Året der gik i dansk teater

Det var i det små, man skulle lede efter fornyelsen, den livgivende udfordring af teatret, som skal udfordre og indfange en ny tids publikum, skriver Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen.

»Farvel til teatrets scenografiske værksted. Får den ny skuespilchef, Morten Kirkskov, nu råd til det ensemble, han gerne vil have? Svaret blæser i vinden,« skriver Berlingskes teaterredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Der var ikke mange positive historier i dansk teater i 2015. Hverken på scenen eller udenfor. Det er en kold tid, vi lever i. Det fik ikke mindst Det Kongelige Teater at føle, da teatret – til trods for en ihærdig indsats fra den åbenmundede teaterchef Morten Hesseldahl og til trods for den udhuling af teatrets kunstneriske muligheder, de høje huslejer har forårsaget – alligevel blev pålagt at spare de to procent, alle statens institutioner måtte sluge. 50 mio. skal findes her og nu.

Farvel til teatrets scenografiske værksted. Får den ny skuespilchef, Morten Kirkskov, nu råd til det ensemble, han gerne vil have? Svaret blæser i vinden. Og nu vi taler om kolde vinde og tomme krybber: Statens Scenekunstudvalg vakte debat ved at smide en række teatre, som i årevis har modtaget støtte fra udvalget, ud af puljen, fordi man står på, at midlerne er til det nye og eksperimenterende. Og provinsen var fortsat højlydt utilfredse med alle de teaterpenge, der blev lagt i København.

Jo, teatret fik virkeligheden at føle. Også på de mange scener, der stadig blandede virkelige skæbner med teatrets rammer – asylansøgere, hjemløse, grønlændere, kontanthjælpsmodtagere, hjemvendte soldater – find selv på flere. Også en lang række teatervandringer hev publikum ud af trygheden og ud i virkeligheden – nogle havde endda permanent opgivet teaterrummet for i stedet at være, hvor et nyt publikum muligvis var.

Det brede underholdningsteaters år

Det var i det hele taget i det små, man skulle lede efter fornyelsen, den livgivende udfordring af teatret, som skal udfordre og indfange en ny tids publikum. Også inde på teaterscenerne blomstrede de forestillinger bedst, som bevidst arbejde med publikums tilstedeværelse i salen – især nogle stærke kvindekollektiver trængte sig på.

På nationalscenen beviste den afgående skuespilchef, Emmet Feigenberg, hvorfor, han i sin tid var blevet skuespilchef og hvorfor, han ikke længere var det – ideerne syntes brugt op i et alt for kultiveret repertoire for de indviede. I det hele taget var det noget blandede erfaringer, der prægede dansk teaters samliv med publikum – i Odense kunne landsdelscenen inden sommerferien juble over interessen, mens Aalborg og Aarhus, der begge fik nye teaterchefer, bevarede skinnet på næsen. Også i København så det midlest talt broget ud. Betty Nansen Teatrets nye ledelse kom i efteråret skidt fra start med et noget intellektualiseret repertoire – senest fik Peter Asmussens »Soli deo Gloria« flotte anmeldelser, men publikum lader fortsat vente på sig. Nørrebro Teaters Rialto-satsning på et ensemble har endnu ikke rigtig båret frugt. Og Østre Gasværk Teater havde en katastrofesæson, men bliver nu reddet af det fremadstrormende Fredericia Teaters »Shu-bi-dua The Musical«, der først lagde Jylland ned og nu er på vej til hovedsatden efter nytår.

I det hele taget var det det brede underholdningsteater med musik til, der sugede publikum til sig med f.eks. 175.000 solgte billetter til »Dirty dancing« og over 100.000 til Det Ny Teaters flotte »The Sound of Music« med Teaterpokals-modtageren Maria Lucia Heiberg-Rosenberg. Fornyelsen i det små, kommercialisering i det store. Midtbanen i dansk teater var heller ikke et let sted at befinde sig i det teaterår, vi nu siger farvel til.