A Guide to Recognizing Your Saints

Film: »A Guide to Recognizing Your Saints« er Dito Montiels egen filmatisering af sin roman om den hårde barndom i Queens. En stilmæssigt ambitiøs debut.

Er vejen hjem altid vejen tilbage? For Dito Montiel er det. Manden, der er både instruktør, manuskriptforfatter og forfatter bag »A Guide to Recognizing Your Saints«, er Montiels egen filmatisering af den roman han udkom med i 2003. Et selvbiografisk tilbageblik på barndommen i New York-bydelen Queens hårde Astoria-kvarter i 1970erne, hvor vold var hverdagskost, både i hjemmene og på gaderne. I filmen spilles den voksne Dito af Robert Downey Jr., der i filmens begyndelse er blevet en ankerkendt forfatter i Los Angeles. Han har ikke haft kontakt med forældrene eller de rødder, han voksede op med i femten år, men da moren spillet fortrinligt og smertefuldt af Dianne Wiest ringer og beder ham om at komme hjem til den syge far (Chazz Palminteri), er det tid for Dito at vende tilbage og blive konfronteret med ungdommens dæmoner og den fortid, han er flygtet fra. En tid, filmen væver frem ved mange og lange flashbacks, hvor man følger den unge Dito (Shia LaBeouf), der er splittet mellem den aggressive Antonio, der vil slås og den følsomme Mike, der vil skrive poesi. Hhv. spillet af de talentfulde Channing Tatum og skotske Martin Compston, der spillede hovedrollen i Ken Loach»Sweet Sixteen«. Integreringen af fortid og nutid er ikke klippet lige elegant eller sammenhængende hele vejen, men »A Guide to Recognizing Your Saints« vinder ved sine stærke, enkeltstående scener, der byder på intenst skuespil fra både nye og erfarne, unge som ældre. Med sine lange optagelser og en småsnakkende dialog er den også en hilsen til den stil og de instruktører, der var fremme i halvfjerdserne, Cassavetes og Scorsese. Montiel mangler bestemt ikke ambitioner, og filmen er indimellem så selvbevidst, at det overskygger historiens nærvær. De høje skudsmål er dog tilgivet, for han har med sin debutfilm lavet en både intelligent og interessant blive-voksen historie.