Sidste gang, jeg mødte Flemming Jensen, var i et venterum til et radiostudie. Vi hilste pænt på hinanden, sådan som teatrets folk og kritikere - aldrig venner, men evigt lænket til hinanden - nu gør. Flemming Jensen fortalte, at han havde læst en af mine anmeldelser af et stykke, han også selv havde set. Han kunne vist godt lide artiklen, men var ikke nødvendigvis enig i dens konklusion.
Det var den begavede, blidt snaksalige nonsens, han excellerede i, snarere end den skarpe satire.
Et sigende udsagn for Flemming Jensen: En elskværdig mand. En venlig mand. Sådan ser han også ud. Han ligner jo næsten selve morgensolen, der står op. Det runde hoved, øjnene, der kan knibe sig sammen som to små muntre sprækker midt i det hele. Men også en mand, der ikke er så elskværdig, som han ser ud. Som har behov for at sige sin mening, hvad enten man vil høre den eller ej.
Det hele startede nu venligt nok. Det var historien om skolelæreren, som endte med at blive skuespiller. Han blev »opdaget« af skuespilleren Erik Wedersøe, der så ham optræde med seminarievenner på et værtshus på Bornholm. Det var i Rottefælderevyen, Jensen for alvor kom ind i de professionelles roller, og snart tog det fart.
Han kunne nemlig også skrive, og det er der i den grad brug for i revymetieren, hvor man starter fra nul hver gang. Her var en ord-begavelse med afvæbnende vid, en solid dosis selvironi og en mildt befippet udstråling med noget andet nedenunder - melankoli eller et strejf af vanvid. Det var det begavede, blidt snakkesalige nonsens, han excellerede i, snarere end den skarpe satire.
Her, der og alle vegne
I 1980erne var han her, der og alle vegne. På revy- og teaterscenerne. Som vært i TV. Og som forfatter af og grødnissen Lunte i de tre efterhånden klassiske ombæringer af julekalenderen »Nissebanden« - den om Grønland kommer i øvrigt op i en sceneversion på Odense Teater lige om lidt. Med Jensen selv som instruktør. En anden af hans mangeårige succeser - han spillede den selv uendeligt mange gange med kollegaen Jesper Klein - var farceudgaven af »Gøngehøvdingen«, som han netop har sat op som opdateret sommerforestilling i Holbæk.
Med tiden er der sket noget med den venlige mand med den høje produktivitet, som også har givet sig udslag i en række bøger gennem årene. Han er ikke helt den samme tryghedsskabende, sjove hyggeonkel med den pædagogiske jovialitet længere. Han har skærpet satiren, kastet noget af vennesælheden over bord og hævet stemmen - på scenen og i i samfundsdebatten.
Det startede med fordanskningen af anti-Irak-krigsmucialen »Let's Kick Ass!« på Nørrebros Teater og er siden fortsat med flere komedieforestillinger, hvor han har foldet sig ud om danske immigrationslove, tidens politiske demagogi, klodens fremtid. Helt i forlængelse er han er netop trådt af scenen som »Pladderhumorister« på Cafe Liva - et samarbejde med yngre standuppere, herunder Omar Marzou. Elskværdig, jo jo. Men på en mere uelskværdig facon.