Året i tilbagetog

2007 var et turbulent år i Danmark. Et år fyldt med gadekamp, knokamp og nødlandinger - men mest af alt fortrydelse. Selv landets statsminister fortrød. Lige som Paula Larrain, Bjarne Riis og alle de andre.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Hvem var han,« vil redaktøren spørge. »Jeg ved ikke engang, hvad hans livret er,« må jeg svare.

Det drejer sig om Anders Fogh Rasmussen. Om hvad skal vi skrive, når han er væk. Hvilket vi åbenbart godt kan begynde at overveje. Al hans virke er driblinger, der skal ende med at flugte et spektakulært statsministerielt skudsmål i nettet, hedder det. Hvorefter han med en større europæisk kontrakt agter at blive nøglespiller i enten NATO eller EU.

Anders Fogh Rasmussens nyeste drejebog handler om hans eftermæle, siger de. Den drejer sig om det billede, der skal hænge i ramme på væggen i statsministrenes hall of fame, når den sidste version af Fogh er gennemspillet: Hulemand, kuglemand, julemand, thulemand …

Anders havde sagt, at hans livret var »frikadeller med kartofler og brun sovs«. Senere stod vi midt under valgkampen hos Vordingborgkøkkenet. Anders Fogh, fru Anne- Mette og jeg – samt et par køkkenprangere, et dusin andre pressefolk og en håndfuld medarbejdere. Der opstod en tvivlrådig tavshed. Som der nogle gange gør i Danmark, når noget pustes op tæt på grænsen for sin bæreevne.

»Hvad er Anders’ livret,« dobbelttjekkede jeg Anne-Mette. »En stor, rød bøf,« svarede fru Fogh tydeligt glad over at få brudt stilheden.

Herpå forventede man, at Anders Fogh Rasmussen med let nasal diktion ville korrigere, at hvad han spiser før valget, det spiser han også efter valget. Han kiggede imidlertid blot kærligt på fruen og sagde: »Jeg har nu godt nok sagt frikadeller tidligere – altså dine frikadeller, naturligvis«.

Det var et mærkeligt år. Et mærkeligt folketingsvalg. Med en mærkelig statsminister. Det var som om han havde valgt at blive en anden. »Luften skal renses,« sagde han. Som er Danmark et alt for indelukket og ildelugtende toilet med forseglet vindue, han nu fortrød at have sømmet til.

Ikke alene skulle vinduet brydes op med et valg. Indlandsisen, det lavtliggende Amager samt resten af verden skulle dertil reddes. Statsministeren havde tilsyneladende fortrudt, at han indtil for nylig havde haft samme forhold til bekymrede klimaforskere, som Birthe Rønn Hornbech har til journalister: De er sengevædere, der ikke har læst ordentligt på lektien og klynker sig frem i verden.

Men 2007 var om noget fortrydelsens år. Både for Rønn – hvilket vi kan vende tilbage til – og for Fogh.

Og de var ikke alene. DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, fortrød, han havde ansat menneskechefer. En beklagelig fejl. De blev alle sammen rettet tilbage til almindelige chefer. Eks-nyhedsoplæser Paula Larrain fortrød, hun var med i »Vild med dans«. I hvert fald efter at hendes teologistuderende ægtemand truede med at smadre knæskallerne på hendes danselærer. Aqua fortrød, de var blevet opløst (det står endnu tilbage at opklare, om de er ene om at have det sådan).

Eller måske skal vi tage en anden fortrydelse. Én af de helt store kovendinger af hensyn til et eftermæle.

»Jeg har taget doping,« sagde Bjarne Riis med distinkt hededialekt som meddelte han, at der ikke var mere toiletpapir.

Vi er efterhånden en del, der har samme forhold til cykelryttere, som Dansk Folkeparti har til muslimer: De er tvetungede. Riis’ tilståelse kom ikke bag på nogen. Det overraskede hverken at manden, der blev kaldt »århundredets danske sportsmand«, havde peppet blodoktanet op, eller at han egentlig ikke forekom specielt brødebetynget over at have gjort det. »Ørnen« fortrød imidlertid, at det ville gå ud over troværdigheden hos hans eget CSC-cykelhold. Omverdenen måtte forstå, at ingen havde som Riis og hans cykelkompagni dedikeret sig til at være et rent hold.

Det forstod vi alle. Lige som Michael Rasmussen også altid har været skinnende ren som en krystalklingende glorie. Rasmussen fortryder blot, at han fulgte så dårligt med i geografitimerne, at han i dag ikke kan kende forskel på mexicanske højdedrag og de italienske Dolomitter. »Kyllingen« – det andet store stykke fjerkræ i den stolte danske cykeltradition – har muligvis fået en »TomTom GPS-navigation med præinstalleret kort over hele verden« i julegave. »Så kører det for ham,« som det hedder i reklamerne.

Så enkelt løser man ikke problemerne med den hjemlige ordensmagt. Især ikke efter at »Den store politireform« blev indført i år 2007.

Politikerne tog det fortrydeligt op, at for meget mandskab sad bag skrivebordene med termokander og citronhalvmåner.

Ordensmagten begyndte nytårsnat med at nægte at rykke ud til et skyderi i Udbyhøj ved Randers. Her var reformen åbenbart ikke trådt helt i kraft. En skrækslagen borger lå med familien på gulvet, mens kuglerne hvislede over stuebordet, fordi en psykisk syg nabo havde udset sig ejendommen som skydetelt. »Hvad vil du have, vi skal gøre ved det,« lød svaret fra alarmcentralen. I de to næste forsøg på at tilkalde politiet, følte vagthavende betjent sig talt for hårdt til og lagde på. Efter seks opkald lykkedes det borgeren at få en patrulje til at dukke op. Den skydende mand blev arresteret uden problemer. Han var løbet tør for patroner.

Den reformerede ordensmagt sluttede året i samme stil. To unge mænd mødte i efteråret op sammen med to vidner for at melde sig på Tønder Politistation dagen efter, at de havde overfaldet en 70-årig mand, der blandt andet brækkede et lårben og flere ribben samt fik skader på kraniet. Men de var gået forkert. Hvis de ville tilstå den grove vold, sagde uniformen bag skranken, så foregik det i Aabenraa, hvor sagen hørte hjemme. »Det er blevet antydet, at denne fejldisponering skulle have baggrund i personalemangel ved Tønder Politi eller i politireformen. Det har den ikke. Den skyldes en brist i den interne kommunikation,« udtalte chefanklageren ved Sønderjyllands Politi senere.

Herefter var alle straks mere rolige. Politireformen er god nok. Dele af politiet har bare ikke hørt om den endnu.

Politiet klarede sig dog udmærket, når det havde god tid til at forberede sine aktioner og anvende sin tålmodige konfliktløsningsmodel. Efter knap et årtis forberedelse ryddede de Københavns Bymuseum nummer to på Jagtvej 69 på Nørrebro i København. Her havde en rummelig ungdom sluttet ring om at bevare og nidkært vedligeholde en markant dansk kulturarv: Marxisme-leninisme, agitrock og antiimperialisme fra 1970erne. På en klidkogt kost af nærende veganerretter magtede de erklærede antivoldelige unge at opbyde forbløffende meget vold. Kun en nænsom og beundringsværdig tålmodig ordensmagt hindrede, at nogen døde. Hverken de vildt hærgende, nogle af de 13-14-årige gadekæmpere eller disses heppende »Forældre mod politibrutalitet« kom alvorligt til skade. Det kunne være gået meget værre, hvis ikke det var fordi, danske betjente er så gode til at tage det roligt, når det brænder på.

Kort efter, man havde fyret omkring 70 millioner kroner af i ekstraudgifter for rydning og nedrivning af »Ungeren«, besluttede overborgmester Ritt Bjerregaard, at der må et nyt ungdomshus til.

Her var tale om endnu én af årets markante fortrydelser. Overborgmesteren havde sagt, at med vold opnår man ikke noget. Nu fortrød hun. Ritt Bjerregaard får sig hermed et eftermæle af mursten i København. Hvilket hun ifølge Berlingskes politiske kommentator Niels Krause-Kjær har hårdt brug for. Han opregnede Bjerregaards hidtidige mæle som følger: »Alt i alt en næsten ubrudt perlerække af fejlslagne, destruktive eller ligegyldige pejlemærker ... København er sidste chance, medmindre eftertidens flotteste minde over Ritt Bjerregaard skal være en velholdt, økologisk æbleplantage«.

Alle ved dog, at danskere ikke er voldelige. Vores fodboldfans hedder ikke roligans for sjov skyld.

Eller det gjorde de i hvert fald ikke, indtil Christian Poulsen slog til. Hvorefter en roligan også slog til. Svensken fik ha-da-da. Det samme gjorde dommeren. Et knytnæveslag faldt midt i solar plexus på forestillingen om fodbold som en opbyggelig nationalsport.

Poulsen og roliganen fortrød. De ligefrem undskyldte. Slagene var dog interessante i et land, hvor fysisk kamp nidkært undgås i opdragelsen. Christian Poulsen oplyste, at han har arbejdet i en børnehave engang. Hvilket i egne øjne gjorde hans voldshandling ekstra uforståelig. Nogle vil måske hævde det modsatte. At Poulsen er fra en nation, der trods sit ellers påståede sindige væsen netop avler uforståelige knytnæveslag. At Danmark er en mor, der allerede tidligt har fat i armen på sine højtråbende og fysisk fordrende drenge og afkræver dem stilleleg. Hvorefter de slår sig i tøjret sidenhen, så godt de kan.

Danmark blev »taberdømt«. »Jeg tror ikke, der er så mange idioter som ham her i landet,« lød det senere fortrydeligt fra Dansk Boldspil Unions kommunikationschef, Lars Behrendt. Kommunikationschefen kommunikerede åbenbart om roligan’en, der løb på banen og overfaldt dommeren. Ikke om Christian Poulsen.

TV2-direktør Per Mikael Jensen fortrød, han var blevet TV2-direktør. Hvorefter han fortrød, at han havde ansat knap-så-eks-venstre-ordfører, Jens Rohde, til TV2 Radio direktør. Hvorefter Jens Rohde fortrød, han havde ansat en masse kendte til at være værter. Fordi ingen gad høre på dem. Hvorefter de kendte værter fortrød, de havde ladet sig ansætte på TV2 Radio og sagde op. Nøjagtig lige som Per Mikael Jensen begyndte med at gøre.

Fortrydelserne på Kvægtorvet i Odense var imidlertid for intet at regne mod den samlede ærgrelse hos hovedkonkurrenten.

Store byggerier kommer ikke med fortrydelsesklausul. Jeg stod over for Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer i februar og gentog vantro: »1,7 milliarder kroner dyrere end beregnet!« »Ja, det er et rystende stort beløb,« sagde han. »1,7 milliarder kroner,« supplerede en himmelfalden kollega, der også havde mistet al spørgeteknik i anledning af meddelelsen om budgetoverskridelsen for DR-byen på Amager. Indtil en tredje spurgte, om der var garanti for, at det var det endelige beløb. »Jeg tror rigtig meget på det her tal,« sagde generaldirektør Plummer om prisen på 4,7 mia. kr for DR Byen. Men han ville ikke garantere noget.

Dermed nok om forbrydelsen på DR. Den bliver genudsendt.

Generaldirektør Plummer syntes dog tæt på at tage sit job fortrydeligt op. Han forsøgte således fortvivlet at stoppe Politikens satiretegner, Roald Als, i konsekvent at skildre generalen på alle fire som kulturministerens lænkehund. »Krænkende,« mente Plummer, der åbenbart har slaveaner. Roald Als undrede sig. Han troede, generaldirektøren var halvt grønlænder.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti fortrød, at han i Grøften i Tivoli med strakt arm pegede på rutsjebanen, mens han afsang »Deutschland Über Alles«. Eller muligvis gjorde han ikke – strakte armen og sang, altså. BTs chefredaktør, Arne Ullum, fortrød i hvert fald, at han indgik forlig med Messerschmidt om historien. Pia Christmas Møller fortrød, hun var medlem af Det konservative Folkeparti. Mogens Camre fortrød, han var blevet valgt til Folketinget, hvilket ikke var meningen med at stille op. Og Naser Khader fortrød, han ikke havde læst på sit eget partis skattepolitik.

Hermed er vi fremme ved én af år 2007s helt store fortrydelser: Ny Alliance.

Og lad os for god ordens skyld rekapitulere, så der ikke er nogen misforståelser: Eks- Røde Kors general Jørgen Poulsen har ikke fortrudt sit nye politiske medlemskab ej heller sin fratrædelseslønkrig. Erhvervsevangelisten Lars Kolind har heller ikke fortrudt, at han foreslog 40 procent skat på Fyn. Anders Samuelsen og Gitte Seeberg har ydermere ikke fortrudt, at de i tre uger sad ude på kanten af stolene og så nervøst til, mens deres formand, Naser Khader, stavrede gennem valgkampen, som et usikkert spædbarn hen over stuegulvet uden hænder til at gribe ham, når han styrtede om. Og Naser Khader selv har overhovedet ikke fortrudt, at han fik en ny port til sin indkørsel på Frederiksberg og lod Ekstra Bladets bagsideskribent være hovedentreprenør.

Ingen fortrydelse her (Se & Hørs Henrik Qvortrup fortryder heller ikke, at han forsøgte sig med et journalistisk cirkelspark på Khader, ramte ved siden af og faldt ned og slog sig).

Til gengæld mindes man ingen kovending i vælgerskaren magen til den, der blev Ny Alliance til del fra dannelse frem til folketingsvalg. »Nok er nok«, hed det. Det skulle være slut med Dansk Folkepartis indflydelse. Dette udgjorde Ny Alliances politiske program, som dertil blev holdt svævende af luftige begreber som »anstændighed« og »humanisme«. Over tyve mandater svævede hurtigt med, ifølge målinger. Naser Khader blev marineret i velvilje.

Fortrydelsen indtrådte dog i vælgerskaren, mens partiet foretog sig flere og flere ting, de som nævnt ikke har fortrudt. Til sidst flygtede vælgerne med en sådan hast, at havde valgkampen varet blot et par uger mere, var Ny Alliance formentlig kommet til at skylde mandater, som en kommentator bemærkede.

TV-Avisens Jeppe Nybroe fortrød, at han foregav at køre ud, når han i virkeligheden kørte ind i Irak. Karen Jespersen fortrød, hun havde foregivet at være socialist. Hendes mand, Ralf Pittelkow, fortrød at have været socialist. En 61-årig kvinde fra København fortrød, hun var barnløs, lod sig inseminere i England og fødte i dølgsmål for pressen på Rigshospitalet. De Radikale fortrød, at de havde ladet partiformand Marianne Jelved indstille sig selv til statsminister for derpå at se lærer- og akademikerpartiet gå i to stykker, som var det holdt sammen af billig skolelim.

Jeg stod foran Jelved, den dag hun gik af. »Jeg synes, jeg har afleveret et parti, som hænger sammen. Og hvor der ikke er nogen krige,« sagde hun. »Ny Alliance, partisprængning, er det ikke krig i egen midte,« spurgte jeg. »En afskalning,« sagde Jelved.

Derpå trak hun sig med denne naturmetafor og sin virkelighedsfornægtelse samt helt uden fortrydelse tilbage til den mørkeste afkrog af lærerværelset. Og Margrethe Vestager trådte frem. Med ny pegepind. Men gammel politisk lekture.

Vicedirektør i SAS, John Dueholm, fortrød til gengæld udtalelsen: »Vi ser det som et forsvarligt og sikkert fly«, kort efter landingstellet knækkede under et Dash 8/Q400-fly i Aalborg, så flyets passagerer bad en sideværts bøn for deres liv, indtil maskinen havde kuret færdig. To nødlandinger senere, blev 27 andre lignende »forsvarlige og sikre fly« trukket ud af SAS-flåden.

Den dømmende magt havde muligvis også sin fortrydelse. Man havde åbenbart læst andet bind af årets hjemlige bestseller, Peter Øvig Knudsens »Blekingegadebanden«, og fortrød dommene. Banden var som bekendt i palæstinensiske terroristtræningslejre. De havde våbendepoter. Ved væbnede røverier indsamlede de millioner af kroner til en palæstinensisk terrorisme. Og de myrdede en ung politibetjent under røveriet i Købmagergade. Dommene lød på ti år til tre af medlemmerne og nedad til et enkelt år.

I slutningen af november blev tre anklagede i terrorsagen fra Vollsmose idømt to gange 11 år for at downloade og eksperimentere med bombemanualer samt være i besiddelse af kemikalier og gødning, og dertil faldt en dom på fire år for at søge oplysninger på internettet om kemikalier og gødning , der kan bruges til bombefremstilling.

PET havde anvendt en agent med et mildest talt vidtløftigt forhold til sandheden om sig selv. Som Berlingske Søndag påviste, havde agenten tidligere løjet frejdigt om en fortid.

Der var, som antydet, enkelte, der ikke fortrød noget som helst i år 2007. Lad os nævne den mest markante: »Je ne regrette rien,« stod som en uudtalt besværgelse hen over ansigtet på prins Joachim. Han lignede en mand, der ikke turde tro sit eget held, da han sad ved siden af sin nye forlovede, franske Marie Cavallier.

Hun ligner Mary som en énægget tvilling, noterede Ekstra Bladet. Avisen satte straks folkedybet til at stemme: »Hvem er Joachims bedste scoring? Alexandra eller Marie Cavallier?« Eller »hvor længe vil Joachims og Maries forhold vare? Længere end Joachim og Alexandras? Kortere end Joachim og Alexandras? Til døden dem skiller?«

Med fare for at slå revner i bryllupsklokkerne kan man her ihukomme, hvad indehaveren af bodegaen »Guldhornene« i Møgeltønder sagde, da han i sin tid sad i sin slyngelstue og så Alexandra Christina Manley ved sin forlovelse tale varmt om Danmark i Nyhederne på TV: »Vent du bare, til du skal til Møgeltønder, bette pige«.

Fortrydelse har det med at gentage sig.

Det samme kan ikke siges om Birthe Rønn Hornbech. Valget var vundet. Fogh havde ringet. Hun havde tidligere sagt nej til at blive minister. Det gjorde hun ikke mere. Og vi var en del, der stod i Integrationsministeriet. Netop fordi Rønn havde fortrudt.

Spindoktoren spurgte, om jeg også ville have et interview med den nyslåede integrationsminister. Jeg kiggede over på Rønn Hornbech. Hun stod lavstammet med højt hår midt i ministeriets reception for ministerskift, helt klædt i sort og holdt en blævrende kødrand af journalistkolleger beskæftiget med trukket retorisk kårde. »Det tør jeg ikke,« svarede jeg.

Men sandheden er, at der er ingen grund til at være bange for Birthe Rønn Hornbech længere. Også hun har, som Anders Fogh Rasmussen, besluttet sig for at blive en anden. Fra vagt til magt, kritik til koncensus og revser til røgter på en enkelt telefonopringning.

Der var boligspekulanter, der fortrød hele 2007. Der var guldhornstyve, der fortrød, de ikke havde læst på historien - hvormed de ville have vidst, at hornene er kopier belagt med guld, de originale er for længst smeltet om. Og der var dyretransportører, der fortrød, at de ikke kigger i bakspejlet, når de opfører sig som svin. Alle fortjente de at blive taget med prangerbukserne nede.

Mest forunderligt og mærkeligt om året 2007 er dog stadig følgende:

Anders Fogh Rasmussen blev en anden i året, der gik. Han blev en anden under valgkampen. Og han har været en anden i dagene siden. En af mine kolleger på en konkurrerende avis har kaldt det »Skjold Hansen syndromet«. Opkaldt efter den fremturende sagfører fra Matador, der pludselig blev mild og medgørlig, efter modstandsbevægelsen havde taget ham til fange i regnskabets time. En underholdende og billederig tolkning.

Men jeg vil hævde, den er forkert.

Danmarks statsminister fortrød sin pragmatiske holdning til, at verden går under. Han fortrød, at afviste asylbørn og deres familier ikke måtte komme ud og lege i samfundet. Og han fortrød, at han 671 gange havde sagt nej til at lade sig interviewe om Irak krigen. Det var ganske vist ikke sådan, han udlagde det selv. Han havde tværtimod altid ment det modsatte af, hvad han sagde, lød det. Eller noget i den retning.

Men Anders Fogh Rasmussen har ikke været udsat for et chok. Snarere en erkendelse. I seks år har han haft magten. Han går nu ind i det syvende med en påmindelse: at magten har også ham. Målet er ikke længere at opnå den. Derimod at begynde at tænke over at gøre sig fri af den. Dermed skal alle fortrydelser rettes op, hedder det. Dermed drejer det sig om, hvad der skal skrives , når han er væk. Om hvem han var. Var han eksempelvis en magtmand eller en reformator?

Jeg ved ikke mere, hvad hans livret er. Men vi kan jo lege med en indledning med livretter. Noget med at »Vi ved, at frikadeller med kartofler og brun sovs siden blev til en stor, rød bøf«. Derpå kan vi gå videre med: »Engang kaldte de ham »røde Anders« i hans eget parti. Han var ikke rigtig liberal, sagde de. Det var længe før, han blev statsminister og endte med at skabe »bredest mulige flertal« i sin sidste periode som...«