Årets litteratur-Nobel er en hyldest til den korte form

Nobelprisen i litteratur går i år til en af novellegenrens helt store mestre, den canadiske forfatter Alice Munro. »Fuldstændig virtous« og »i verdensklasse« siger hendes danske oversætter, forfatteren Ida Jessen, om den gamle dame.

Canadiske Alice Munro modtager i år Nobelprisen i litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER MUHLY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle gange overrasker Det svenske akademi ved at tildele Nobelprisen i litteratur til en forfatter, som ingen overhovedet havde regnet med og få overhovedet kendte navnet på. Andre gange overrasker de lærde svenskere ved at gøre det stik modsatte. Nemlig ved simpelthen at udnævne en pristager, som rigtig mange kender, som har mange læsere, og som i mange år har været en af bookmakernes favoritter.

I år overraskede Det svenske akademi på sidstnævnte måde. Valget af den 82-årige canadiske forfatter Alice Munro er et populært valg. Det er også et strategisk klogt valg, i det omfang Det svenske akademi overhovedet måtte tænke strategisk. For det første pynter Alice Munro på statistikken, idet der hermed vil være i alt 13 kvinder blandt de nobelpristagere i litteratur, der er blevet udnævnt siden 1901. For det andet repræsenterer hun en genre, der altid har været underrepræsenteret i nobelprissammenhæng, nemlig novellen.

For det tredje får det nordamerikanske kontinent endelig igen en litterær nobelpristager. (Sidste gang, det skete, var tilbage i 1993, da prisen gik til amerikaneren Toni Morrison.) Endelig – og for det fjerde – er det rigtig mange år siden, en canadisk forfatter sidst fik nobelprisen i litteratur. Det var i 1976, da hæderen gik til Saul Bellow, og så alligevel kun næsten, for Saul Bellow var på det tidspunkt for længst flyttet til USA.

Men også på en anden måde skrev Det svenske akademi historie i går. Nemlig ved selve begrundelsens ordlyd, der ikke, som normalt, består af en litterær, poetisk beskrivelse af det hædrede forfatterskabs essens, men kort og godt af følgende: »Den samtidige novelles mester.« Sådan! Hverken mere eller mindre. En kort begrundelse til kortformens suveræne behersker. Læst op af Det svenske akademis såkaldte faste sekretær, professor Peter Englund, der traditionen tro præcis klokken 13.00 torsdag gik ud af sit kontor i Det svenske akademis fornemme hus i Gamla Stan i Stockholm for at møde verdenspressen.

Hvad siger pristageren selv?

»Jeg vidste, at jeg var med i opløbet, men jeg havde aldrig troet, at jeg ville vinde,« lød det, ifølge The Canadian Press, fra den overraskede forfatter. Peter Englund fortalte på sin side, at han havde forsøgt at ringe til Alice Munro for at overbringe hende den store nyhed, men at han havde måttet nøjes med at efterlade en meddelelse på hendes telefonsvarer. Han sagde også, da han bagefter blev interviewet om valget af netop Alice Munro, at hun har »kultiveret novellen som form til noget nær perfektion.«

Alice Munro blev født i 1931, som datter af en far, der var pelsavler, og en mor, der var skolelærer. Hun begyndte at skrive som teenager og debuterede tidligt, i 1950, med en enkelt novelle, mens hun stadig studerede på University of Western Ontario. I 1951 forlod hun universitetet for at blive gift, og i 1963 flyttede hende os hendes daværende mand til Victoria, hvor de åbnede en fin boghandler, »Munro’s Books«, der stadig eksisterer i bedste velgående. Alice Munros første novellesamling, »Dance of the Happy Shades« fra 1968, modtog Canadas fineste litterære pris, Govenor General’s Award, og der kom mange flere novellesamlinger til. I 1980erne og 1990erne i gennemsnit én om året.

Amerikansk litterær tradition

I smuk overensstemmelse med amerikansk litterær tradition er mange af Alice Munros noveller også gennem tiden blevet trykt i tidsskrifter som The New Yorker, The Atlantic Monthly og Grand Street. Det siger noget om deres kvalitet, for at udkomme på den måde er at slippe gennem et nåleøje, men det siger også noget om hendes læsbarhed. Modsat en del andre af de forfattere, der gennem tiden har modtaget Nobelprisen, er Alice Munro en relativt let tilgængelig forfatter.

Og så er hun i øvrigt – og også modsat mange af sine forgængere – godt tilgængelig på dansk. I en af hendes bøger på vort hjemlige sprog, de ni noveller i »Fjendskab, Venskab, Ægteskab«, skildrer hun, med forlaget Gyldendals ord, »mennesker i konflikt mellem tradition og fornyelse, mellem det hjemlige og ubekendte, mellem tryghed og frihed.« Tidligere i år udkom, også på Gyldendal, »For meget lykke«, der – igen på typisk munrosk vis – skildrer hverdagsmennesker, der ikke er mere hverdagsagtige, end at de også er ganske uforudsigelige.

»Man er fra første linje med det samme dybt inde i et sind, som hun altid formår at forlene med en troværdighed, så man overbevises om, at netop sådan må det menneske tænke og handle,« skrev Berlingskes Kathrine Lilleør i sin anmeldelse, og hun fortsatte:

»Der er aldrig en falsk tone i »For meget lykke«, heller ikke i den danske oversættelse, der er eminent musikalsk gjort af forfatteren Ida Jessen og hendes mor, Gudrun Jessen. Sammen med Munro fører de læseren ind i et univers, der i dansk kontekst er åndsbeslægtet med Ida Jessens eget forfatterskab.«

Verdensklasse

Ida Jessen selv siger om den litterære topnyhed:

»Allerførst vil jeg sige, at det er meget fortjent, for det er litteratur i verdensklasse. Det, som er så betagende ved Alice Munro, er først og fremmest, at hun er fuldstændig virtuos til at beskrive steder og personer. Men bliver inviteret indenfor og revet med, og det føles altid, som om man har været gennem en hel roman. Man kan ikke læse en hel novellesamling af Alice Munro på én dag. Det er nok at læse en enkelt novelle, for hun arbejder med en fylde og en rigdom, der er noget ganske særligt.«

Ida Jessen tilføjer, at det dér virtuose, som Alice Munro har, det er der mange andre forfattere, der også har, men ...

»Det, der gør hende til noget særligt, er, at hun har en interesse for det menneskelige, som er øjenåbnende og overrumplende. Når man læser hende, er det som at få et spejl holdt op for én selv. Selv mennesker, der ikke har haft spektakulære liv, er med i hendes noveller, det er ved grød ikke Hollywood, det her, det, det handler om, er hverdagen. Alice Munro kan få læserne gjort det begribeligt, at det er interessant at have et liv, at være menneske, at gennemleve det menneskelige, og hendes personer bliver tit prøvet på alle mulige måder. De kommer ud for hårde ting, men der er en eller anden trøst i det, og den trøst ligger, tror jeg, i, at det er interessant at være til.«

Og så er der også en særlig solidaritet hos hende, en solidaritet over for alle aldre, siger Ida Jessen.

»Da hun var ung, skrev hun noveller om at være ung, nu, da hun er blevet en meget gammel dame, skriver hun noveller om erfaring og erindring, og det er noveller, der ikke kun kan læses af folk, der er blevet gamle, men af folk i alle aldre. Hun får tilgængeliggjort sin egen alder, og hun bliver ved med at synes, at det er spændende at være menneske. Hun skriver ikke kun om alderdommen som en række tab og afsavn, men som en erfaring og en rigdom.«

Alice Munros seneste novellesamling, »Dear Life«, blev udgivet sidste år. Den er sandsynligvis også, hvis man skal tro den nykårede nobelpristager selv, hendes sidste. Uanset hvad har Alice Munro, som professor Peter Englund i går kom ind på, gjort verden og litteraturen nogle meget store tjenester. Eller som den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer engang skrev i New York Times Book Review:

»Alice Munro er dén nordamerikanske skønlitterære samtidsforfatter, som kan gøre krav på at være den bedste: ( ...) Læs Munro! Læs Munro!«