Åh, Frankie Boy!

Jens Andersen: »Frankie Boy« Ny bog om Frank Arnesen er en grum, men dog mest varm kærlighedserklæring til en af fodboldspillets store udøvere – på stort set alle baner.

Frank Arnesen i karakteristisk positur fyrer af med højrebenet i et af dansk fodbolds mest mindeværdige opgør – mod Sovjetunionen i Idrætsparken 5. juni 1985. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

Efter endt læsning af Jens Andersens »Frankie Boy« – denne moppedreng af en fodboldbog – er man både løftet og lidt fortvivlet. Oh yes!

Opløftet af skildringen af Chelseas danske chief scout, Frank Arnesen, der både som spiller og siden som fodbold-bureaukrat var – og er – en dramatisk historie om en af de få fodbold-ikoner, der er (var) i stand til at artikulere sig åndfuldt om »det smukke spil«.

Og lidt fortvivlet ved bogens egentlige scoop: En stilfærdig, men grum gennemlysning af et brændende spillertemperaments lystfyldte ambition om altid at være, hvor gassen brænder i en fodboldkamp, hvilket faktisk forhindrede ham i at blive det, bogen kalder »verdensklassespiller«. Energien blev hans banesår, så at sige, da fysikken ikke kunne holde, hvad talentet lovede, og denne anmelder husker endnu Søren Lerbys blik af ægte sorg, da han for år tilbage forklarede, hvor »fantastisk synd det (var) for Frank«, at hans »glasben« ikke stod distancen.

Bogen har flere planer: Den er en varm hyldest til en spiller, der forgyldte 80erne som innovativ kraft på det danske landshold. Men nærlæst er den odysséen om et talent, der som barn af Beatles-periodens legende forhold til en verden fuld af muligheder på én gang var for social og for egenrådig til at administrere sig selv optimalt. Som hele tiden var »her-og-der-og-alle-vegne«, både for egoistisk og ikke egoistisk nok til at pausere på fornuftig vis på banen.

Et tredje plan er en vedholdende afdækning af et uskyldstab – hos Arnesen selv og i den sport, han i skiftende roller blev en del af, og hvis krav han altid har imødekommet i karrieren fra topspiller til topchef i en af verdens rigeste klubber. Hele paletten af økonomiske interesser, magtkampe, venskaber, jalousi, spillerdrømme og spillets kynisme samles i fremstillingen af en karismatisk figur, som vi ikke har hørt det sidste til. Men foreløbig det sidste fra.

For med skiftet fra Tottenham Hotspur til Chelsea FC ramte Arnesen »muren«, som det hedder i sports-jargonen. I dette tilfælde mediemuren: Han er blevet meget stille efter en røvtur i den britiske tabloidpresse i foråret 2006 oven på ansættelsen som talentchef hos London-rivalen, som milliardæren Roman Abramovitj på Joakim von And-manér har besluttet at gøre til »verdens største klub« senest i 2014. Arnesen klappede i – og han har da heller ikke medvirket aktivt til denne bog, hvilket jeg tror har styrket dens distance til hovedpersonen.

Men på distancen fastholder bogen et kærligt syn på spilleren og spillet som alvorligt spontanteater.

Og selvom vi, især da efter læsning af denne bog, godt ved, at ting og sager er i svang, som ikke med rimelighed kan kaldes »sportslige«, f.eks. klublæge-ordineret »vitamin-drik« til trætte spillere, er magien ikke, som i professionel cykling og boksning, blevet væk. Den er intakt, og årsagen er selvfølgelig, at fodbold er sjovere at se på i dag end for bare fire-fem år siden, takket være globaliseringen og takket være folk som Arnesen. Han fandt og nursede stjerner som Ronaldo, Jaap Stam, Ruud van Nistelroy og Arjen Robben, og under det nu mere tilknappede ydre banker et fodboldhjerte, der stadig springer et slag over, når en juniorspiller gør spontan-teatret til kunst. Ja, lur mig, om Arnesen ikke begejstres mere over knægten end over millionærerne på klubbens førstehold!

Alt det har Jens Andersen naturligvis med, men hvad der adskiller denne fra mange andre fodboldbøger, er ikke kun kulturelle driblinger med spor og lydspor til Neil Young, Bob Dylan, Kim Larsen, H.C. Andersen og Karen Blixen (!), men evnen til at skildre karrieren fra uventede vinkler i en imponerende bred research-mosaik af citater og klip, der indvæves med interviewstumper, hvor familie og folk tæt på manden og hans univers får ordet.

Et sted citeres forfatteren Hans-Jørgen Nielsens fodboldrapport i det litterære radioprogram »Perspektivkassen«, hvor Nielsen, efter at have set Fremad Amager, taler om Frankie Boys »kropslige intelligens«, og hvor man sporer inspirationen til Nielsens roman »Fodboldenglen« (om netop et gigantisk uskyldstab). Det falder mig ind, at Nielsen også skrev bogen »Nielsen og den hvide verden«, og det falder mig ind, fordi Jens Andersen beskriver den »hvide verden« på Amager, hvor en glad drengespiller legede, men ikke kom sovende til det. Timers slidsom selvtræning i kunsten at sparke lige godt med begge ben var råstoffet i den beslutning, der modnedes i 13-års alderen, nemlig at Frankie Boy ville være professionel fodboldspiller af »international klasse«.

Det lykkedes som bekendt – men så heller ikke mere.

Den hvide verden blev ind imellem meget grå – skader, atter skader, magtkampe og røvture – kun for hver gang at lysne igen hos en mand med mantraet: »Du kan altid blive bedre«.

Oh yes.

Og for så vidt angår fodboldbøger: De skrives ikke meget bedre end her.

Lasse Ellegaard er Dagbladet Informations korrespondent i Istanbul. Han har bl.a. skrevet og redigeret flere bøger om fodbold.