Åbningskoncert bag fire cm glas

Åbningskoncerten på dette års Frost Festival bød på en vellykket iscenesættelse af When Saints Go Machine bag en fire cm tyk glasrude i det gamle Danmarks Akvarium.

When Saints Go Machine spillede lørdag aften bag duggede ruder i det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund. Foto: Uffe Weng Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lørdag aften på Danmarks Akvarium i Charlottenlund. For lidt over et år siden åbnede dørene for sidste gang efter 75 års tro tjeneste. Nu om dage valfarter børnefamilierne til Den Blå Planet på Amager, hvor akvariets beboere siden er flyttet ud. Men i aften har Frost Festival igen åbnet dørene på den gamle adresse.

Under de tomme, neonoplyste akvarier kan man på skiltene stadig læse navnene på de tidligere beboere: Pansergedder, lungefisk, elektriske ål og flagermusfisk. Her har jeg og mange andre stået og trykket næserne flade i timevis, dengang vi stadig gik i flyverdragt og læste Anders And. Det er godt at være tilbage.

Bag tykke ruder

Nede i underetagen har det største akvarium fået en række nye beboer. I hvert fald for i aften. De kalder sig When Saints Go Machine og har stået bag nogle af de senere års mest ambitiøse elektroniske popplader herhjemme i form af »Konkylie« og »Infinity Pool«. Netop albumtitlerne synes at være den mest åbenlyse grund til, at Frost Festival har valgt at parre gruppen med netop Danmarks Akvarium. Det er ikke en stor forbindelse, men på den anden side: Ethvert påskud for at trække et stærkt dansk band ud af de vante koncertrammer og i stedet sætte strøm til deres instrumentpark bag en fire cm tyk glasrude i et forladt akvarium er helt okay med mig. Det sker trods alt ikke hver dag.

Starten af koncerten bærer dog præg af, at det er en lidt uvant situation for bandet. De skal tydeligvis lige finde sig til rette. Jeg forestiller mig, at det er lidt som at spille i en dykkerklokke. En kende klaustrofobisk. Vi kan høre, hvad de laver, men de kan ikke høre os. »Vi kan se, at I klapper, men vi kan ikke høre jer … Det er underligt at være fisken,« bemærker forsanger Nikolaj Manuel Vonsild tidligt i koncerten.

Man forstår ham godt. Den massive glasrude sætter nemlig det grundlæggende forhold mellem optrædende og publikum på spidsen: Vi er beskuerne – de er de beskuede. De er sat til skue for vores underholdnings skyld: »Se, hvordan de vrider sig! Hør, hvordan de synger!«

Sært dragende

Der går dog ikke længe, før bandet får fundet sig til rette. Der er en abstrakt rumfornemmelse i numre som »Degeneration«, som låner sig godt til den aparte opsætning. Særligt rummet omkring Vonsilds skælvende vokal er dybt manipuleret og brækker af på unaturlige måder, hvilket på en eller anden måde spiller virkelig godt sammen med den rummelige adskillelse af band og publikum.

Live som på plade er When Saints Go Machine dog allerbedst, når de ikke farer vild i kunstfærdige abstraktioner. Særligt på numre som »Church And Law«, »Kelly« og »Fail Forever« fremstår de som en ualmindeligt velkalibreret maskine. Her kombineres housens fremdrift med en udsøgt popsensibilitet, der får deres egensindige univers til at åbne sig op og åbenbare stor skønhed.

Da koncerten efter en time kulminerer, er de 250 publikummer godt opstemte. De store ruder er begyndt at dugge. Skikkelserne på den anden side begynder at flyde ud. Det er et sært dragende syn. Og selvom de ikke kan høre os, kan de godt fornemme det: Vi vil gerne have et ekstranummer. Nogle ting ændrer sig trods alt aldrig. Heldigvis.

Hvad: Whens Saints Go Machine.

Hvor: Danmarks Akvarium, Frost Festival, lørdag.