Ånd og spiritus er to sider af samme sag

Sproget viser, at det ophøjede og det profane historisk/menneskeligt ikke har udelukket hinanden.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017
Læs mere
Fold sammen

»Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.«

Sådan lyder Bibelens allerførste ord på dansk. Sådan her lyder de samme ord på latin i den romersk-katolske kirkes officielle bibel:

»Terra autem erat inanis et vacua et tenebrae super faciem abyssi et spiritus Dei ferebatur super aquas.«

Og se, det er jo såre smukt, på begge sprog, og det er smukt, hvad enten man tror på ordenes bogstavelige korrekthed eller ej.

Her skal det imidlertid ikke handle om den rette fortolkning af Guds ord, derimod om et ord fra det latinske citat - ordet spiritus - der som bekendt også en del af det danske ordforråd, men med en ganske anden betydning end i den latinske bibel.

Eller sådan er det, men sådan har ikke altid været, for sproget er en flygtig størrelse, det ændrer sig hele tiden, nye betydninger kommer til, nye ord kommer til, gamle ord forsvinder.

Sproget er ikke for fastholdere, og ifølge den 33 bind store imponerende og autoritative Ordbog over det danske sprog (ODS), der dækker perioden 1700 til ca. 1950, og som i vore dage ligger frit tilgængelig på nettet, kunne ordet spiritus engang, og i bestemte sammenhænge, på dansk være identisk med netop ånd, forstået som et ulegemligt væsen a la den over vandene svævende Vorherre.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

I andre tilfælde betød spiritus noget, der minder lidt om det samme, nemlig ånd i betydningen gejst/virketrang, som i citatet »derforuden havde han en Spiritus, som kunde skaffe ham Penge,« som ODS har hentet fra det for længst hedengange Fruentimmer- og Mandfolke-Tidenden, årgang 1770.

I atter andre tilfælde betød spiritus det samme, som det betyder i dag: Noget i noget, man drikker, eller noget, man drikker, dvs. den spiritus, der findes i alkoholiske drikke, eller alkoholiske drikke med en høj alkoholprocent.

Sproghistorisk er ånd og spiritus således to sider af samme sag. Eller man kan sige, at sproget viser, at det ophøjede og det profane historisk/menneskeligt ikke har udelukket hinanden, men tværtimod har kunnet »vandre til hobe«, som salmedigteren Thomas Kingo formulerede det i en anden sammenhæng. Det er også smukt, synes jeg.