69 timer i et glashus på Roskilde

Nana Francisca Schottländer bor 69 timer i et glashus på Roskilde Festival. Kunstneren undersøger mødet. Det er oplagt at gøre på en festival, mener hun.

De fleste forbipasserende forstår ikke helt, hvorfor der bor en kvinde i et glashus. Nogle drister sig til at spørge hende. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Glasruden er dækket til af hvid skrift. »Aben må ikke fodres«, »Vi vil gerne sove - luk os ind« og »Still getting used to this« lyder bare nogle af de håndskrevne beskeder. Den sidste er skrevet af performance-kunstner Nana Francisca Schottländer.

Hun bor i Dream City (campingområde, red.) på Roskilde Festival. Men hvor festivalgæsterne bor i telte og tilhører camps, lever Nana Francisca Schottländer i et lille glashus. Her skal hun bo i 69 timer - knap tre døgn - til fuld skue for alle, der måtte have lyst til at møde hende. Det vil sige glo på hende, lytte til hende gennem høretelefoner eller tale med hende gennem ruden.

Hun flyttede ind søndag klokken 17, og allerede mandag morgen måtte vinduerne vaskes rene for hvid skrift. Festivalgæsterne flokkes da også om glashuset. »Ligger hun bare derinde?,« lyder det fra en fyr i en drengeflok, der kort stopper op.

Og det gør hun ja. Nogle gange henslængt på sengen med computeren, hvorfra hun chatter med folk uden for glashuset. Andre gange presser hun øret op mod ruden for at høre, hvad hendes publikum spørger om.

Nana Francisca Schottländer sidder i et glashus i tre dage på Roskilde Festivalen. Hun møder folk gennem glasruden. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted.

Men hvorfor overhovedet tilbringe 69 timer i et glasbur midt i Roskilde-virvaret?

»For at undersøge mødet. Det er jo ret oplagt at gøre på Roskilde Festival. Folk kommer der jo også for at mødes. De mødes omkring noget. Musikken og festivalformatet. Men samtidig er det også en måde at træde ud af deres hverdagsvirkelighed og ind i den her undtagelsestilstand, hvor andre møder kan opstå,« siger Nana Francisca Schotländer.

»Jeg bruger det her beboelsesformat til at skabe et forventningsbrud eller en måde at komme om bag ved det der hverdagspanser, som vi går og ifører os. Og jeg affører mig mit hverdagspanser, når jeg sætter mig herind og er så beskyttet bag glas, men prøver ellers at være så upanseret som muligt.«

»Det eneste spektakulære er jo, at det er her«

Hun gjorde det samme i butiksvinduet hos Nørgaard på Strøget tidligere i år. Her undersøgte hun kroppen og var sågar nøgen, da hun ankom og forlod butiksruden.

Denne gang beholder hun tilsyneladende tøjet på. Med sig har hun kiks, nødder, nescafe, instant soup og en tissebøtte, hun kan bruge, hvis hun har lyst. På glasruden står der: »I can go to the toilet, just like you«.

»Sidste gang var det kroppen, der var i centrum, og der ville jeg rigtig gerne have gjort det hele i vinduet. Men det var ikke muligt, fordi det var forbundet med en tøjbutik. Denne gang er det muligt, men det er ikke kroppen der er i fokus. Det er et møde. Og derfor bliver det også en balancegang med at finde ud af, hvordan er det jeg kan skabe den mest befordrende tilstedeværelse for at møder opstår,« forklarer Nana Francisca Schottländer.

Hun kalder det »et livslaboratorium« og har også inviteret en række gæster, der alle arbejder med mødet på en eller anden måde. Alt sammen i håbet om at blive klogere på, hvad der sker, når mennesker møder hinanden.

Projektet hedder »Meet me here now« og er en fortsættelse af »Please be here now«, hvor Nana Francisca Schottländer flyttede ind hos Nørgaard på Strøget. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted.

»Jeg dyrker jo ikke det spektakulære i de her ting. Det eneste spektakulære er jo, at det er her. Ellers så dyrker jeg på ingen måde at optræde eller skabe underholdning. Jeg dyrker livet i sin ganske almindelige umiddelbarhed, fordi jeg selv synes, at det er så pisse interessant at kigge på og undersøge, når jeg får lov,« siger hun.

»Men jeg bliver sikkert også ensom herinde, når alle render rundt og fester og har travlt med at mødes med hinanden. Så må jeg jo finde ud af, hvordan jeg så kan gøre sådan, at de også har lyst til at mødes med mig,« forklarer performance-kunstneren.

Møgudmattet efter tre dage

Når de tre dage er gået, er hun ganske sikker på, at hun vil være møgudmattet, som hun selv udtrykker det.

»Jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at opstå. Jeg ved jo aldrig rigtig, hvad der kommer til at ske, når jeg gør det her. For det opstår i synergi med mig og stedet og med iscenesættelsen og med alle mulige faktorer, som vi slet ikke er herre over. Og det er også det, jeg synes, er interessant,« siger hun.

Men det sætter nok også sine spor, som det gjorde efter de tre dage i butiksvinduet hos Nørgaard på Strøget:

»De første mange morgener vågnede jeg og vendte mig helt automatisk mod vinduet, fordi jeg havde været så vant til at være billede og blive kigget på. Når jeg vågnede om natten, hvor det var mørkt, skyndte jeg mig at tænde lyset, for ellers kunne de ikke se mig på det web-cam, der live-transmitterede,« siger Nana Francisca Schottländer.

Man kan blande sig i eksperimentet og chatte med Nana Francisca Schottländer her frem til tirsdag. Hvis hun ellers har tid til at vende blikket mod skærmen. Væk fra de mange festivalgæster, som står i en halvcirkel rundt om glashuset og kigger ind på hende.