Aakesons minimalkøkken

HHHHII TV-drama. Med enkle ingredienser får Kim Fupz Aakeson meget ud af velkendt materiale.

Martin Buch er i vanskeligheder som den forsumpede kok i »Bankerot«. Foto: DR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lidt besynderligt at se Nicolas Bro i rollen som iskold københavnsk gangster i DRs nye TV-serie »Bankerot«, når man lige har vænnet sig til at se ham som den uligevægtige, krigsgale biskop Monrad i »1864«. Men sådan er det med dansk dramatik. Det er sjældent, man ser noget, man aldrig har set magen til før.

Det gælder også den uhyre drevne Kim Fupz Aakesons manuskript. Det er nemlig som om, man kender alle enkeltdelene fra andre sammenhænge, ikke mindst Aakesons egen omfattende produktion. Der er eksempelvis ligheder mellem »Bankerot« og det manus, som Aakeson skrev til Hans Petter Molands morsomme, norsksprogede film »En ganske rar mand« fra 2010, der samme år fik en overmåde fortjent pris ved filmfestivalen i Berlin.

I begge tilfælde følger man en mand, der bliver løsladt fra fængsel, og som må kæmpe sig fri af fortidens synder. Men hvad gør det, at »Bankerot« tegner til at blive en variation over gamle formler, når det lykkes så godt som her, hvor Henrik Ruben Genz har instrueret uden de store armbevægelser?

I »Bankerot« håber den løsladte fange Dion (Esben Dalgaard), at han kan undslippe til Thailand på falsk pas, men på tværs af den plan kommer Nicolas Bro, i den københavnske underverden kaldet »Tandfeen«, og truer med dummebøder og det brækjern, der har givet ham hans kælenavn.

Forinden er vi også blevet introduceret til den forsumpede enlige far Thomas (komikeren Martin Buch i en lavmælt rolle), der sammen med sin stumme søn, Niklas, forsøger at glemme, at ægtefællen, Niklas’ mor, blev kørt ihjel nogle år tilbage. Det er ikke første gang i filmhistorien, at en for handlingen ubekvem kvindekarakter er blevet skaffet af vejen på den måde, men hvis det virker, hvorfor så ikke?

Da Dions thailandsflugt forpurres, lover han Tandfeen, at denne kan få del i overskuddet fra en restaurant, som Dion agter at starte med Thomas. Det er ikke så vanvittigt, som det lyder, for i den bedste scene i første afsnit afsløres det, at Dion er en fantastisk kok, da han laver en raffineret madret med de uhumske rester fra Thomas’ køleskab. Da maden bliver serveret, åbenbares det også, at Thomas, trods sit krøllede ydre, er landets bedste sommelier.

Læs mere: Fupz’ nye hverdagsdrama om at komme op på hesten igen

I stil med »Flamberede hjerter« og »Buster«

»Bankerot« er et stykke magisk socialrealisme, der udspiller sig på kanten af det eventyrlige – ikke langt fra den omegn, som dansk film og TV befandt sig i op gennem 1980erne med film som »Flamberede hjerter« og »Cirkus Casablanca« og TV-serier som »Buster«.

Måske er det den melankolske krisestemning i begyndelsen, hvor Thomas klunser gamle køleskabe sammen med sin lille søn, der bringer mindelser om fattigfirsernes hverdagshelte? Men lige før der går Erik Clausen i tidsbilledet, smider Kim Fupz Aakeson en af sine mange skægge ideer ind i dialogen, og på den måde får han løftet materialet over i tidløs originalitet:

»Nå, hvad siger du så?« spørger Dion, da han serverer sin ret til Thomas og søn.

Thomas, den gamle vinkyper, protesterer spagt, men vågner så af sin forhutlede livsdøs. »Hmmm, robust ret ... tomat ... hvidløg ... skal ha’ en vin med fede tanniner ... og den må gerne være en anelse opulent. Og kan vi så få lov at spise?«

DR har fået fremtryllet en lækker ret af nogle meget enkle ingredienser.

  • Hvad: »Bankerot«. TV-serie i otte afsnit.
  • Hvem: Instrueret af Kim Fupz Aakeson.
  • Manuskript: Kim Fupz Aakeson.
  • Medvirkende: Martin Buch, Esben Dalgaard, Nicolas Bro m.fl.
  • Hvor: DR1, torsdag kl. 20.30