»Jeg har en plan!«
»Skidegodt Egon!«
Det er i dag nøjagtig 50 år efter premieren på den første film med Olsen-banden, og dagen bliver blandt andet markeret med udgivelsen af filmjournalist Christian Monggaards tre kilo tunge bog om landets mindst farlige forbryderbande, bestående af den forsigtige og forsagte Kjeld (Poul Bundgaard), den begejstrede Benny (Morten Grunwald), der forguder bandens krakilske leder og forbryderiske geni, Egon Olsen (Ove Sprogøe).
Fra 1968 til 1981 producerede Nordisk Film tretten film, hvoraf »Olsen-banden ser rødt« (1976), solgte 1,2 million billetter. Det gør den til den film, der i Danmark har solgt flest biografbilletter, siden man begyndte at opgøre billetsalg.
»Olsen-banden ser rødt« afsluttes med den udødelige sekvens, hvor trekløveret bryder gennem murene under Det Kongelige Teater i musikalsk takt til ouverturen fra »Elverhøj«. Som Benny ville udtrykke det: Skidegodt fundet på af instruktør Erik Balling og manuskriptforfatter Henning Bahs.
Berlingske har bedt Christian Monggaard kigge bag kulisserne til de mindre kendte sider af den elskede trio.
1) Oprindeligt skulle der kun laves en film
Grundideen var der fra starten. Instruktøren Erik Balling ønskede en historie om en københavnsk forbryderbande, der betragtede tyverier som en genvej til at opnå de statussymboler og materielle goder, som danskerne gik rundt og drømte om i slutningen af 1960erne. I dette tidlige stadium var bandens navn et andet – og set i bakspejlet ubegribeligt anderledes: nemlig »Perlemorderne«. »Olsen-banden« dukkede først op på en manuskript-skriveferie, som Erik Balling og Henning Bahs tildelte sig selv i slutningen af 1960erne. Det navn inkarnerede bedst den ambition, som Erik Balling havde søgt at indfri siden 1950erne med sine mange film for Nordisk Film.
»Gennem hele sin karriere brugte Erik Balling folkekomedien til at fortælle om danskerne, som for eksempel i de foregående »Poeten og Lillemor«-film. Men det lykkedes hverken med den første eller den anden Olsen-banden-film. Begge film var meget farceagtige med amerikanske gangstere, biljagter og en dansk politimand, der gik klædt som sherif. Derefter blev serien sat på pause, og Balling lavede i stedet komedien »Rend mig i revolutionen«, der blev et eklatant publikumsflop. Som følge af den, havde Nordisk Film hårdt brug for en ny succes, og Olsen-banden blev taget op igen. Der var noget, der fungerede ved grundformlen om de tre mislykkede røvere og fjerdehjulet Yvonne. I »Olsen-banden i Jylland« faldt brikkerne helt på plads. Der blev taget gensidigt gas på fordommene om jyder og københavnerne. Og det blev gjort med stort lune. Balling havde skabt en ny fællessang om Danmark og danskerne,« siger Christian Monggaard
2) Hvorfor sidestiller Egon Olsen socialdemokrater med lusepustere, når han skælder ud?
»Amatører! Bidesild! Bløddyr! Bollefjæs! Hundehoveder!«
Bandeleder Egon Olsen tager ofte sin imponerende udskældningsevne i brug over for Kjeld og Benny, og blandt de mange Kaptajn Haddock-agtige fraser hører man også »Socialdemokrater!«
»Ja, det er sjovt, for uden at være engageret i partiet, var Erik Balling helt klart socialdemokrat af natur og gode venner med blandt andre partiets leder Anker Jørgensen. Men skulle man sammenfatte Olsen-bandens »politiske profil« handler den først og fremmest om danskernes dobbelte natur: Vi har både dyb respekt for autoriteter og mistillid til dem. Filmene skildrer den »lille mands« kamp mod det store system, men også småborgerens drøm om social mobilitet og materiel velstand. Balling har selv sagt om den humorforladte karakter Egon Olsen, at han rummer en kim til fascisme. Han er på bunden af samfundet, men mener selv, at han hører hjemme på parnasset blandt de magthavere, der dog altid ender med at forvise ham,« siger Christian Monggaard.
3) Morten Grunwald var Olsen-bandens tillidsmand
Af et håndskrevet notat fra Nordisk Film, gengivet i Christian Monggaards bog, fremgår det, at Ove Sprogøe og Poul Bundgaard fik 40.000 danske kroner hver for at medvirke i »Olsen-banden i Jylland«. Morten Grunwald fik 5.000 kroner mere.
»Morten Grunwald var tidligt involveret i den administrative side af teaterarbejde og havde derfor en tydelig fornemmelse af, hvor meget en skuespiller kan være værd i forbindelse med en publikumssucces. Derfor bad han om mere i løn til den tredje film, hvilket dengang var ret uhørt for en dansk skuespiller. Hans krav blev mødt, og med tiden fik de to andre skuespillere også opjusteret deres løn, så den stod i mere rimeligt forhold til filmenes store indtjening,« siger Christian Monggaard.
4) Kostumerne var nøglen til de tre karakterer i Olsen-banden
Selvom Erik Balling var meget omhyggelig i sin forberedelse af filmoptagelser, rummede manuskripterne kun få anvisninger til kostumer. Fremgangsmåden til de første film var i stedet, at han lod Nordisk Films kostumier Lotte Dandanell finde egnet tøj i filmselskabets lager på 3.000 kostumer, hvorefter Balling, Dandanell og den pågældende skuespiller fandt frem til den bedste løsning foran et stort spejl. Man kan godt sige, at det var foran dette spejl, at trioens særegne personligheder blev manet frem.
»Kjeld er en tøffelhelt i udtrådte gummisko. Benny er en klovn med hat og gule strømper. Egons gammeldags jakkesæt var sikkert blevet brugt i en gammel musical fra 1940erne. Det skulle signalere, at han altid sad i fængsel, og derfor aldrig havde haft mulighed for at modernisere sit tøj. Samlet skulle det karikerede tøj også signalere, at de tre befinder sig i en lidt nostalgisk eventyrverden. De bærer alle tre hatte, selvom ingen længere går med hat i 1970erne. Men det er også derfor, at de i dag forekommer tidløse,« siger Christian Monggaard.
5) Sexdukken blev forvist fra Nordisk Film
Den første film, »Olsen-banden«, kom i 1968, året før billedpornoen blev frigivet, og er tydeligt påvirket af den daværende debat om frisind og frække damer. Olsen-banden har hovedkvarter i et værtshus i et hus, hvor der også er bordel, og Bennys kæreste bliver jagtet af en pornobagmand, der vil bruge hende i en film. Men Christian Monggaard mener, at det snarere var tidsånden, som filmenes skaber Erik Balling bøjede sig for, end et personligt behov for at få det ind i filmene.
»Der er noget forkrampet over de »vovede« scener i Ballings film, og jeg har ham mistænkt for at være ret knibsk. Han følte sig utryg ved sex, og fandt emnet umorsomt. I en af de kupplaner som manusforfatter Henning Bahs havde udtænkt, indgik der en såkaldt sexdukke, dengang kaldt en »sømandsdukke«, og Balling gik modvilligt med til, at der blev indkøbt sådan en i Istedgade. Men da han så den, kunne han ikke engang tåle at se på den, så rædselsfuld og sjofel, syntes han, at den var. Så i stedet blev der produceret en langt mere uskyldigt udseende sexdukke.«
6) Yvonne er den vigtigste karakter i filmene
Man fornærmer vist ikke nogen, hvis man betegner Kjelds kone, Yvonne, som en »rappenskralde«, og hendes betydning for filmserien kan ikke overvurderes. Det var skuespilleren Kirsten Walthers tidlige død i 1987, der endegyldigt satte en stopper for flere film om Olsen-banden. »Hun er det grundlæggende i historien,« sagde Erik Balling.
»Yvonne var, ved siden af Egons egne ambitioner, katalysatoren for Olsen-bandens planer. Det er nemlig hendes behov for penge til en ny vaskemaskine eller en konfirmationsfest til sønnen Børge, der sætter skred i de vilde kupplaner. Der er i Yvonnes drømme om social opstigning en subtil satire over det Danmark, der er ved at ændre sig med stigende velstand og småborgernes nye behov. Når banden holder ferie, tager de til Mallorca, for det er ligesom det bedste, de kan forestille sig – og det var det selvfølgelig også for mange andre danskere i 1970erne under charterboomet. I det hele taget kan man sagtens opfatte banden som en spejling af den danske nationalkarakter: det småtskårne og storhedsvanviddet side om side. Egon, Kjeld og Benny er alle danske mænd – og Yvonne er alle danske kvinder.«
Titel: Olsen-Banden. Forfatter: Christian Monggaard. Sider: 376. Pris: 345 kr. Forlag: Book Lab.
