Tristan og Isolde Richard Wagner, 1865

Musikken til »Tristan og Isolde« er skræmmende god. Lars von Trier brugte mesterligt dele af den i »Melancolia«, og Richard Wagner selv undrede sig over, at han havde kunnet skrive noget så smukt. Historien bygger på en keltisk legende om to, der dør af kærlighed. Isoldes afsluttende »Liebestod« er højdepunktets højdepunkt.

La Bohème Giacomo Puccini, 1896

Der findes begavede mennesker, der finder Puccini underlødig. Jeg synes, at han er én af de største, og i »La Bohème« er han i ypperligste form. Historien er ekstra rørende, fordi den handler om mennesker så almindelige, som man nu kan være i noget så kunstigt som en opera. Heltinden dør til sidst. Så kold den lille hånd er.

Carmen George Bizet, 1875

»Carmen« byder på hit på hit, dertil kærlighed med fatal udgang, og det er lige så tragisk som komponistens tidlige bortgang, der skyldtes, at han en majdag i 1875 badede i Seinen og fik gigtfeber og hjertekomplikationer. Han nåede lige at opleve, at »Carmen« blev en kæmpefiasko. Så døde han. Så elskede alle den. Det har de gjort lige siden.

L´Orfeo Claudio Monteverdi, 1607

Operaen som genre var næsten nyfødt, da Monteverdi komponerede sin første, »L´Orfeo«. Det gjorde han bedre end nogen før ham, og »L´Orfeo« er den ældste opera, der stadig spilles regelmæssigt. Sært gammel? Ja. For gammel? Nej. Mærkeligt betagende, når den performes optimalt.

La Traviata Giuseppe Verdi, 1853

Verdi er lige så italiensk som pasta, parmesan og vasketøj på en snor. Han er lyden af Italien, og han var aldrig bedre end i historien om luksusluderen Violetta Valéry, der dør af romantikernes foretrukne sygdom, tuberkulose, inden drømmen om et bedre liv går i opfyldelse. Første akts festscene er det hele værd.

Rosenkavaleren Richard Strauss, 1911

Var Richard Strauss den bedste komponist nogensinde? Tjah. I hvert fald var han én af de dygtigste, og i »Rosenkavaleren« er han sublim. Borte er det (dejligt) krasse i de to umiddelbare forgængere, »Elektra« og »Salome«. Her er det »bare« rokoko i romantiske klæder. Kærligheden hyldet, kort før verden gik af lave.

Pelléas og Mélisande George Debussy, 1902

Når man lytter til George Debussys klangskønne musik, kan man let glemme, at han var lige så radikal som radikale Arnold Schönberg. Bare på en anden måde. Franskmanden brød med århundreders måder at skrive musik på, men med al skønhed i behold, og intet af ham er skønnere end dette trekantsdrama. Impressionismens modstykke til »Tristan og Isolde«.

Tryllefløjten W.A. Mozart, 1791

Ingmar Bergman, der skabte en gudesmuk TV-udgave af »Tryllefløjten«, kaldte den for verdens bedste musical. Og med rette, for genistregen er ikke en gennemkomponeret opera, men et syngespil med både tale og sang. Mozart var aldrig bedre, og ouverturen er verdens bedste musik. Basta. Lyt og græd!

Wozzeck Alban Berg, 1925

Alban Berg var det mest tilgængelige medlem af det tolvtonale trekløver Schönberg, Berg og Webern. Og stadig det mest populære. »Wozzeck« var den eneste opera, han fuldendte, før hans ikke særlig gamle liv sluttede, og hvis man skal opleve bare én postromantisk opera, er den et oplagt bud. Brutalitet og nedværdigelse sat i musik.