, der krakelerer under et besøg i ungdomskammeratens hvidmalede Ikea-idyl, blev en stærk og troværdig historie om alle dem, vi sender i krig og alle dem, der gemmer sig herhjemme.

»Kvindernes Hævn«. Da Kitte Wagner og Jonatan Spang indtog Nørrebro Teater, var der en del rynkede pander. Kunne sådan to ukendte profiler løfte arven efter Per Pallesen? Og hvad mente de, når de talte om morderne morskabsteater? Det viste Spang og Wagner med »Kvindernes Hævn«. Nyfortolkningen af Aristofanes’ klassiske komedie var på alle måder topmoderne underholdning med lige dele hurtige kommentarer, sjofle pointer og hurtige kostumeskift. Det var sjovt. Det var godt. Og det lover godt for fremtiden på Nørrebro Teater.

»Chicago«. Det er ikke alt teater, der skal gøre os klogere og stille dybe spørgsmål. Nogle gange skal vi bare underholdes, og det blev vi på Det Ny Teater, der viste en flot udgave af musicalen »Chicago«. Her dannede et velspillende band, et godt crew og nogle fantastiske dansere den perfekte ramme om den amerikanske fortælling om sex, grådighed og kynisme. That’s showbizz!

Heidi Colding-Hansen. Lille kvinde, stort talent. Hun har ganske vist været uddannet fra Statens Teaterskole siden 2003 og gjorde hurtigt opmærksom på sig selv i flere roller, hvor hun viste imponerende spændvidde. Med den østrigske dramatiker Gerhild Steinbuchs »Kopftot – et flugtforsøg« konsoliderede hun sig som en af sin generations mest lovende navne. Hendes splittede, incestramte pige i den grumme og poetiske historie var en uhyre disciplineret præstation med grænseløs sorg i de store, udslukte øjne, der rummede hele historien. Bevægende spil, der gjorde stort indtryk.

Metropolisfestivalen. Københavns Internationale Teater fornyede sig selv og festivalformen med sommerens Metropolisfestival, som sprængte teaterrummet og lod byens pladser og torve være rammer om nye måder at inkorporere kunsten i bybilledet. Komplet med formeksperimenterende udenlandske gæstespil og spændende, danske multikunstprojekter. Festivalen ramte lige ned i diskussionen om, hvad vi kræver af vores by.

»Pis«, Det Kongelige Teater. Fem stærke mandlige skuespillere, anført af Lars Mikkelsen, pissede territoriet af i denne moderne, morsomme manderevy om at være en voksen mand fanget i en voksen mands krop. Musikalsk sat sammen og iscenesat af talentet Kamilla Wargo Brekling med imponerende variationsevne og sans for rummet og de kroppe, som ikke havde nogen steder at gemme sig i Takkelloftets store, tomme rum.

»Den allersidste dans«, Mungo Park. Mungo Parks unge, dynamiske ensemble portrætterede de gamle på et plejehjem i denne rørende forestilling, der med helt enkle midler fik fortalt en væsentlig historie om livet, når det rinder ud. Lige appellerende til unge som dem, der var alt andet end det. Fortalt med både indlevelse og fin distance af instruktørtalentet Petrea Søe.

»Erasmus Montanus«, Grønnegårds Teatret. Instruktøren Christoffer Berdal gjorde næsten Holberg bedre, end han egentlig er, med Grønnegårds Teatrets klassikertolkningforestilling i det fri. Han lod komedien udstille den meningsløse diskussion for diskussionens skyld. På den glimrende baggrund blev også Lars Mikkelsens overlegne Erasmus for en gangs skyld til et levende menneske.