75-årige Ib Michael: Hvis der er noget, jeg hader, så er det gamle mænd, der er blevet bitre og »grumpy«

Den kraftige stålgrå hårmanke er næsten selvlysende, øjnene havblå, og de solbrune bare fødder parkeret i et par robuste kernelædersandaler.

Han kunne lige så godt være placeret på en eksotisk sydhavsø i Stillehavet. Forfatteren Ib Michael er dog landet i Klareboderne i det indre København på sit forlag, omgivet af dannebrogsflag, blomsterbuketter og smilende mennesker, der kommer forbi og hilser.

For præcis 50 år siden udkom Ib Michael med sin første roman, »En hidtil uset drøm om skibe«, og i begyndelsen af året fyldte manden, der er blevet kaldt for Danmarks ældste backpacker, 75 år.

»Jeg er på vagt over for alderdommen, men jeg bekymrer mig ikke om den.«

Der er også en anden anledning: en ung kvinde, som har fyldt særligt meget i forfatterens liv de seneste tre år.

»Sandheden om Lucy« er titlen på den roman, som netop er udkommet, og som Ib Michael har finpudset på sit faste vinterkontor i Thailand.

»Lucy samler en ny kvindegeneration af blandet herkomst,« forklarer han.

»Enhver tid har en anima, en kvindelig spirit, der ligesom inkarnerer tiden. Meget af bogen handler om at turde, men også om to fortabte sjæle, der elsker hinanden. Kærligheden er i sig selv meget enkel, mens alt omkring Igor og Lucy er kaotisk, voldsomt og fyldt med terror.«

Han er eventyrets digter. Forfatter til over 30 romaner, rejseskildringer om udlængsel, mirakuløse sammentræf, digte, fremmede kulturer og civilisationer. Blandt nogle af de gennemgående temaer i det lange forfatterskab er kærlighed, overlevelse, tid, barndom og frihed.

Berlingske har spurgt Ib Michael om hans egne personlige historier med afsæt i de fem temaer.

Tid

er også alder. Jeg lever i en tidsdimension, hvor jeg sagtens kan bytte om på det hele. Sådan har jeg det også med liv og død. Om lidt er jeg død, og så er jeg levende. Jeg gider ikke engang at sige genfødsel. Jeg ved bare, at universet består af energiudvekslinger, og det gælder også levende organisk materiale. Vi dør og forsvinder. Rådner op. Men livet fortsætter. Det er ganske enkelt en »energiernes dans«.

Jeg er på vagt, for alder er ikke noget ubetydeligt. Jeg er på vagt over for kroppens forfald. Hold dig i gang. Hold dig i gang. Hold dig i gang. Det er mit mantra.

Instinktivt har jeg en oplevelse af, at denne her hjerne, den må aldrig nogensinde holde op med at være nysgerrig. Den skal stadig interessere sig lige så meget for verden og menneskene, som den altid har gjort. Forfatteren Inger Christensen skriver genialt i et essay: »Jeg har sat mig i forundringsstolen«.

Det har jeg også. Jeg har altid siddet der, og det vil jeg blive ved med.

Nu, hvor jeg er blevet gammel, er jeg også meget bevidst om, at jeg skal være tre gange så høflig, som da jeg var ung. Jeg skal være ekstra hensynsfuld over for mine omgivelser. Den arrogance, jeg tillod mig, da jeg var ung, klæder mig på ingen måde længere.

Så jeg svarer pænt: »Mange tak for din henvendelse«, selv om henvendelsen drejer sig om et eller andet virkelig dødssygt.

Hvis der er noget, jeg hader, så er det gamle mænd, der er blevet bitre og grumpy. Gamle mænd, der brokker sig over alt muligt hele tiden. Gamle mænd, der synes, at andre skal lytte til dem, men ikke længere selv gider lytte til de andre.

Jeg vil ikke være et ulideligt, selvsmagende og brokkende menneske som gammel. Det er en beslutning, jeg har truffet. En beslutning, jeg omsætter til handling. Prøver i hvert fald på det.

Altså, jeg kan jo godt gå og brokke mig derhjemme, og så siger Hanne: »Nu skal du holde op!« Og så jeg svarer jeg, at »ja, det skal jeg også holde op med«.

Jeg er fra generationen af blomsterbørn, og vi er til tider ret hadet af generationen, der kom efter os. Men jeg vil ikke leve op til andres fordomme – det nægter jeg. Derfor gør jeg mig umage med at være lyttende, høflig og opmærksom. Jeg lytter og lytter, når andre siger noget. Så godt jeg kan. Det gjorde jeg ikke, dengang jeg var ung. Så kunne jeg være mentalt fraværende, når nogen fortalte mig noget.

»Sig mig, hører du overhovedet efter?« blev der spurgt.

Hvortil jeg kunne svare: »Prøv at sige noget interessant«.

Frihed

er mod. At turde kaste sig ud i noget, man aldrig har prøvet før. Hvor man ikke på forhånd kan vide, hvor høje bølgerne er undervejs. Om man bliver væltet omkuld på dækket af en orkan, og om man overhovedet nogensinde kommer frem og kan gå i land.

Jeg har altid elsket følelsen af, at jeg ikke aner, hvor jeg ender.

Stående på dækket af et sejlskib og for første gang stævne ud over et kæmpe ocean som Atlanten husker jeg som den totale og grænseløse frihed.

Jeg forlod La Gomera på De Kanariske Øer, som var den ø, hvorfra Columbus sejlede ud i håb om at finde den nye verden, Amerika.

Det er, som om det mod, du har til at kaste dig ud i eventyret og dermed friheden, bringer dig sikkert igennem. Det har jeg oplevet gang på gang.

Det forunderlige er, at det bor i mig endnu – jeg fik nogle blivende værdier med mig ud på den anden side. Og jeg fik lov at undersøge indianernes virkelighed. Ved at spørge fik jeg indblik i deres indre verden. Når jeg taler om det nu, er det, som om det lige er sket.

Da jeg gik i land i Sydamerika, ville jeg opleve landet som de gamle opdagelsesrejsende. Jeg fandt indianerne inde i Amazon-junglen og boede sammen med dem i flere måneder. Jeg var backpacker med min rygsæk, der efterhånden smuldrede på skuldrene af mig, jo mere våd og slidt den blev. Mit fodtøj faldt af mine fødder. Det var den ultimative backpackeroplevelse, hvor jeg lærte at bevæge mig inde i Amazonas krævende og farlige terræn.

Jeg fandt friheden i de menneskers måde at leve på og gøre tingene på. De var eksperter i junglen, fuldstændigt smeltet sammen med det landskab, som en regnskov er. Jeg sad og kiggede på dem og tænkte: for fanden, hvor de gør det hér helt suverænt.

Jeg blev præsenteret for en drik, de jævnligt indtog. En lian de kaldte ayahuasca. I min ungdom havde jeg prøvet LSD, så hvorfor ikke også prøve ayahuasca? Og hold da op … det var frihed at opdage, at du slipper væk fra det hele – fra alt! Alene i en jungle, omgivet af lutter fremmede mennesker, og på rejse ind i hallucinogenernes verden.

Kærlighed

er en tilstand. Det er følelserne for et andet menneske, som du har lyst til at lukke op og forblive tro over for. Jeg fandt ud af, at ethvert menneske er sådan et enormt landskab, at hvis du gider dyrke det, bliver det menneske stort og rigt.

Jeg har altid gået hånd i hånd med kærligheden gennem alle de her mange faser. Da jeg mødte Hanne for 36 år siden i en relativt sen alder, fandt jeg en ny og anden form for kærlighed, end jeg tidligere havde oplevet.

Vi mødte hinanden i Mexico om bord på »Nordkaperen« på et tidspunkt, hvor vi begge havde kærester derhjemme. Der var en sjælens overensstemmelse mellem os. Jeg spillede mexicanske sange for hende på min kassettebåndoptager og oversatte undervejs.

Hanne var 23 år, hun var en poptøs, og det siger jeg med stor kærlighed. Hun elskede de sange, og hun elskede, at jeg leverede dem for hende, som var det serenader, jeg sang. Der opstod en poesi og en dyb forståelse mellem os.

Jeg tænkte, at jeg denne gang ikke ville flytte mig fra kærligheden. At vi skulle blive sammen. For hvis du ikke vil dyrke kærligheden, kan du lige så godt flytte dig væk. Det havde jeg nok aldrig forstået før.

Måske derfor er min nye bog langt hen ad vejen en ukompliceret kærlighedshistorie. Selv om alt andet omkring hovedpersonerne, Igor og Lucy, kan være nok så kompliceret. Kærligheden kan også være enkel.

Verden er fuld af vold og terror, regnskovene brænder, og verdenshavene fyldes af plastic. Vi drømmer om det rene paradis. Men i jagten på paradiset trækker vi et spor af fundamentalisme efter os. Historiens lære er, at andre dør af vores paradisdrømme – det gjaldt indianerne, og nu gælder det os selv.

Barndommen

er med til at forme os. Hvis du for eksempel bliver en berømt forfatter, fordi du har haft en dårlig barndom, jamen så glæd dig over, at det gik godt! Der er egentlig ikke noget at være utilfreds med. Jeg ser det mere som et dynamisk princip, der er med til at udvikle os.

Alle de påvirkninger fra de voksne, som vi er blevet udsat for som børn, bliver en del af vores personlighed og identitet.

Min far havde ikke den dybeste forståelse for den dér verdensfjerne drømmende søn, han havde fået, og som han havde ønsket skulle overtage og udvikle den forretning, som han med stor succes havde fået etableret.

Han kom fra fattige kår og blev en af Roskildes rigeste mænd. Dengang han indviede sit firma, var der et skilt på døren til det, der skulle have været mit kontor. »Juniors kontor«, stod der.

Imens sad jeg med langt hår, skæv af marihuana sammen med min kunstnerven Peter Severin, et sted nede i Venedig. I fuld gang med at udleve vores nye kunstnerliv. Jeg skulle under ingen omstændigheder tilbage til Roskilde. I dag forstår jeg godt, at det var en bitter pille for ham at sluge.

På et tidspunkt så jeg et billede af min far som 19-årig. Jeg kunne se en ung kriger, der fandeme nok skulle kæmpe sig frem i verden. Min far sagde om sig selv: »Jeg er en selfmade man, og dermed har jeg fritaget Vorherre for et stort ansvar.«

Det er vistnok et citat fra en politiker. I dag forstår jeg bedre min far og har stor respekt for det, han opnåede. Jeg er også kommet til at se de her forældre-børn-relationer i et helt andet lys end tidligere. Det er nogle komplicerede relationer, der er i spil.

Selv måtte jeg en tur tilbage til barndommen i en forholdsvis sen alder. Der var noget, jeg skulle have fat på. Jeg befandt mig så langt fra Roskilde, som man næsten kan komme, midt ude i Stillehavet på en sydhavsø, da jeg fandt ud, at jeg måtte tilbage.

Aldrig havde jeg fundet Roskilde mere eksotisk og spændende. Jeg var i gang med at trevle min barndom op og skrev »Vanillepigen«, som hverken var autofiktion eller noget andet, men en historie. Bagefter følte jeg mig befriet af min barndom, og sådan har jeg egentlig haft det lige siden.

Overlevelse

er menneskets vigtigste drift. Jeg har oplevet livsfarlige situationer. Når jeg tænker på det i dag næsten 50 år efter, kan jeg stadig blive helt bange for, hvad jeg har udsat mig selv for. Høj på meskalin klatrede jeg på et bjerg i Mexico, hvor jeg pludselig hverken kunne komme op eller ned.

Jeg var rejst til Mexico sammen med maleren Per Kirkeby og fotografen Teit Jørgensen for at indsamle stof til en bog om Mayalandet. Efter at de andre var rejst tilbage til Danmark, fik jeg lyst til at udforske Sierra Madra Bjergene i den nordvestlige del af landet.

Jeg var ankommet til en indianerkultur, der dyrkede de hallucinerende planter. De havde sat spande af meskalinkaktus frem i anledning af påskeugen. På egen hånd bevægede jeg mig en dag ned til en landsby i bunden af dalen. Det gik fint, jeg overnattede ved et bål i landsbyen, men da jeg skulle tilbage igen næste dag, forsøgte jeg at skyde genvej.

En sti snoede sig op ad bjerget, men jeg begyndte at klatre for at komme hurtigere op til toppen. Ganske ukyndig i bjergklatring, som jeg var, indså jeg på et tidspunkt, at jeg hverken kunne komme op eller ned. Under mig svimlede afgrunden.

»Du skal op«, tænkte jeg. Der er ingen anden vej. Så jeg borede neglene ind i klippesprækkerne og kiggede op på toppen, hvor jeg forestillede mig, at min fireårige datter, Sita, ventede mig. Jeg lovede mig selv og hende, at jeg nok skulle komme op. Det var det rene vanvid.

Det øjeblik, da jeg vippede kroppen op over den sidste skrænt lige dér, hvor bjerget igen var blevet til jord og rødder, lå jeg fuldstændig udpumpet, mens jeg sendte en tanke til Sita: »Jeg klarede den«.