Årets bedste plader

Udland

1) Wilco: Clear Blue Sky. Et mesterværk brygget på 70er-westcoastrock, 60er Sunset Strip-psykedelia, sværmerisk pop, roots, jazz og varm, alt-country.

2) Burial: Untrue. Et natligt bykvad for beats og spøgelsesstemmer. »Untrue« var et tindrende requiem for den britiske ravekultur.

3) The Arcade Fire: Neon Bible. Død og kulturpessimisme kan være a hard sell. Men Arcade Fire har melodierne og den dirrende intensitet.

4) Radiohead: In Rainbows. Det bedste fra superstjernerne siden 1997. Elektroniske forløb og velanlagte, håndspillede instrumenter finder hinanden perfekt.

5) Robert Plant/Alison Krauss: Raising Sand. Led Zeppelins Robert Plant møder bluegrass-esset Alison Krauss i stjernestunder af lo-fi folk, støvet blues og country.

6) Justice: †. Anarkistiske Justice vendte vrangen ud på 1990ernes franske housetradition på årets store klubplade.

7) The National: Boxer. Stemningsfuld, melankolsk og poetisk rockmusik og herlig croonvokal bygget på sten af blide, underskønne melodier.

8) Feist: »The Reminder«. En underskøn, forførende stemme henover toner fra triphoppen over rock til cabaret, canadiske Leslie Feist er fantastisk.

9) Amy Winehouse: Back To Black. Superproduceren Mark Ronson lod tidens store skandalediva hælde det hele ud i sine vanedannende soulsange.

10) Klaxons: Myths Of The Near Future. Klaxons gik uimodståeligt forrest i new rave-bølgen, der blandede rock og dance i en ny tids dekadent pop.

Indland

1) Michael Møller: Every Streetcar’s Got a Name – An Album About Sex and Desire. Imponerende solodebut fra Moi Caprice-frontmanden. Stemningsfulde toner og de bedste engelsksprogede tekster fra dansk hånd nogenlunde ever.

2) Marwan: P.E.R.K.E.R. Marwan fra Århus V gav os Danmarks første troværdige gangsta rap-album, fyldt med hjerne såvel som muskler.

3) Peder: And He Just Pointed To The Sky. Den abstrakte hip hop-tænker og -føler Peder dyrkede sine dybt besjælede mol-klange, så vi blev blå i hovedet.

4) Natasja: I Danmark Er Jeg Født. Vi mistede Natasja alt for tidligt, men hun nåede at vise, hvordan reggae kan rumme alt fra lir til empati.

5) Juncker: Pt. Herlig generationspoesi pakket ind i enkle, ørehængende og guitarbårne pop­melodier sat i scene med kant og overblik.

6) Tina Dickow: Count To Ten. Lige dele smukke ballader og ørehængende popsange. Enkle sange vokser til vedkommende, nervepirrende kunst.

7) Dúné: We Are In There, You Are Out Here. Imponerende debut fra de storhittende teenagere som rimer på Superheroes, Veto, Franz Ferdinand og Bloc Party.

8) Claus Hempler: Return Of The Yes Man. Landets bedste rocksanger bruger strygere, jazzelementer i sin rock- og ballade-butik. Han vil det hele og mestrer lige så meget.

9) Ulla Henningsen: Skønne Spildte Dage. De sendte en dame, og undervejs genopfandt hun sig selv fra jazz- til rocksærling. Årets store, smukke forvandling.

10) Suspekt: Prima Nocte. Aldrig er pomfritkysten blevet fremstillet så dragende. Suspekt gjorde dansk rap og forstæderne ære.