»Åh Gud, jeg håber, det kommer til at gå godt«

Tirsdag havde Folketeatret pressepremiere på operetten »Frøken Nitouche« i København, inden forestillingen ruller ud på landevejene. Pelle Emil Hebsgaard spiller dobbeltrollen som Célestin og Floridor, klostersanglærer om dagen, teaterkomponist om aftenen - den rolle, Dirch Passer spillede i filmklassikeren fra 1963. Her er hans dagbog fra dagen.

Pelle Emil Hebsgaard fortæller om sin dag op til pressepræmieren på operetten »Frøken Nitouche«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri

Kl. 00.35

Netop kommet hjem fra aftenens forpremiere, har fortæret en sharwarma fra den gode nede på Istedgade og ligger under dynen og fordøjer. Både kebaben, dagens forløb og mest af alt aftenens forestilling.

Usikkerheden og tvivlen vælter ind over mig, og tankerne svirrer rundt. Er den timing god nok lige der? Hvordan kan det gøres bedre? Husk lige den nye tekst til »Grenadervisen«, Pelle! Hvordan bliver i morgen? Skal jeg se en stor frygt i øjnene og stå ansigt til ansigt med et publikum, der venter på en »ny Dirch« eller »Pelles udgave af Dirch«? De udtryk bryder jeg mig virkelig ikke om. Åh Gud, jeg håber det kommer til at gå godt…

Kl. 02.42

Tanker kører stadig rundt… Jeg tvinger mig selv til at lukke øjnene og ikke kigge op i ingenting.

Kl. 09.15

Min lille hundehvalp, James Brown, har på mirakuløs vis fundet vej ind i soveværelset og op i sengen, hvor han kvittererer med et slik i ansigtet og derefter lægger sig virkelig, virkelig godt til rette under dynen. Jeg begraver ansigtet i hans pels, lytter til hans sindssygt høje snorken og falder i en fantastisk dyb søvn.

Kl. 10.30

Snif, snif...KAFFE! Jeg vågner til den berigende, vidunderlige duft af friskbrygget kaffe. En venlig sjæl har sat kaffe over ude i køkkenet og duften af Nicaragua sniger sig ind i soveværelset og vækker mig. Jeg kysser og krammer hunden lidt mere og sniger mig ud i ingenting, trykker på den magiske knap og ser koncentreret lækkerhed fylde koppen til randen. Shit, jeg elsker den kaffemaskine!

Kl. 10.35

Stiller mig i bar røv og nøgler med kaffen i hånden og nyder den uventede efterårssol, der strømmer ind i lejligheden på Vesterbro. Lige pt. glæder jeg mig sindssygt til i aften. Dog er der ritualer, der skal følges. Meget vigtigt!

Kl. 11.30

Sidder på mit stamsted og spiser min stam-premiere-brunch og læser min bog. Traditionen tro skal jeg være alene og samle tanker, energi og hvile en stemme, der har råbt og skreget nonstop de sidste fire uger. Ringer til min agent, hører hans hudløst ærlige mening om forestillingen i går.

Kl. 13.05

Videre ud i verden. En lang gåtur med hunden, hvor vi lapper bunker af solskin i os og nyder en gå-kaffe. Shit, jeg elsker København!

Selfie fra lejligheden på Vesterbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pelle Emil Hebsgaard.

Kl. 13.07

Sidder i solskinnet og funderer! I går ringede en røvirriterende journalist og spurgte ind til at skulle udfylde Dirchs sko...og hvor meget han glæder sig til at se min udgave af Dirch...

Jeg bliver sgu så ked af det. Jeg skal ikke spille Dirch, det er umuligt. Jeg skal gøre mit allerallerbedste for at lave den bedste udgave af Celestin/Floridor jeg kan. Én, som Dirch måske ville nikke anerkendende til og måske endda smile ad, når jeg sender ham et par venlige, meget skjule hilsner. Men jeg er bange for, hvor mange der forventer en Dirch-forestilling.

Kl. 14.45

Min bedste kammerat kommer forbi, vi sladrer om livet og jeg tæver ham i et spil på Playstationen.

15.30

Dagens vigtigste: en gave til mig selv. På premieredage skal man være god ved sig selv, for man kan så hurtigt være selvkritisk i en dårlig grad. Jeg har en svaghed for gadgets, og jeg har savlet over én i flere måneder nu. Vi stikker hovedet ind i B&O og kommer ud igen meget gladere.

16.23

En lille powernap på sofaen. James ligger sig til rette på mit bryst. Vi snorker om kap.

Pelle Emil Hebsgaard samler energi inden aftenens forestilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pelle Emil Hebsgaard.

Kl. 17.30

Shit! Jeg skal afsted. Lynluftning af kødæderen, hurtigt bad og barbering, en eller anden form for mad i munden og så afsted på cyklen. God energi-musik i hørebøfferne, mens jeg hjerner gennem Københavns snørklede gader og stræder. Et smil på læben. Lige om snart..

17.48

Ankommet! Ind til damerne og hilse på og fortælle hvor skønne, de er. Lone Hertz stikker nu fingre i øret, klemmer øjnene sammen og påstår hun er ved at få en hjerneblødning over min høje røst. Heldigvis med et blink i øjet. Tror jeg...

19.08

Ligger og strækker ud. Tankerne vælter rundt, sved i håndfladerne, gad vide, hvad de kommer til at synes. Det er en stor del af branchen, der sidder derude i publikum, og det er ikke nødvendigvis godt. Mange arme over kors og forventninger. Fuck it, bare spil situationerne, Pelle og vær hamrende ligeglad med de arme over kors. Go, go, go, go, go!

19.20

10 minutter til showstart. Tjekker febrilsk lommer og hoved for rekvisitter, handsker osv osv. Alt er vist, som det skal være. Alle er spændte, vi laver en rundkreds og kigger hinanden i øjnene. NU glæder jeg mig. Meget. Summen fra salen sender sommerfuglene helt op i halsen.

19.28

»Så er der ringet 3. gang, 2 minutter til showstart,« skråler vores forestillingsleder. Jeg zoner ud, lukker øjnene, trækker vejret, fokuserer, analyserer, sender en lille bøn til den Gud, jeg ikke tror på. Åbner øjnene, hører mit cue og går ind i det blændende lys på scenen. Elsker det moment hver gang.

22.15

Endnu et yndlingsmoment; op i garderoben, sid ned, pust ud, knap en kold, kold dåseøl op og nyde den med mine medspillere. Det gik godt. Tror jeg. Det var i hvert fald sjovt at lave. Og ganske rigtigt skulle jeg kæmpe en kamp om tillid de første 20 minutter for at fjerne de krydsede arme, men den udfordring tager jeg sgu gerne op igen!

00.47

I seng. Lige på kanten til søvn. Jeg glæder mig til at komme på tour nu..