Årets 10 bedste: Historiebøger

Interessen for Anden Verdenskrig er stadig stor, og emnet formår stadig at sætte sindede i kog. Det viser årets historiske udgivelser.

Manden, der stjal Guldhornene, er emnet i en af årets historiske bøger. Arkivfoto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Waffen-SS. Europas nazistiske soldater«

Af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith

1. Tre historikere præsterer forskning på højt internationalt niveau. På godt 900 sider gennemgår de detaljeret Waffen-SS og denne millionstore tyske hærs ugerninger. De danske frivillige er en del af historien. Meget fornemt arbejde og godt formidlet.

»Orientalisten«

Af Tom Reiss

2. Amerikanske forfattere er gode til at underholde, og når de som Tom Reiss også forstår at opdage helt unikke historier, er deres bøger svære at komme udenom. Reiss fortæller om den jødiske eventyrer Lev Nussimbaum, der i naziperioden omskabte sig til arabisk prins. Yderst underholdende.

»Tyven. Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene«

Af Ulrik Langen

3. Den dygtige og velskrivende professor Ulrik Langen fortæller om guldhornstyven Niels Heidenreichs skæbne. Der er mængder af nye oplysninger og et indblik i 1800-tallets grumme virkelighed. Vellykket kombination af arkivstudier og formidlingsevne.

Manden, der stjal Guldhornene, er emnet i en af årets historiske bøger. Arkivfoto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

»En djævelsk alliance«

Af Roger Moorhouse

4. Den britiske historiker beretter om pagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen, og hvordan de to diktatorer Hitler og Stalin enedes om at dele verden mellem sig. Forrygende velskrevet, tankevækkende og vigtig, for ofte fortrænges den tragiske alliance mellem de to totalitære bevægelser.

Årets ti bedste: Danske film

Årets ti bedste: Udenlandske film

»Monrad. Vilje, tidsånd og tro«

Af Henrik Gade Jensen

5. Præsten, debattøren og filosoffen Henrik Gade Jensen giver en nuanceret og spændende beretning om D.G. Monrad, der spillede en afgørende rolle i danmarkshistorien i 1800-tallet. I DRs TV-serie om 1864 var han et psykotisk fjols, hos Henrik Gade Jensen er han en intellektuel kæmpe.

»År nul«

Af Ian Buruma

6. Den britisk-hollandske forfatter fortæller om mennesker lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. En overbevisende beretning om forsøget på at vende tilbage til normaliteten og om forfatterens egen families skæbne. Et upåagtet stykke verdenshistorie fortalt med overskud og empati.

»Stalins datter«

Af Rosemary Sullivan

7. Den amerikanske historiker Rosemary Sullivan giver sig i kast med den vanskelige opgave at berette om Svetlana Stalins ensomme liv. Overraskende nok folder hun Svetlanas liv fuldt ud, så man bevæges. Svetlana var ikke kun sin fars datter, men et menneske med karakter, der hele livet gjorde oprør mod sin far.

Årets ti bedste: TV-serier

»The End of the Cold War«

Af Robert Service

8. Den britiske historiker Robert Service har skrevet biografier om Lenin, Stalin og andre af kommunismens ledere. I år kom han med en beretning om Sovjetunionens sidste år i kæmpeværket »The End of the Cold War 1985-1991.« Det vil næppe undre nogen, at Service skildrer Ronald Reagan som tidens store politiker.

»Kongens klæder«

Af Karsten Skjold Petersen

9. Inspektør ved Tøjhusmuseet Karsten Skjold Petersen gennemgår den danske hærs uniformer. Der var til tider vild forvirring i hærens uniformering. Runde hatte blev udskiftet med trekantede, der så blev til tokantede. Ikke mærkeligt, at soldaterne blev rundtossede. En sær, nørdet, fornøjelig og kulørt gennemgang.

»Dead Wake. The Last Crossings of The Lusitania«

Af Erik Larson

10. De fleste kender til Titanics tragiske sejlads, men kun få husker sænkningen af luksuslineren Lusitania under Første Verdenskrig. Den amerikanske historiker Erik Larson har genskabt dramaet i en bog, der på fortræffelig vis bruger nye kilder til at fortælle om de ulykkelige ofre og forklare, hvorfor skibet gik under.

Årets 10 bedste: Kunst

Årets 10 bedste: Klassiske plader