»I dinosaurernes fodspor – med luppen fremme« er en kaotisk og underholdende DR-podcast, der holder masken og blæser på den kedelige virkelighed.
En slags 90er ironisk astrologi ringe forklædt som palæontologi, hvor fornemmelserne hersker, og hvor faktuel viden betyder langt mindre end den samtale, man potentielt kan banke op af alle følelserne helt nede i mavsen.
Og de to værter, Oliver Seppo og Thomas Bugge, kommer vidt omkring. Fortællingen om et computerspil med en sort Spiderman-karakter leder hurtigt videre til en række overvejelser om, hvorvidt toiletpapir er sort eller hvid kultur. Hvid, tror de nok.
Der er nemlig intet kontroversielt i en podcast, hvor værterne ikke besidder skyggen af basal viden, men til gengæld forsøger at snakke sig frem til en videnskabelig sandhed. Og det er ret sjovt.
Tankerne leder hurtigt hen på 90ernes DR-satire, hvor ironien herskede. I programmer som »Casper & Mandrilaftalen«, »Banjos Likørstue« og »Gramsespektrum«.
Det er selvfølgelig svært, at sammenligne kvaliteten af datidens programmer med »I dinosaurernes fodspor – med luppen fremme« på kvalitet, da det er stort set umuligt ikke at se fortiden igennem nostalgiens gavmilde prisme.
Men har man haft hang til ovennævnte programmer, vil man formodentlig se en værdi i at gå med værterne Oliver Seppo og Thomas Bugge i dinosaurernes fodspor. Og i øvrigt vidt omkring.
Hele 16 minutter går der, før emnet falder på dinosaurer i første afsnit »A Quantum of Bones«. Indtil da hører man bare en lang, hektisk samtale mellem værterne, der blandt andet hver især har skrevet et digt om New York. Et uddrag fra den ene værts digt lyder:
»It’s up to me, New York. New York Pulled pork, Christian Fuhlendorf, Jes Dorph, No Dorph, Maybe Dorph, Baby Dorph i lårkort på Droadway, ekstremsport, Subway metrokort, slimfit heteroskjort’, Fitbit og TED talk, New York, new Lord.«
Han må dog hurtigt efter krybe til korset og indrømme, at han har ladet sig inspirere lidt rigeligt af Pelle Hvenegaard, som i 2020 udgav en digtsamling på 100 digte med hverdagstanker fra en coronatid.
Da vi endelig når til at snakke om dinosaurer, bliver det ikke mindre kaotisk eller kaudervælsk. Nu skal vi høre om, at man i mavesækken på et ankylosaurusfossil har fundet rester af elefantfodkaktus, som indeholder det psykoaktive stof meskalin.
Og af det kan man jo udlede, at ankylosaurus nok mikrodoserede ligesom CEOs i Silicon Valley. Og ankylosaurus dermed er slettens ceo. En top 1 procent dinosaur, som jo også er veganer. Naturligvis.
Programmet virker på mange måder som et resultat af en stor pose spidsnøgenhat på en sommerhustur. Som ikke blev spor mikrodoseret. Og det er måske den vej, dansk satire er på vej hen.
Tilbage til det kaotiske og fjollede med et lille snert af det psykedeliske. Det har jo før vist sig, at tage kegler. Tænk på »Svedbanken« eller »Hva' snakker du om? – Den ka' byttes Vol. 1«.
Som en sidste opfordring må jeg henlede opmærksomheden til den klumme, der er skrevet om programmet i Politiken. En tekst, man bør læse, inden man kaster sig over »I dinosaurernes fodspor – med luppen fremme«.
Det er nemlig én lang frustreret tankestrøm hos skribenten, som tilsyneladende er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt programmet er fup eller fakta, satire eller seriøst.
Man ser for sig, hvordan hun febrilsk og panisk googler løs for at finde svar på, om der virkelig driver en »Dinoas ark« rundt i 2021 med diverse dinosaurpar. Om man virkelig har fundet fire fossiler af dinosauræg, der indeholder dinosaurunger med Downs syndrom. Om ankylosaurus virkelig mikrodoserede elefantfodkaktus.
»Jeg fatter hat, men lytter videre« skriver hun blandt andet. Og det tilføjer et komisk lag til lytteoplevelsen at have hende in mente.
Men vent. Laver klummeskribenten måske også satire? Er det mig, der bliver snydt af Politikens skribent, som har begået satire over satire, og skabt et meta-satirelag? Man kan ikke stole på nogen længere.
Podcasten »I dinosaurernes fodspor – med luppen fremme« kan høres hos DR.
